Valgkampen buldrer mellem de store økonomiske planer: VK s ”Reformpakken 2020” og S+SF ´s ”Fair Løsning 2020”. Men i baggrunden lurer en tredje 2020 plan – De Radikales ”Tag ansvar 2020”. En plan, som ifølge de radikales selvforståelse er hverken blå eller rød, men lilla - dvs. midt imellem.
Radikale Venstres 2020 plan har tilfælles med de to andre planer at ville sikre balance på de offentlige budgetter samt løfte væksten. Men partiet vil til forskel fra ”Reformpakken 2020” henholdsvis ”Fair Løsning 2020” ikke blot finde 47 mia. kr om året i 2020, men 57 mia. kr. Denne større budgetforbedring skal bruges til en øget offentlig indsats, navnlig indenfor forskning og uddannelse, som i sig selv skal øges med 8 mia. kr. Herudover skal der gennemføres en øget klimaindsats, miljø og sundhed skal forbedres gennem højere grønne og sundhedsafgifter og sociale ”fattigdomsydelser” skal afskaffes.
Forbedringen af de offentlige finanser og tilvejebringelsen af et økonomisk råderum til øget indsats på udvalget områder skal sikres gennem en række økonomisk politiske reformer, først og fremmest tilbagetrækningsreformen, dagpengereformen, fleksjobreform, SU reform samt de radikales skatteplan ”Skat der virker”, hvor et hovedelement er omlægning af beskatningen, navnlig gennem topskattelettelser. I alt skal disse reformer give 34 mia. kr. Resten op til de 57 mia. kr skal findes gennem bl.a. oprydning i erhvervsstøtten, regelforenklinger, besparelser på forsvar, reduktion i aldersbetingede ydelser og bedre skatteligning.
Tabel: Provenuet af de radikales reformer.
Dette giver dog ikke et fuldstændigt billede af de samlede budgetforbedringer/besparelser i de offentlige udgifter ifølge ”Tag Ansvar 2020”. Ganske afgørende er de radikale imod at hæve skatterne og skal der både findes penge til – om end begrænsede - udgiftsforøgelser og navnlig ske forbedring af de offentlige finanser, vil ”Tag ansvar 2020 ” uvægerligt tendere imod den samme løsning som VK´s ”Reformpakken 2020”, nemlig stærk tilbageholdenhed med væksten i de offentlige udgifter. Hermed vil ændringen i de offentlige udgifter ikke blot være de angivne 57 mia. kr. årligt i 2020, men må vurderes til 12 mia. kr mere eller alt i alt 69 mia. kr.
For en umiddelbar betragtning kan det godt se ud som om, at RV s plan faktisk kombinerer elementer fra både rød og blå plan + i øvrigt helt egne. Med Rød blok er man fx enige om at hæve beskæftigelsesfradraget samt om, hvad der skal bruges flere penge til: Uddannelse og forskning, klima og social genopretning. Med Blå blok deler man til gengæld krav om bl.a. tilbagetrækningsreform, dagpenge, fleksjob og SU – reform. Og endelig tilføjer de radikale enkelte helt egne elementer på tværs af både blå og rød blok fx, at ejendomsværdiskattestoppet skal ophæves fra 2016.
MEN: For det første er den afsatte ramme for nye midler til velfærden langt mere begrænset i ”Tag Ansvar 2020” end i ”Fair Løsning 2020”, idet der inkl. effektiviseringer er afsat 10 mia. kr i førstnævnte, men 28 mia. kr. i sidstnævnte.
For det andet er den økonomiske politik grundlaget for al anden politik. Og her er elementerne i den radikale plan alt overvejende taget fra den blå side, først og fremmest tilbagetrækningsreform, dagpengereform, fleksjobreform og SU - reform. Og de radikale siger endvidere nej til højere skatter, hvilket betyder, at de i realiteten langt hen ad vejen er enige med blå blok om stramt loft over offentlige udgifter og dermed afviser Fair Løsning i at tildele flere midler til det offentlige. Ligesom de radikale indtil nu har været enige med blå blok i at afvise øgede offentlige investeringer, et andet centralt element i S+SF s vækstplan.
”Tag ansvar 2020” er således på de afgørende økonomisk politiske linjer langt mere blå end rød.
Finanskrisen er langt fra overstået. Den økonomiske rystelse i den vestlige verden har været så dyb, at krisen i stedet flytter rundt. I dag er det den offentlige økonomi, som er hårdt ramt. Hvilket mange steder i den vestlige verden har medført kraftige besparelser for at nedbringe de hermed følgende store statsunderskud. Der er grundlæggende set stor usikkerhed om fremtiden for den internationale økonomi. Men som udviklingen i Danmark, EU og USA i 2011 peger på, så tyder det mest sandsynlige forløb på lavvækst så langt øjet rækker, muligvis helt til 2020, fordi de offentlige besparelser nu slår tilbage på samfundsøkonomien og det finansielle system og truer med et nyt dyk.
