Indtil det, man kalder Oplysningstiden, var religion og politik uadskillelige størrelser i styringen af folks liv. Udviklingen af det moderne samfund – industri, videnskab og demokrati – fik i lang tid religionen reduceret til noget privat, den enkelte kunne vælge til eller fra efter behov. Mange lande skilte ved lov kirken fra staten og demonstrerede dermed, at religion ikke havde noget at sige i det offentlige rum.

De moderne samfund var optimistisk indrettede på, at videnskab, politik og teknik snart ville finde svar på alle livets store spørgsmål. Der skulle et par verdenskrige og de politiske massebevægelsers sammenbrud til, før optimismen falmede. Der var for mange døde, de lå og flød alle vegne. Teknikkens store maskiner havde gjort det muligt at slå ihjel i stor skala; nu kørte de frem og skovlede ligene i massegrave, mens politikerne afgjorde, hvem der var skyld i katastroferne.

I de døde ideologiers spor tromlede religionerne frem, nye og gamle imellem hinanden og i sære kombinationer. Sådan så det i hvert fald ud i medierne. Det er svært at afgøre, hvor stor folkelig støtte, de nyreligiøse bevægelser egentlig har. En væsentlig faktor er jo, at de vestlige stormagter udnævnte Islam til at være den nye, politiske og militære trussel efter kommunismens sammenbrud.

Det har taget mange år at få verdens muslimer til at forstå deres rolle som fjender, og det er et spørgsmål, i hvor høj grad det er lykkedes. Flertallet lever velsagtens i den moderne verden og prøver, ligesom de kristne og alle andre troende, at tilpasse sig og deres religion til dens mange, hurtige forandringer. Hvor mange, som påtager sig fjenderollen og bliver militante, er umuligt at afgøre.

Målt på krige og aktioner har Islam ikke levet op til rollen som aggressiv politisk faktor, og meningsmålinger kan ikke give pålidelige resultater, fordi enhver borger vil svare på spørgsmål om tro og politik på en måde, deres samfund forudsætter som politisk korrekt. Fænomenet kendes fra USA, hvor flertallet altid har bekendt sig til forskellige kristne samfund, uanset personligt engagement, fordi det er en traditionel forudsætning for det sociale liv i lokalsamfundet. Det har været overraskende for mange udlændinge, der har besøgt landet, at manglende tilknytning til en religiøs gruppe vækker vantro forbløffelse og ligefrem vrede.

Når Islam er blevet en politisk kraft, smitter det af på andre religioner. På det seneste har det også påvirket, især amerikanske, ateister. De mener, at et flertal af ateister er blevet gudløse af tankeløs bekvemmelighed: De lever helt og fuldt i et materialistisk konkurrencesamfund og har hverken tid eller behov for en gud og hvad deraf følger. Men i strenge tider eller katastrofesituationer falder de let tilbage i deres barndoms tro og håber, på trods af al erfaring, at den kan hjælpe dem.

Dét er politisk farligt, siger de alvorlige ateister, fordi det netop er i kriser, der er brug for rationelle tanker og handlinger. Hvis man har glemt sin tro, fordi tilværelsen har været god og spændende, kan man blive tilbøjelig til at følge ledere, som lover enkle svar på pludselige trusler og mobiliserer gud og fædreland og alt det gode gamle til forsvar mod de onde. De overfladiske ateister er som en tikkende bombe under det moderne samfund: De er mange, de har sjældent haft tid til at tænke dybere over ret meget, og de er lette at skræmme og begejstre.

De alvorlige ateister forlanger, at vi skal sætte os ordentligt ind i tingene (hvad der måske er irrationelt, for hvem kan overkomme det?), især i religionerne, så vi ved, hvad vi forkaster. De vil også have, at vi følger med i videnskab og politik, idet mindste så vidt, at vi får øje for de sammenhænge i tilværelsen, man ved noget om.

Man kan sige, at for de fleste af os, som ikke er hverken teologer eller naturvidenskabsfolk, er dette ikke bare en udfordring, men også en trossag. Altså netop dét, hele øvelsen går ud på at overvinde. Vi kan ikke efterprøve udviklingslæren, og alene iagttagelsen af en flue, en kat eller en sommerfugl kan få én til at nære alvorlig tvivl på, at sådan noget kan være opstået så at sige af sig selv igennem millioner af års udvikling og uden guddommelig mellemkomst. Den moderne fysik virker ikke blot uforståelig, men også ret uvedkommende, når der ikke lige er et atomanlæg, der smelter, eller der dukker droner op i horisonten.

