Danmark har fået en ny regering bestående af S, R og SF. Det er på mange måder nyt med dette samarbejde, hvor SF også for første gang deltager i en regering. Skiftet må hilses velkomment. Der var ikke mindst behov for en ny økonomisk politik og ledelse. Efter næsten 14 dages regeringsgrundlaget kom så buddet på den fælles nye politik: Et omfattende regeringsgrundlag på 80 sider med titlen ”Et Danmark, der står sammen”. Ifølge statsminister Helle Thorning Schmidt indvarsler det et skifte i dansk politik og begyndelsen på en modernisering af det danske samfund.
Regeringsgrundlaget falder for en nærmere betragtning i to klart forskellige grupper: Dels de mere bløde og/eller holdningsprægede politikområder og dels de mere ”hårde” økonomisk – politiske områder.
Uanset at der også er mere ”blandede fornøjelser” med både frem og tilbageskridt på fx social-, sundheds – og forvaltningspolitikkernes område må en helhedsvurdering af de mere bløde og/eller holdningsprægede politikområder lyde på, at der er tale om definitive fremskridt i forhold til politikken under VKO. Det gælder navnlig klimapolitikken, transport samt integration. På såvel klimaområdet som transportområdet sættes der ambitiøse og gode mål om at reducere udledning af drivhusgasser og forurening. Og på integrationsområdet rulles helt rigtigt en række af VKO s stramninger tilbage, først og fremmest pointsystemet. Også på social – og sundhedspolitikkens område er der gode mål om at afskaffe fattigdomsydelser respektive ophæve sundhedsforsikringer.
I den følgende artikel vil vi af pladsmæssige grunde imidlertid koncentrere os om, i hvilket omfang regeringsgrundlaget, hvad angår den økonomiske og velfærdsmæssige politik repræsenterer en modernisering og vil gøre en forskel til VKO – navnlig på det økonomiske område? I afsnit 1 ses nærmere på de økonomiske mål i regeringsgrundlaget, dernæst behandles i afsnit 2 på skattepolitikken og efterfølgende i afsnit 3 på arbejdsmarkedspolitikken. Videre analyseres i afsnit 4 velfærdspolitikken og i afsnit 5 endelig vækstpolitikken.
Den nye regerings økonomiske mål i snæver forstand er følgende:
1. Den strukturelle offentlige saldo skal i 2020 mindst være i balance
2. Efterlevelse af EU´s ”Stabilitets – og Vækstpagt og af EU ´s henstilling om strukturel forbedring af den offentlige saldo med 1½ % i 2011 – 13.
3. Holdbarhedsindikatoren skal altid være positiv.
4. Offentlig gæld: Der skal være en bred sikkerhedsafstand til kravene i EU s ”Stabilitets – og Vækstpagt”
Desuden anføres som mål, at lønkonkurrenceevnen overfor udlandet skal forbedres og at arbejdsudbuddet skal øges strukturelt med 135.000 personer frem mod 2020.
Det bemærkelsesværdige heri er, at disse mål er ganske de samme som den afgåede VK – regerings. Det hedder da også i regeringsgrundlaget, at ”.. udgangspunktet for regeringen er VK – regeringens økonomiske politik i bredeste forstand, herunder genopretningsaftalen og forårets aftaler, herunder tilbagetrækningsreformen.” Den nye regering forpligter sig altså til at øge de offentlige indtægter og/eller reducere de offentlige udgifter lige så meget som den foregående regering. Og hermed en ganske afgørende ting: Svigter indtægterne, har SR-SF med andre ord bundet sig op på besparelser som den hidtidige regering, fordi holdbarheden i de offentlige finanser ikke må svækkes, jf. længere fremme om udgiftspolitik.
Nye initiativer på skatteområdet.
En ting, der vakte berettiget opsigt i regeringsgrundlaget, er, at den nye regering vil gennemføre ”..en fuldt finansieret skattereform, der markant sænker skatten på arbejde”. Dette indebærer, at marginalskatterne skal sænkes og da de er højest for topskattens vedkommende vil fokus givet være på topskattelettelser.
