Ofte må man tro, at de fleste politikere er grebet af en slags religiøst vanvid. Ypperstepræsten har udsendt et mantra, som hedder ”Vækst”, og hvis bare hans politiske præster prædiker vækst for deres menigheder tit og højt nok ved enhver lejlighed, så vil alle blive reddet til sidst. Den store Vækstgud vil høre bønnerne og give os sol og tørvejr og velstand.

De tusinder af nye unge kontanthjælpsmodtagere kommer i arbejde, og selv de allermest socialt udsatte finder sig job. Folk i udkanterne bliver beskæftigede, og dem i ghettoerne gør det også. Med økonomisk vækst skal det alt sammen nok gå, siger præsterne, og de har så lidt forskellige bud på, hvordan vi får forbrug og produktion i vejret, så alle – både unge og gamle – kan knokle løs.

Når det lyder religiøst, er det fordi alle, der vil, kan høre, at det enten handler om en form for tro, der mest er overtro, eller om grov manipulation. Alle steder i Europa er arbejdsløsheden vokset. De fleste steder er uligheden også blevet langt større. Der er nogle der scorer kassen, men der er ikke arbejde til alle ved almindelig produktion, når vi både eksporterer stillinger ud af Europa og producerer mere og mere effektivt. Skal man løse arbejdsløshedsproblemer ved almindelig forbrugsvækst, vil det kræve et forbrug, der er endnu mere vanvittigt end det nuværende, og endnu mere klimaødelæggende.

Undskyld den dårlige vittighed, men hvis nogle i denne sommer har fået en mindelse om syndfloden, så er det – ja netop – vand – ved siden af, hvad der kan komme, når klimaet for alvor begynder at reagere på væksten og overforbruget.

De let tvivlende blandt de politiske vækstfanatikere har i Danmark en fremtidsprognose at stive troen af med. I Danmark bliver der færre til at arbejde og flere som er for gamle. Der kommer til at mangle hænder. Derfor bliver der rigeligt med arbejde til alle. Men disse hænder skal også finansieres, de skal have løn, og hvordan kan de få det, når skatterne skal reduceres, og væksten drives af et privat forbrug. Det tåbelige svar er ”yderligere vækst”, som giver det offentlige ekstra indtægter, selv om skatterne sættes ned. Men så meget kan forbruget ikke vokse.

Det fornuftige svar ville være omfordeling af pengene og bedre styring af arbejdsmarkedet, men det går på tværs af hvad de fleste prædikanter prædiker.

Selv Mogens Lykketoft indrømmede i et interview her i sommer, at den materielle vækst naturligvis ikke bare kan fortsætte. Det er nødvendigt at udvikle alternativer. Vi skal have en helt anden slags vækst, eller det nogle kalder modvækst. Det er en gigantisk udfordring, på samme tid at bremse den materielle vækst og at sikre fornuftigt livsindhold for de fleste. Det kræver klarsyn og vilje til at bryde med dogmer, Også politisk-religiøse dogmer.

Der er arbejdskrævende opgaver, der skal løses. Nogle er sociale og sundhedsmæssige. Andre handler om miljø- og klima. Der skal også stadig være en eksport der kan skabe finansieringsmuligheder. Til gengæld er der en masse produktion og forbrug, der skal reduceres, hvis puslespillet skal gå op i den sidste ende.

At tro på, at det går af sig selv ved at satse på vækst er mere end naivt. Det er nærmest forbryderisk.

Vi har endnu ikke engelske eller franske sociale tilstande. I England ser vi lige nu hvordan sociale nedskæringer, der skulle skabe vækst, i stedet har skabt social eksplosion og øget kriminaliteten voldsomt. Det er nogle andre vanskelige veje de moderne samfund er nødt til at gå, og der er i hvert fald nogle veje vi skal undgå..

Vi skal stille om og finde nye løsninger. På dansk er der netop kommet to nye bøger. Serge Latouche’s ”Fornuftig Modvækst” på Forlaget Politisk Revy, og den danske antologi ”Modvækst. Omstilling til fremtiden”, på Forlaget Hovedland.

De har ikke alle svarene, men de er forsøg på tænkning om det nødvendige.