Der er grunde hertil. Internationalt for det første, fordi der er tale om en kombination af finans – og boligkrise og boligkriser er erfaringsmæssigt langvarige og først overstået efter mellem 4 og 7 år. For det andet, fordi de konkrete udsigter i de vigtigste økonomiske centre på globalt plan tegner negativt. I USA er væksten nu på vej til at aftage igen i forbindelse med den usikkerhed, som gældskrisen har skabt om landets økonomiske fremtid.
Også i EU tegner det i de kommende år til lavvækst pga. den sydeuropæiske gældskrise, den usikkerhed det skaber om den økonomiske udvikling samt pga. de besparelser, som EU kommissionen og borgerlige regeringer har gennemtvunget ikke bare i Sydeuropa, men i hele EU. Også i Japan tegner udviklingen til lavvækst, hvilket har præget japansk økonomien gennem en længere periode og selvsagt ikke er blevet bedre af tsunamien. Endelig synes også væksten i de såkaldte nye vækstøkonomier eller ”BRICS” – lande (Brasilien, Indien, Kina og Sydafrika) at være ved at bremse op pga. stigende indenlandsk inflation og pga. opbremsningen i den vestlige økonomi
For Danmarks vedkommende er det klart, at en generel afmatning af de internationale konjunkturer og en lang periode med lavvækst i navnlig i Vestens økonomi vil få mærkbare konsekvenser og dermed i den samlede økonomi. Privatforbrug og investeringer ligger lavt. Og væksten i BNP i 1. kv. 2011 var en smutter for regeringens økonomiske politik, idet den skyldtes den offentlige sektor på trods af regeringens nulvækst. Budgetoverskridelserne skal derfor senere spares væk igen. Størst vækstbidrager hidtil har været eksporten, men pga. afmatning i Sverige og Tyskland vil eksporten vil dykke. Oveni kommer den negative effekt af VK – regeringens besparelser i det offentlige forbrug, som yderligere bidrager til at reducere den indenlandske efterspørgsel og dermed bidrager til at fastholde de mindre og mellemstore danske virksomheder i lavvækst.
Også i Danmark tegner det således til lavvækst så langt øjet rækker - formentlig frem til 2020.
På baggrund af den skærpede internationale krise og udsigten til år med lavvækst i den globale økonomi er der således også udsigt til fortsat og forstærket lavvækst i dansk økonomi. Dette vil igen koste øget arbejdsløshed og arbejdspladser – op til 40.000 flere ledige kan blive resultatet af lavere vækst på de danske eksportmarkeder. Der er således for det første være en central økonomisk udfordring i at reducere arbejdsløsheden og øge beskæftigelsen. For det andet vil det være et vigtigt mål på længere sigt at reducere statsunderskuddet. Videre vil det for det tredje være et centralt mål at øge den økonomiske vækst. Og det vil endelig for det fjerde være et centralt mål at øge grøn vækst, dvs. at en stigende del af væksten anvendes til investeringer i bæredygtigt miljø og reduceret klimabelastning.
I forhold til de økonomiske udfordringer har ”Lilla Plan” en række generelle svage sider. For det første er planens svaghed er først og fremme beskæftigelsen. Planen rummer ikke vækstinitiativer med substans og har dermed ikke noget modtræk til den skærpede krise og den stigende arbejdsløshed som følge af finanskrisens nye dyk. Den tilsigtede forbedring af beskæftigelsen med 135.000 risikerer dermed at udeblive.
For det andet vil ”Tag Ansvar 2020” samlet næppe forbedre ligheden væsentligt. På den ene side må det anerkendes, at der er elementer i planen, som peger i retning af bedre fordeling. Lilla plan vil med afskaffelse af de såkaldte ”Fattigdomsydelser”: Starthjælp, kontanthjælpsloft mm give et højst tiltrængt løft til de dårligst stillede. Og forslaget om at øge beskæftigelsesfradraget vil navnlig komme de lavere lønindkomster til gode, mens forslaget om fra 2016 at genindføre ejendomsværdiskatten navnlig vil ramme de højere indkomster. Omvendt vil de Radikale på den anden side ikke begrænse de store topskattelettelser til velhavere i VKO s ”Skattereform”, men vil tværtimod bygge ovenpå med yderligere lempelser i topskatten. Og fortsat ”smalvækst” i offentligt forbrug vil ramme især de ældre og svage, herunder de kommunale besparelser på specialundervisning.
