ANMELDELSE: I udkigstårnet ligger sandsække stablet op, og over dem kan man se det afghanske landskab og fornemme truslerne, der kan gemme sig bag enhver busk og sten.

Over sandsækkene ligger et våben klar til at blive affyret mod fjenderne.

Under tårnet, lejren med knasende grus og militært udstyr overalt. Over os, lyden af en helikopter.

I et hjørne et pissoir. Det består af to rør, der stikker ud gennem huller i en væg med en grafitti: »Unload load here. Or else...«

Man er ikke i krig, men meningen er, at man skal føle det som om, man var.

Tårnet har vist været i Afghanistan, men nu står det altså her på Slotsholmen, i Tøjhusmuseet.

Udsigten fra tårnet er kæmpestore fotostater, og lyden fra helikopteren kommer fra en båndoptager. Pissoiret kan man ikke pisse i. Jeg er ikke i Afghanistan, og heldigvis for det.

Den fjerne krig

Udstillingen »Den fjerne krig« handler om danske soldater i Afghanistan. Eller rettere, den handler om de forhold, som danske soldater lever under i det fjerne og støvede land. Den skal vise omgivelserne og de danske soldaters liv i dem. Det gør den ret godt.

Foto: Lars Ploug

Den lille lejr med tårnet, helikopterlyden, det militære udstyr og pissoiret ligner det, vi har set i filmen Armadillo og i tv-stationernes nyhedsindslag. Og de små opsatser med tungt og varmt udstyr kan sagtens få sveden frem på panden, alene ved tanken om at have det på.

Men det er som om, noget mangler.

I alt fald hvis meningen er, at det fjerne skal gøres nært. Krigen er ikke bare fjern, fordi Afghanistan er langt væk, men også fordi krigen er krig. Danske soldater er i krig for at slå ihjel, og for at undgå selv at blive det. Det oplever man ikke, det forbliver nærmest et rent teknisk spørgsmål.

I kroppen, ikke i hovedet

Vi er i kroppene på soldaterne, så meget som det nu kan lade sig gøre på et museum i København. Men vi er ikke i hovederne eller hjerterne. Hvad tænker de på, når de er på patrulje, eller sidder i tårnet og spejder efter fjender?

Det er ikke fordi, perspektivet er absolut fraværende, men det er som om, de hentydninger, der trods alt er, gør for lidt væsen af sig. Bedste bud er et lille tableau foran et vindue med udsigt til en dansk parcelhushave.

På skrivebordet under vinduet står en pc. På pc’en kan man læse den formular, som soldaterne skal udfylde, inden de tager af sted. »Min sidste vilje« er overskriften, og her skal soldaterne blandt andet skrive hvem, der skal have besked, hvis de kommer af dage under deres udsendelse.

Enhver kan, tror jeg, fatte det ufattelige i at være tvunget til at tage stilling til sådanne spørgsmål.

Foto: Lars Ploug

Primi-dag på spejderlejr

Næstbedste bud er to små film, der vises på en lille skærm ophængt bag på en pansret mandskabsvogn. I den ene forklarer soldaten Tem, hvad der fór gennem hans hovede, da den mandskabsvogn, han var på patrulje i, blev ramt af en vejsidebombe.

I den anden fortæller hans kæreste Gitte om, hvad hun tænkte, da hun hørte, at Tem var blevet såret i Afghanistan. Sådan er det også, og især, med krig.

Men bortset fra de to nævnte indslag samt en mindeplade er det svært at opdage.

Og det er mærkeligt, for hvis man vælger at se bort fra krigen som omgivelse for den lille lejr, så er det jo bare som en primi-dag på en spejderlejr.

Jeg forestiller mig, at frygten må være der hele tiden, også selvom den ikke bliver nævnt. Hvad betyder det for livet i lejren, at nogen vil én til livs? Og hvad betyder det, at man undervejs i sit arbejde for den danske stat kan komme til at slå nogen ihjel?

Det første spørgsmål får altså en noget stedmoderlig behandling. Det sidste spørgsmål stiller udstillingen slet ikke. Og den kommer ikke i nærheden af et svar.

»Den fjerne krig - dansk soldat i Afghanistan«. Udstilling på Tøjhusmuseet, Tøjhusgade 3, København K. Læs mere på denfjernekrig.dk