Samtidig er forslagene fra S + SF i ”Fair Løsning” om at forhøje en række skatter forsvundet ud af billedet efter krav fra de Radikale, herunder millionærskat, bankskat og aktieskat. Modsvarende har S har insisteret på, at ” Regeringen vil holde boligskatterne og rentefradraget i ro i indeværende valgperiode”. I stedet skal reformen øge de offentlige indtægter gennem at ”..arbejdsudbuddet øges med ca. 7.000 personer frem mod 2020 og de offentlige finanser dermed varigt styrkes med 3 mia. kr. gennem øget beskæftigelse”.
Skæv fordeling af skattebyrden ændres ikke.
Det første store problem heri er, at der hermed på ingen måde gøres op med den skæve fordeling af skattelettelserne i VKO s ”skattereform”, som har givet de højeste 10 % af indkomsterne samlede lettelser på op mod 20.000 kroner, mens den laveste halvdel af indkomsterne har måttet nøjes med op til nogle få tusind kroner i lempelse, jf. øgenavnet ”Rødvinsreformen”.
Tilmed risikerer reformen at føje nye skattelettelser til fortrinsvis de velhavende til, idet fokus som anført vil være på marginalskat og topskattelettelser. Ganske vist hedder det i regeringsgrundlaget, at ”den samlede effekt af skattereformen og skattefinansieringen har en rimelig social balance”. Men hvad er ”rimelig” social balance? ”Rimelig” er her et gummiord. Det afhænger af øjnene, der ser.
Til gengæld siger målet om at øge arbejdsudbuddet med 7.000 personer noget om reformens fordelingspolitiske karakter. Bagved ligger tydeligvis en udbudsøkonomisk tankegang, som også har præget VKO s skattereformer. Og ser man på disse reformer, er det entydigt gennem topskattelettelser, at man tror at kunne opnå en så stor forøgelse af arbejdsudbuddet. Formenlig vil udbudsøkonomer sige, at det kræver en nedsættelse af topskatteprocenten med 4 til 5 % eller en forhøjelse af topskattegrænsen med 40 -50..000 kr. At der så også vil ske en forhøjelse af beskæftigelsesfradraget ændrer ikke ved, at meget tegner til en ulighedsskabende og nyliberalistisk, udbudsøkonomisk skattereform.
Skattereform skaffer ikke flere midler til velfærden.
Det må i denne forbindelse selvfølgelig gælde for positivt, at reformen skal være fuldt finansieret dvs. at der skal være tale om en skatteomlægning, således at skattenedsættelser skal modsvares af skatteforhøjelser. I modsætning til VKO s ufinansierede skattelettelser er målet denne gang, at reformen ikke skal dræne statskassen.
Spørgsmålet er dog for det første et spørgsmål om det opstillede provenumål på 3 mia. kr er inkl. de postulerede ”dynamiske effekter” på 3 mia. kr, som kan lade vente på sig i mange år, hvis de da overhovedet kommer, fordi der ikke kommer en tilsvarende stigning i efterspørgslen, jf. nedenfor. Og hermed er det andet store problem heri jo, at den i ”Fair Løsning 2020” forudsatte forøgelse af det offentlige indtægter med netto varigt 18,7 mia. kr og på kortere sigt 25,7 mia. kr., hvilket hermed er reduceret til et provenu på 5 – 7 mia. kr. som følge af forhøjelser af sundhedsafgifter.
Den skitserede skattereform bidrager hermed ikke til at skabe det økonomiske grundlag for et velfærdsløft.
Som bekendt indebærer ”Et Danmark der står sammen”, at forringelserne af efterlønnen i ”Tilbagetrækningsreformen” og forringelserne af dagpengene i ”Genopretningsaftalen” gennemføres.
Men herunder annoncerer regeringsgrundlaget yderligere forringelser på det arbejdsmarkedspolitiske felt.