Videre må ”Tag Ansvar 2020” for det tredje samlet vurderes at forringe velfærden. Det skyldes for det første, at en række af de arbejdsmarkedsreformer – som planen har til fælles med ”Reformpakken” 2020 i sig selv jo forringer velfærden mærkbart for navnlig efterlønnere og ledige og fleksjobbere samt for studerende. Herudover vil stærkt begrænset vækst i det offentlige forbrug også forringe niveauet i de offentlige serviceydelser.
Og endelig vil planen for det fjerde næppe give den forventede vækstfremgang på 1 %. Selvom en opprioritering af uddannelse og forskning formentlig vil give stærkere vækst på længere sigt, har disse midler ikke umiddelbart stor væksteffekt. Og heller ikke arbejdsmarkedsreformerne kan vurderes at udbygge væksten på kortere sigt. Udebliver også opsvinget, er det således usandsynligt, at ”Lilla plan” vil kunne forøge væksten i større omfang i de nærmeste år.
Planens afgørende store svaghed er imidlertid beskæftigelseseffekten eller rettere manglen på en beskæftigelseseffekt.. De radikales plan er i den økonomiske politik og arbejdsmarkedspolitikken på samme udbudsøkonomiske linje som VK - regeringen, idet hovedvirkemidlet er forøgelse af arbejdsudbuddet med i alt 135.000 personer frem til 2020. Og som hos regeringen antages dette omsat i øget beskæftigelse, takket være reformerne selv og ”konjunkturerne”. Problemet er imidlertid, at der efter finanskrisens nye dyk med udsigt til lavvækst frem til 2020 ikke være en øget efterspørgsel til det øgede udbud af arbejdskraft og dermed heller ingen øget beskæftigelse. Og de radikales plan er om mulig endnu mere blottet for vækstskabende elementer end regeringens.
Om muligt risikerer de radikales plan dermed i endnu højere grad end VK s at blive ramt af problemer med, hvor beskæftigelsesfremgangen skal komme fra, eftersom planen ikke selv leverer arbejdspladserne og der ingen udsigt er til, at ”konjunkturerne” leverer dem. Alt i alt betyder det også, at af planens budgetforbedringer på 53 mia. kr er der et hul i finansieringen på op til 35 mia. kr årligt. Hertil kommer, usikkerheden om størrelsesordenen af udbetaling af de i tilbagetrækningsaftalen indeholdte beslutninger om udbetaling af efterlønsbidrag og seniorførtidspension, som kan belaste de offentlige finanser med 5 – 10 mia. yderligere.
Der er elementer i planen, som er sammenfaldende med ”Rød plan” ligesom der er elementer, der er identiske med ”Blå plan”. RV ligger på uddannelses -, social – og klimapolitikken nærmere S+SF. Men for det første med en noget mere begrænset ramme for nye midler til velfærden end tilfældet er i ”Fair Løsning 2020”. Og for det andet - når det kommer til de afgørende arbejdsmarkedsreformer i ”Lilla plan” – de som skal skabe den topprioriterede balance på de offentlige finanser, ja så er de identiske med ”Blå plan”. Mens omvendt RV har været relativt imod eller skeptisk overfor finansieringselementerne i ”Rød plan”: Imod højere skatter og langt hen ad vejen skeptiske for trepartsaftale mm.
Men hvis De Radikale således i den økonomiske politik reelt ligger nærmere VK, hvorfor peger de så alligevel på Thorning som statsminister? Der er næppe grund til at tvivle på, at de radikale VIL opfylde løftet om efter valget at pege på Thorning i hvert fald som forhandlingsleder om en ny regering. De radikale vælgere er overvejende for dette og partiet har også længe fremført løftet om at pege på Thorning.
Der kan peges på politiske uoverensstemmelser mellem VK respektive Radikale, som også taler for, at RV ønsker et regeringsskifte: Den stort set stående uoverensstemmelse med VKO – flertallet om værdipolitikken, navnlig udlændingepolitikken kunne tale herfor. Radikale har også været en konsekvent modstander af VK s skattestop, som har været en hjørnesten i regeringens økonomiske politik. Men disse uoverensstemmelser har dog på den anden side vist sig, at dette ikke har været nogen hindring for, at RV kunne indgå aftalen om ”Tilbagetrækningsreformen” med VKO. Således synes hermed den borgerlige økonomiske politik at have topprioritet hos RV og være overordnet både skatte og udlændingepolitik.
