Hører du til dem, som er træt af blå og rød klovn, som fløjene i dansk politik er blevet døbt af dele af den udenomsparlamentariske venstrefløj? Overvejer du måske at stemme blank, som følge af den snigende parlamentsfiksering hos Enhedslisten, støtten til Libyen-aktionen eller slet og ret mistro til Folketingsarbejdet?
Tja, gu’ flirter dele af Enhedslisten lidt for ofte med tanken om at iklæde sig klovneparykken, så de ikke føler sig udenfor på Borgen, men så kig på politikken og den basis, som partiet også rummer og ikke mindst de gode politiske grunde, der findes herunder.
Er du omvendt en af dem, som nok er trætte af SF’s højredrejning, leflen for boligejerne og strammerkurs på udlændingeområdet, men som alligevel sukker så meget efter forandring og indflydelse, at du hælder til SF ud fra en ide om, at Enhedslisten alligevel ikke får noget igennem?
Så ja, SF står til indflydelse og kan (måske) sammen med Socialdemokrater og Radikale vælge at holde Enhedslisten udenfor. Men sker dette, så er en ting helt sikker. Jo stærkere Enhedslisten er, jo nemmere er det at fremføre kritikken og kravene om en ny politik – også i praksis. Og jo sværere er det at fravælge venstrefløjen.
Hvad enten du tilhører den ene eller anden gruppe, så er det måske en ide at overveje sagen lige en gang til.
En blank stemme er kun en stemme på blå klovn og tror du ikke, at det gør en forskel, så tænk på, hvor meget værre det blev med Fogh i 2001, selvom vi var mange, som ikke troede at det kunne være værre end Nyrup, Lykketoft og Jelved. Tænk på, hvor meget samfundet er ændret i nationalkonservativ retning. Kultur, pædagogik, uddannelser, udlændingepolitik, krigseventyrer, angreb på fagbevægelsen og velfærden – you name it!
Omvendt er en stemme på SF IKKE en stemme på det mest konsekvente opgør med det sorte borgerlige årti. Det er Enhedslisten og der er faktisk muligheder og argumenter.
Gider du heller ikke afskaffe de danske EU-forbehold, så der er grønt lys for dansk deltagelse i et EU-militær med oprustning på dagsordenen eller endnu mere retspolitik og terrorlove fra EU uden mulighed for demokratisk at kunne ændre det igen. Ja, så er det dælme vigtigt, at Enhedslisten styrkes, da SF her er hoppet med på vognen om mere EU.
Her kan en stemme på Enhedslisten medføre en styrket nejside under en folkeafstemning.
Mener du heller ikke, at almindelige mennesker skal betale krisen ved at betale endnu flere bankpakker, fastholde boligboblen og arbejde 12 minutter mere om dagen til gavn for kapitalister og erhvervsliv, ja så er et fravalg af SF lige for. Og kun Enhedslisten at gå til.
Og sådan kan man egentligt føje politikområde efter politikområde til.
- Skal der være et fuldbyrdet opgør med den ekstreme udlændingepolitik, så er det Enhedslisten eller de radikale, hvor efterlønsslagtningen følger med i bagagen.
- Skal klimaet reddes gennem handling frem for deponering af handlekraften i tåbelige CO2-kvoter i EU, som SF hælder til, ja så er der kun Enhedslisten.
- Skal skattelettelserne rulles helt tilbage, velfærden udbygges og de multinationale reelt beskattes frem for blot en symbolsk millionærskat, ja, så er det sørme også Enhedslisten.
- Skal magtarrogancen fra Østerild-plantage, Holberg-skolen osv. bekæmpes, så er det næppe Villy, der skal have din stemme.
Men nuvel, jeg kan også til tider dunke hovedet ind i væggen i afmagt over spildte muligheder og vattede udmeldinger fra Enhedslisten, men alternativet – ingen eller et mindre Enhedslisten - er værre. Ikke mindst på længere sigt, hvor forbeholdsafstemningerne skal vindes, fagbevægelsen presses til også at turde kritisere en rød regering og alternativer til de økonomiske DREAM-modeller i Sass Larsens finansministerium skal udbasuneres.
Og for de af os fra Enhedslistens venstrefløj, som mener, at et styrket Enhedslisten skal bruges på at styrke hele venstrefløjen, opbygge slagkraftige venstrefløjsmedier, give økonomiske håndsrækninger til græsrødder, studenterinitiativer og kampagner for flere fristeder, bedre miljø eller hvad det så end må være. Ja vi får mere at arbejde med, jo flere stemmepenge og partiskatter en valgfremgang hælder i kassen. Også selvom det skam bliver en kamp, der skal tages internt efter valget.
Så kære venstrefløjsere, en ting er, at I skal droppe snakken om at stemme blankt og / eller turde tro på forandringen frem for blot magten til at regere det bestående i SF. En ting er, at dette kræver en Ø-stemme den 15. september.
Noget helt andet er, at I aktivt kan gøre en forskel og hjælpe til i valgkampen, tag nogle flyers med på jobbet, kontakt den lokale partiafdeling for opgaver og aktiviteter, del ting på Facebook osv.
Hvis dig, der ellers ikke er tiltænkt en rolle i Enhedslistens valgkamp blot bruger 12 minutter om dagen – en time om ugen – så skal det nok batte noget.
Det er sgu da sjovere at give 12 minutter til klassekampen, end til din arbejdsgiver, som Ole Sohn og Henrik Sass vil have dig til...