I det følgende vil trepartsforhandlinger ikke blive behandlet, da det forekommer uklart, hvad det vil gå ud på.
Yderligere arbejdsmarkedsreformer.
På det arbejdsmarkedspolitiske område skal der for det første gennemføres ”.. en række reformer med det sigte at skabe øget arbejdsbud. Det drejer sig blandt andet om reformer af aktiveringsindsats og kontanthjælp. Reformer af fleksjob og førtidspension. Og tilskyndelse af de unge til hurtigere studiestar og til at færdiggøre deres uddannelser tidligere. Og reformer, der kan reducere sygefraværet”.
Vedrørende kontanthjælpen skal ”de særligt lave ydelser – kontanthjælpsloftet, timeregler og starthjælp – afskaffes”. Endvidere skal der for unge 25 til 30 gælde ”ret og pligt til uddannelse for unge, uddannelsesparate kontanthjælpsmodtagere under 30 år, som ikke har en erhvervskompetencegivende uddannelse…”
Vedrørende førtidspension og fleksjob tales om ”forebyggelse af arbejdsevnetab, fortsat gode levevilkår for dem, der mister arbejdsevnen permanent, målrettet og effektiv hjælp til de ramte og på sigt at sikre en reduktion i udgifterne til førtidspension, fleksjob og ledighedsydelser”.
Endelig hedder det vedr. sygedagpenge, at ”Langtidssygemeldte skal bevare kontakten til arbejdsmarkedet, men regeringen vil afskaffe varighedsbegrænsningen på sygedagpenge”
Målet ”..med rækken af reformer er at øge arbejdsudbuddet med samlet 28.000 personer frem mod 2020 og en forbedring af de offentlige finanser med omkring 7 mia. kr.”
Skidt og kanel i social og arbejdsmarkedspolitikken.
Det må naturligvis anerkendes som overordentligt godt, at fattigdomsydelserne vil afskaffes – med den ikke uvigtige tilføjelse, at dette ligesom også ”Forbedringer af velfærd og et løft i uddannelserne og forskningsindsatsen … først gennemføres, når finansieringen er tilvejebragt.”. Ligesom det også er overordentlig godt, at varighedsbegrænsningen på sygedagpenge afskaffes.
Disse to forslag vil formentlig koste 1 til 2 mia. kr. i øgede udgifter.
MEN: Herved skal de øvrige reformer altså skaffe brutto skaffe en 8 – 9 mia. kr., hvilket skal ske ved at øge arbejdsudbuddet med som anført 28.000 kr.
Dette stempler reformer af førtidspension, fleksjob og ledighedsydelse samt udvidelse af ungeregler til 245 – 30 årige som sparemål og dermed som områder – hvor der udover de allerede aftalte forringelser af efterløn og dagpenge – vil blive gennemført markante forringelser og at den nye regering her i stor udstrækning vil gennemføre den forrige regerings oplæg.
Det må forventes, at der for fleksjobs vedkommende vil blive tale om forringelser i
• Stramningen af tilgangen
• Indførelse af midlertidige fleksjob, navnlig for under 40 årige
• Omlægning af ydelser med henblik på mærkbar reduktion heri for andre end lavt lønnede
Og for førtidspensions vedkommende:
• Stramning af tilgangen
• Indførelse af midlertidige fleksjob, kaldet ”udviklingsforløb”, navnlig for under 40 årige
• Reduktion i ydelsen
Begge forslagspakker vil indebære betydelig forringelse af vilkårene for fleksjobbere og førtidspensionister. For det førte gennem øget usikkerhed for de under 40 årige, som kun kan få midlertidige fleksjob/udviklingsforløb og for over 40 årige, for hvem det førte fleksjob/udviklingsforløb også kun kan blive midlertidigt. For det andet gennem forringelse af ydelserne, navnlig for fleksjobbere med højere end lavtløn. Også udvidelse af ungeregler til 25 til 30 årige er problematisk, da der i aldersgruppen vil være mange, som er gravide, forsørgere eller ramt af sygdom.