Men hvorfor så alligevel pege på Thorning, hvis RV reelt i den centrale økonomiske politik ligger nærmere VK? RV kan tænkes at vurdere, at højrefløjen i S dybest set – som også i Nyrup perioden – i deres stille sind er enige med RV om, at der er behov for en ”ansvarlig” økonomisk politik. Og RV kan tænkes at satse på, at S-højrefløjen derfor vil søge ”tilbage til den ansvarlige økonomiske politik” ligeså snart valget er vundet og den første kick - start er overstået.
Og RV kan ydermere have ganske gode grunde til at foretrække, at en S – ledet regering gennemføre den meget stramme økonomiske politik og de store velfærdsforringelser partiet klart har sagt vil være nødvendige de nærmeste år. For hvis VK skal gennemføre det, bliver det med venstrefløjen og med fagbevægelsen som modstandere. Mens RV kan vurdere, at hvis omvendt S (+SF) selv svinger kniven, bliver det langt lettere at få den beske medicin til at glide ned som pris for at få magten.
Et spørgsmål er, om dette ubetinget også ENDER med en Thorning regering? RV har åbent erklæret at ville gå efter et flertal med de øvrige borgerlige partier for hermed at gennemtrumfe, at deres 2020 – plan og dermed en borgerlig økonomisk politik gennemføres, der som beskrevet i den økonomiske politik imidlertid er identisk med ”Blå plan”. Med denne tilkendegivelse har Vestager åbent lagt op til et samarbejde med de borgerlige partier som også en mulighed og kan dermed ville forberede sine vælgere på, at hvis det skulle vise sig for vanskeligt at få den nødvendige ansvarlige økonomiske politik ind i et regeringsgrundlag med S+SF, så kan man fremføre ”at Thorning fælder sig selv på uansvarlig økonomisk politik” og i stedet falde åbent tilbage på det borgerlige samarbejde.
Et sådant forløb vil dog givet næppe have Vestagers første prioritet, fordi det vil indebære en åben konflikt med arbejderbevægelsen. RV vil gøre sit bedste for og foretrække, at S+SF ”falder til patten” og accepterer selv at føre en meget stram og velfærdsforringende politik. Men en fortsat borgerlig regering med Radikal støtte kan næppe helt afskrives som en mulighed
For SF + venstrefløjen tegner sådanne udsigter naturligvis stærkt problematiske. Falder S + SF som anført ”til patten”, betyder det, at en S+SF regering selv kommer til at gennemføre en stram økonomisk politik, som først og fremmest betyder en voldsom forringelse af velfærden i de kommende år. At dette vil skuffe baglandet enormt er indlysende. Det vil også svække en S+SF regering stærkt, fordi den bevægelse gennem de seneste år, som har kæmpet for et regeringsskifte, nu vil blive splittet og demobiliseret. En S + SF regering vil dermed stå meget svagt mod en borgerlig opposition, som vil komme tordnende med fuldt drøn i håbet om hurtigt at komme tilbage.
I første omgang er der op til valget den oplagte mulighed om et flertal i oppositionen udenom de radikale, som der derfor bør satses på. Hvis ikke det kan lykkes, er der det vanskelige spørgsmål om, hvor store indrømmelser S og navnlig SF skal give de radikale? Det må anerkendes, at det er vigtigt under alle omstændigheder at komme af med Løkke og VK – regeringen om ikke at forhindre, at VK bliver ved at underminere velfærdstaten økonomisk gennem fortsatte skattestop og skattelettelser samt privatiseringer. At der for at undgå det skal gives RV indrømmelser er selvsagt uundgåeligt og at der selvsagt heller ikke er nogen grund til direkte at jage RV over i den borgerlige lejrs arme.
MEN: Hvis S+SF på den anden side bare ender med at administrere RV s borgerlige økonomiske politik fra ”Tag Ansvar 2020” er der ikke vundet meget politisk og tilmed vil det svække S og navnlig SF så stærkt overfor sit eget bagland, at en ny regering kan blive kortlivet. Og at måske SF kan ende med selv at blive stærkt bombet tilbage eller endog splittet. S+SF står overfor en vanskelig, men uhyre afgørende balanceakt. Først skal valget vindes, derefter står kampen om regeringsgrundlaget.
Den fulde rapport udsendt med nyhedsbrevet KRITISKE DISKUSSIONER på 38 sider, inkl. resume, noter, illustrationer og dokumentation kan downloades på www.henrikherloevlund.dk/art...
Vederlagsfrit abonnement på nyhedsbrevet KRITISKE DISKUSSIONER kan tegnes ved at maile til herloevlund@mail.dk
Tak fordi du bruger Modkraft.
Vi håber du har læst noget interessant eller oplysende.
Du kan støtte Modkraft via MobilePay: 50 37 84 96