HVAD DER BØR GØRES
Hvis venstrefløjen kommer til at få indflydelse på den kommende regerings politik, mener jeg, at den står med en række bundne opgaver.
Et retsopgør med 10 års manipulationer, forsvundne dokumenter m.m. Det har været kendetegnende for VKO, at standardsvaret på kritiske spørgsmål var, at ”der ikke er noget at komme efter”.
Da man i forvejen sad på et solidt flertal, behøvede man ikke tage sig af evt. kritiske undersøgelser m.m.
Afghanistankrigen, som Danmark jo er en ivrig deltager i, har været genstand for en række kritiske spørgsmål fra oppositionens side. Bl.a. ønskede man at få undersøgt påstandene om, at danske tropper i Afghanistan udleverede krigsfanger til amerikanske tropper, der jo har gjort en dyd af ikke at ville overholde Genevekonventionen. Udleveringen af krigsfanger ville således være ensbetydende med udlevering af fanger til tortur, hvilket er i strid med selvsamme Genevekonvention, som Danmark har tilsluttet sig.
En ubehagelig sag for VKO. Der kunne komme grimme pletter på Dannebrog! I stedet for at undersøge påstandene, gik man til angreb på budbringeren og pludselig blev en del vidner til og med ramt af hukommelsestab.
De fleste husker måske Anders Fogh Rasmussens tegngivning, da han med tegnsprog i Folketinget, dannede et 0 og sagde, ”Der er så meget at komme efter!” Netop fordi vi husker, ønsker vi med vores nyvundne indflydelse, at forhindre VKO i at glemme. Vi vil hjælpe dem med at huske, selvom de sandsynligvis i skrivende stund, har travlt med at makulere belastende materiale, før VKO går i graven.
Denne sag er blot en ud af mange.
En centrum-venstre regering må på det sociale område, yde akut førstehjælp til de grupper, der bl.a. er sat ud af egen bolig. Psykisk syge skal tilbydes ordentlig behandling og ikke kæmpe med økonomien samtidig med at de kæmper med f.eks. en svær depression. Folk på sygedagdenge, skal ikke automatisk smides ud på økonomisk dybt vand og miste adgangen til at kunne få ordentlig behandling. Læg dertil de ofte ydmygende arbejdsprøvninger m.m.
Der må ikke være børn, der går sultne i seng i DK. Officielt er der iflg. VKO ingen fattige i Danmark. Alle ved, det er løgn. Den sociale armod begrænser sig ikke kun til manglende penge til legetøj. Der mangler simpelthen penge til mad og det kan ikke lyves væk, trods CEPOS og lignende liberales tanketricks.(Regeringen har nægtet at fastlægge en fattigdomsgrænse i DK) Fattigdommen har den ubehagelige egenskab, at den er svær at gemme væk. En ny regering må lave et opsøgende socialt arbejde, hvor man får afdækket den reelle sociale armod. Får kortlagt den og sat ind med passende foranstaltninger for at afhjælpe den akutte nød og så dernæst begynde at føre en realistisk og HUMAN socialpolitik.
På de indre linjer, må det undersøges, om det virkeligt er sandt, at dele af politikorpset og militæret er infiltreret af nynazistiske grupper. Der bør renses ud i rækkerne, hvis dette er sandt!
Udenrigspolitisk er første prioritet, en afslutning af Danmarks engagement i Afghanistan. Både Afghanistan- og Irak-krigen, blev startet under falske forudsætninger. Dette var i sin tid et kontroversielt synspunkt, men selv borgerlige analytikere anerkender det nu som et faktum . Hvor mange børnehaver, skoler, fritidshjem, hospitalsafdelinger, sygehuse, biblioteker, der kører rundt i form af tanks i Afghanistan, er ikke til at sige nøjagtigt, men det er et faktum, at samtidig med den krigsbegejstrede reaktionære regerings militære engagement begyndte, gik nedskæringerne i gang inden for social- og sundhedssektoren.
Det er en kendt sag, at mange partier, opfatter politik som en handelsvare. Den kan skifte form, som en forvandlingskugle og antage nye og uventede former og farver, alt efter, hvilket lys, der skinner på den.
Sådan bør det ikke være med vores ovenstående krav til en ny regerings embedsførelse. Som et minimum bør vi have et retsopgør med VKO regeringen, dens mange små og opfindsomme krumspring til trods.
Hvis vi ikke får det, vil begrebet politik, miste sin betydning.