Valgoplæg og økonomisk råderum.
I ”Fair Løsning” blev der som bekendt i løbet af en 4 årig periode foreslået et løft i midlerne til offentlige velfærd på – ekskl. effektiviseringer - omkring 20 mia. kr. svarende til 1,4 % af BNP.
Imidlertid foreslog De Radikale i deres 2020 plan, at der inkl. effektiviseringer skulle afsættes omkring 10 mia. kr. eller ekskl. effektiviseringer omkring 5 mia. kr. mere ikke blot frem til 2015, men til 2020. Altså langt mindre end S + SF og betydeligt nærmere den af VKO afsatte ramme end det af S + SF foreslåede.
I regeringsgrundlaget ”Et Danmark, der står sammen” er valgoplæggene endt med, at der til en række forbedringer skal skabes et øget økonomisk råderum på i alt 21 mia. kr. Pengene hertil skal komme fra ”.. reformerne af aktivering, kontanthjælp, fleksjob, førtidspension, international rekruttering, uddannelse, forebyggelse, integration mv., skattereformen samt forhøjelsen af statens indtægter (dvs. afgiftsforhøjelser samt sanering af erhvervsstøtte – Hhl)..” Det skal igen skaffes gennem at øge arbejdsudbuddet med i alt 55.000 personer.
Om realismen i disse forventede indtægter længere fremme.
Stærkt begrænset økonomisk ramme til velfærdsløft.
MEN: Det forventede provenu herved skal gå til både velfærd, social indsats og et løft i uddannelse og forskning samt forbedringer på arbejdsmarkedet.
Anvendelsen af provenuet må vurderes at fordele sig således, at den samlede forventede provenuforbedring på 21 mia. kr. vil social indsats formentlig kræve 1- 2 mia. kr, øget arbejdsmarkedsuddannelse og omlægning af beskæftigelsesindsats i forlængelse af trepartsforhandlinger vil formentlig beslaglægge 2 til 4 mia. kr og endelig vil opprioritering af uddannelse af forskning formentlig kræve mellem 7 og 10 mia. kr., hvis der tages udgangspunkt i S + SF respektive RV s 2020 planer.
Således er ”Fair Løsnings” omkring 20 mia. kr. i yderligere til løft af velfærden svarende til omkring 1, 4 % realvækst i offentligt forbrug skrumpet til omkring 8 mia. (+/- tre mia.) svarende til mellem 0, 4 og 0,8 % realvækst. Jf. Margrethe Vestager, den nye regerings ”grå eminence” har udtalt: ” Vi kan ikke sige i dag, om det bliver 0,4 eller 0,8 pct. ”Det er således tydeligvis de Radikales plan, som har sat sig igennem i form af en stærk begrænsning af velfærdsløftet
Ny regering afsætter mindre end VKO.
Men dette er for det første langt mindre end påkrævet. I årene frem til 2020 kræver det en årlig gennemsnitlig realvækst i offentligt forbrug på mellem 0,9 % og 1,2 % årligt alene for at dække stigningen i antal offentlige brugere ind, navnlig som følge af flere ældre. Og stigende behov kræver en yderligere årlig gennemsnitlig realvækst på mellem 0,3 og 0,5 %. Og det kan tilmed vise sig mindre end de 0,75 %, som VK i ”Reformpakken 2020” ville afsætte til velfærden.
Konsekvensen af dette er, at kommuner og regioner vil blive tvunget til fortsatte besparelser i størrelsen årligt samlet omkring 3 mia. kr svarende til op 5 – 6.000 stillinger. Der er således meget langt fra det løft af velfærden, som S + SF havde som mål inden regeringsdannelsen og forhandlingerne om regeringsgrundlaget, og så de fortsatte besparelser på og forringelser i serviceniveau og standard, som det nye regeringsgrundlag allerede har indbygget i sig. Hertil kommer – jf. næste afsnit – at besparelseskravene risikerer at blive endnu større, hvis de forventede merindtægter ikke realiseredes, hvilket navnlig afhænger af, om den forudsatte beskæftigelsesstigning bliver til noget.