Derfor er det så vigtigt at forstå kernen i religionerne. Piller man alle udenværkerne af, drejer de sig om at få os til at indse, at vi skal dø, men at vi ved troens hjælp kan fortsætte med at være til i en eller anden form, eller blive del af noget større og endnu bedre. Når først dét er accepteret som sandhed, kan religionen og dens præster opstille en række betingelser for, at man kan få adgang til det evige liv.

Her indrømmer de alvorlige ateister, at de savner beviser for, at der ikke er noget menneskeligt, som kan overleve at kroppen dør. For hvad er personligheden, hvordan og hvornår dannes den, og er der noget af den, som kunne tænkes at eksistere uafhængigt af kroppen?

Vi oplever alle sammen ting, der virker uforklarlige – sammenfald af tilfældigheder, som bare er for meget; forudanelser, der er for stærke til at have en rent psykologisk forklaring, osv. Nogle ser ligefrem ånder eller genfærd. Hvordan vi så forklarer den slags, så kan de i det mindste få os til at forstå, at vores opfattelse af virkeligheden er begrænset. Det ved videnskaben, den kan registrere meget, vores sanser ikke opfatter. Men det er længe siden, den opgav at fotografere genfærd.

Personligheden kan ikke kun forklares ved arv og miljø. Der er gener, som bliver brugt hos nogle, men ikke hos andre; selv tvillinger reagerer forskelligt på ensartede påvirkninger. Det er fristende at forudsætte en sjæl, der holder sammen på det hele og skaber personligheden.

Måske opstår vanskeligheden af, at vi (også de alvorlige ateister) går ud fra, at personligheden tager sin begyndelse ved fødslen. Det modsiger, hvad jeg tror, er de flestes oplevelse, nemlig fornemmelsen af, at man har været her hele tiden. Forklaringen på denne fornemmelse kunne være, at man bliver født som den person, man er, og at der skal meget voldsomme indgreb til for at forandre én. Det ser man hos mennesker, som udsættes for ekstrem vold.

Igen er der tale om en trossag, for der er meget få, der kan huske noget fra tiden før, de blev født. Men egentlig er det usandsynligt, at hele kroppens ufatteligt indviklede samfund skulle dannes, uden at der af det alt sammen også opstod en organisk selvbevidsthed, som til sidst er dén person, der presses ud af livmoderen og ankommer til et menneskeligt samfund med én, altovervældende drift: At overleve.

I kampen for overlevelse må der være en bevidsthed, et jeg, som reagerer på verden med de midler, der findes i organismen. Forholdene er jo forskellige, alt efter om man fødes i en regnskov i Amazonas eller en klinik i Herlev, og de arvede egenskaber kan være mer eller mindre brugbare. De må prøves af, og ud af erfaringerne får bevidstheden form.

Men det er urimeligt, at selv de alvorligste ateister går ud fra, at personligheden, jeg’et, først opstår i samspillet mellem det nyfødte menneskes arvede egenskaber og det menneskelige samfund. Måske hænger det sammen med vores tilbøjelighed til at sætte skel mellem det og resten af verden. Det ligger dybt i de fleste menneskelige samfund, at de er andet og mere end den natur, de bor i og lever af. For ikke at tale om de nærmeste naboer, de ofte fører krig imod.

Mange samfund bygger på forestillinger om forfædre, som genfødes eller kan gribe ind i de nulevendes tilværelse på godt og ondt. Det er ét eksempel af mange på, at troen på en eksistens efter døden er vigtig for at få mening og sammenhæng i samfundet. Men hvis hele personligheden bliver til fra befrugtningen af ægget i livmoderen og udvikler sig igennem alle de erfaringer, den må gøre fra første øjeblik, må den også holde op, helt og holdent, når den dør.

Til gengæld kunne indsigten i, at det er sådan, forvandle oplevelsen af alt det andet levende fra at være omgivelser til at være samfund. Dér, hvor man hører hjemme.

Men det er jo en trossag.