Det myldrer med kriser, og for dem alle synes det at gælde, at det er lønmodtagerne, som skal betale os ud af dem. Der er skrevet et mindre bibliotek fuldt af analyser og patentløsninger, så her er lidt mere:

For en uøkonomisk tilskuer er det sært, at noget helt grundlæggende aldrig omtales: At det stort set handler om illusioner. Som den engelske forfatter Alan Watts skrev, helt tilbage i 30’erne:

”Det mærkelige er, at alting er der – fabrikkerne, maskinerne, råmaterialerne, arbejderne … kun pengene mangler, og derfor er alting gået i stå.” (citeret efter min dårlige hukommelse).

Når citatet i al ufuldkommenhed er blevet hængende, er det, fordi forfatteren præcist modstiller, hvad vi plejer at kalde virkeligheden – ting, man kan se, berøre og slå sig på – og penge, som er en aftale om bytteforhold, altså noget uhåndgribeligt, der skulle gøre samfundet mere smidigt. Når den så ikke fungerer, burde vi i fællesskab prøve at ændre aftalen.

Der er folk, som ser tilbage på guldmøntfoden og påstår, at pengene var mere virkelige, dengang den var gældende, men det er svært at tage alvorligt. For værdien af guld består jo ikke i en stor mangfoldighed af praktiske anvendelser – den beror på nok en aftale. Stater, banker og internationale pengehandlere aftaler løbende, hvad guld er værd.

Og her bliver det tilsyneladende bundløst, for også staterne beror på aftaler, ganske vist som regel håndhævet med militær vold, og ofte beroende på sprogfællesskaber og geografiske forhold, men dog skabt og opretholdt ved aftaler mellem ledere. Bankerne er opstået udfra folks behov for institutioner, der kan forvalte aftalerne om penge, så de fungerer tilfredsstillende. Og de internationale pengehandlere udnytter efter bedste evne de måder, banker og stater regulerer pengemarkederne på.

Noget, i sin oprindelse fiktivt (aftalerne om pengenes værdi), synes at være blevet afgørende for, hvem der må bo hvor og sammen med hvem, hvilket sprog man skal tale, hvordan man skal opføre sig, og i sidste ende om man skal leve eller dø. For uden penge kunne staterne ikke eksistere.

Den moderne stat er nu en arbejdsanstalt, hvor stat og finansverden bestemmer, hvad der er arbejde (hvad man får penge for at gøre), og hvordan vi skal bruge vores korte liv. Personens betydning for fællesskabet kan aflæses på betalingens størrelse. Ingen synes at interessere sig for, hvordan og med hvad, arbejdet bidrager til det fælles bedste. Alle diskussioner om ’nødvendigt arbejde’ stopper ved løn og omsætning. Uhyre meget af det, man kalder arbejde og betaler løn for, er unyttigt eller skadeligt. Men for politikere og økonomer er det afgørende ikke, om vi producerer mobiltelefoner eller havenisser eller klyngebomber, men hvordan virksomhederne påvirker den økonomiske vækst.

Hvis vi skulle have behov for anskuelsesundervisning, behøver vi bare at se på USA. Denne klodes voldsomste militærmagt opretholder en umulig verdensøkonomi med rå magt, udført af unge mennesker for en beskeden betaling og styret af det dyreste militær-industrielle kompleks i historien.

Der er – i virkeligheden, hvor millioner dør og lande ødelægges – tale om en religionskrig til forsvar for en overtro, der har ligeså lidt med livets realiteter at gøre som gamle dages Vorherre. Ham slog man også millioner ihjel for, torterede og førte hekseprocesser, og lige lidt hjalp det. Væk er han.

Det er på tide, vi laver nye aftaler om arbejde og eksistens. Lokale penge, som kun kan bruges lokalt, er en udbredt og beskeden idé, som var værd at prøve? Den kunne måske også hjælpe lidt på klimakrisen, der nok har et og andet med virkeligheden at gøre.

Jeg snakker, som jeg har forstand til, så jeg slutter her.