I det nye regeringsgrundlag har vækstpolitik en fremtrædende plads.
Vækstpolitikken i ”Fair Løsning”.
Regeringsgrundlaget ligger i denne forstand i forlængelse af ”Fair Løsning”. Her ville S + SF over en 4 årig periode øge beskæftigelsen med 50 til 60.000. Dette skulle ske gennem fremrykning af offentlige investeringer samt af virksomhedsinvesteringer samt navnlig gennem øget offentligt forbrug, jf. nedenstående tabel.
Alt i alt var der hertil tale om at bruge midler til omkring 40 mia. kr. på at sætte gang i økonomien.
Begrænset kick start i ”Et Danmark der står sammen”
Også SRSF – regeringen vil gennemføre en vækstreform og ”… sætte gang i væksten med en effektiv kickstart af dansk økonomi”. Det skal opnås ved, at ”Investeringer for i alt 10 mia. kr. vil blive fremrykket til 2012 ved at etablere en tilskudsordning til energirenovering af boliger i 2012 og 2013. Herudover henvises til, at ”Investeringerne skal ses i sammenhæng med udbetalingen af de indbetalte efterlønsbidrag i 2012 på ca. 17 mia. kr”. Og endelig vil det det offentlige forbrug måske blive løftet i størrelsesorden omkring 8 mia.kr. Hvad angår de 17 mia. kr er størrelsesordenen imidlertid forbundet med overordentlig stor usikkerhed og hertil kommer, at det må forventes at en stor del i stedet for efterlønsordningen vil blive placeret i anden pensionsopsparing og derfor ikke vil løfte forbruget.
De oprindelige omkring 40 mia. kr. fra Fair Løsning kan således i ”Et Danmark der står sammen” risikere at være skrumpet til omkring det halve. Da ydermere arbejdspladsskabelse gennem offentlige investeringer er dyre, kan beskæftigelsesløftet risikere at være skrumpet til 20 – 25 personer over en flerårig periode - mest i første år.
Udfordringerne fra den økonomiske udvikling.
Meget tyder imidlertid på, at udfordringerne fra den økonomiske udfordring vil blive store i de kommende år, fordi den økonomiske krise vil skærpes. Den internationale økonomiske udvikling tegner til et nyt nedsving i de kommende år på grund af underskud og besparelser i USA og på grund af gældskrisen i EU og dermed følgende offentlige besparelser. I Danmark har den indenlandske økonomi kørt i lavgear siden finanskrisen pga. lavt forbrug og et investeringsniveau i virksomhederne, der er på laveste niveau i 30 år. Også besparelserne i offentligt forbrug har bidraget hertil. Kun eksporten har vist fremgang, men den rammes nu
Dette vil hævet over enhver diskussion også smitte af på Danmark. Hvor finansministeriet i seneste økonomiske redegørelse meget optimistisk i 2011 skønnede en realvækst på 1,8, risikerer væksten de næste ar blive langt lavere. Risikoscenarier peger ligefrem på et vækstfald helt ned til omkring 0,5 % de næste år. Selvom vækstfaldet ikke nødvendigvis bliver helt så voldsomt, er der næppe tvivl om, at udsigten står på lavvækst så langt øjet rækker også i Danmark med en vækstrate på højst 0,8 % næste år og omkring 1 % i 2013 og med vækstrater, som i de nærmeste år herefter vil holde sig på den forkerte side af 1,5 %.
Da væksten normalt skal være omkring 2 % for at beskæftigelsen stiger, betyder lavvæksten tværtimod stigende ledighed, navnlig i de nærmeste år, hvor vækstfaldet vil slå til. I et risikoscenario har Finansministeriet beregnet at såfremt væksten falder med 1 procentpoint, så vil bruttoledigheden stige til op mod 200.000 og meget tyder på, at det faktisk er, hvad vi må forvente til næste år. I de følgende år vil ledigheden formentlig holde sig her og kun dale langsomt.
Hermed vil selvsagt også statsunderskuddet give sig til at vokse igen til at der i 2012 kan forventes et underskud på helt op til 120 mia. mod pt. af finansministeriet forventede omkring 80 mia. kr.
SRSF kastebold på økonomiens bølger?
Med sine begrænsede vækst – og beskæftigelsesinitiativer og på grund af sit forsigtighedsprincip vil SRSF – regeringen have meget lidt at stille op mod en sådan forværring af de økonomiske konjunkturer. Den risikerer i stedet at blive kastebold på økonomiens bølger. Hermed vil den beskæftigelsesfremgang, som skal finansiere diverse forbedringer, udeblive. Står det til Radikale og højresocialdemokrater vil de bebudede udbudsøkonomiske reformer givet blive gennemført. Og ud fra den udbudsøkonomiske tænkning, som SRSF regeringen synes at have overgivet sig til, kan man – som hidtil VKO – regeringen også fortsætte med at bogføre øget arbejdsudbud som forbedringer af den strukturelle saldo for de offentlige finanser.
MEN: Når det så kommer til de årlige finanslove, vil det vise sig, at der er tale om et rent papirbogholderi, for i praksis vil den stigende ledighed og de hermed faldende skatteindtægter øge de faktiske, løbende statsunderskud og tvinge det længere op over de konvergenskrav fra EU, som SRSF – regeringen har som et centralt mål at overholde. Hermed vil amputationen af vækstpolitikken meget snart slå tilbage på den nye regering selv.
Ud bliver forsigtighedsprincippet det første offer naturligvis de forbedringer, som SRSF ifølge regeringsgrundlaget vil gennemføre, men som nu risikerer hurtigt at blive ofret på den forværrede økonomisk alter. Men det vil langt fra gøre det og det vil tvinge den nye regering til hårdhændede besparelser på de offentlige udgifter og dermed på velfærden for at presse underskuddet ned. Besparelser, som ikke blot vil videreføre nulvæksten, men tvinge SRSF til decideret minusvækst. Hvilket selvsagt vil gå hårdt ud over velfærd og fordeling. Hårdere besparelser på velfærdsservice, indgreb i og forringelse af ydelser for overførselsindkomster, brugerbetaling på velfærdsydelser er noget af det, som Radikale allerede har været inde på og noget af det vi kan frygte.
Vi stillede til en begyndelse spørgsmålet: Betegner den ny regerings politik den angivne modernisering eller er der tale om tilbageskridt. Svaret må vi konstatere er sammensat: Der kan ikke siges for mange gange, at det er godt, Danmark er kommet af med Løkke og at han og VK ikke skal tilbage igen.
På de blødere politikområder kan vi utvetydigt betegne SRSF regeringens politik som et fremskridt i forhold til VKO. Her tegner den nye regering til at gøre en positiv forskel. Heri bør den selvsagt bakkes op. Men på den økonomiske og velfærdsmæssige politik tegner det nye regeringsgrundlag IKKE til at gøre en positiv forskel, snarere tværtimod. Meget tegner desværre til at politikken vil ende til højre for VKO. Her må baglandet presse for en anden, progressiv økonomisk politik.
Denne artikel bygger på rapporten ”SRSF – regeringens økonomiske politik: Modernisering eller tilbageskridt?
Denne fulde rapport på 35 sider kan downloades på www.henrikherloevlund.artikler/SRSFregeringsgrundlag.pdf .
Rapporten er udsendt med nyhedsbrevet KRITISKE DISKUSSIONER.
Vederlagsfrit abonnement på nyhedsbrevet kan tegnes ved at maile til herloevlund@mail.dk
Tak fordi du bruger Modkraft.
Vi håber du har læst noget interessant eller oplysende.
Du kan støtte Modkraft via MobilePay: 50 37 84 96