Villy Søvndal er en idiot. Sådan læste jeg forleden i en statusopdatering fra en af de politiske Facebookvenner, som havde ledsaget udsagnet med en artikel fra JP i weekenden, hvor Villy rasede mod aktivisterne i Østerild-klitplantage og krævede dem ned fra træerne.

De repræsenterer ikke et moderne grønt synspunkt, hævdede han blandt andet og satte trumf på: ”Deres modstand er ude af proportioner” og ”de burde respektere demokratiet”.

Sjovt nok minder det lidt om Søren Pind, der vist fik ørerne i maskinen for også at sætte spørgsmålstegn ved aktivisternes demokratiske idealer med udsagn om ekstremisme i Østerild (og Norge). Så klodset var Søvndal ikke, selvom ligheden trods alt er der, men det er næppe det mest interessante her. Det er derimod Søvndals eklatante foragt for samme demokrati, som han hævder at repræsentere.

Lad os se på sagen:

I et umådeligt arrogant og vanvittigt forløb besluttede et flertal af partierne i Folketinget, herunder S og SF, at placere et nationalt testcenter for vindmøller midt i en fredsskov, som af mange naturfagfolk betegnes som særlig unik og sjælden for Danmark og i øvrigt er nærmeste nabo til Vejlerne, der er et fredet fuglereservat med masser af sjældne og beskyttede dyrearter.

Her vil man fælde 266 hektar fredsskov og placere syv megamøller, der rager 250 meter i vejret og kan ses på 50 kilometers afstand.

Oprindeligt var Østerild-klitplantage kun tredjeprioritet for vindmølleindustrien, som i stedet pegede på landbrugsjord ved Ringkøbing Fjord o.l., men pludseligt vendte Venstreministeren på en tallerken og det var verdens vigtigste ting, at Østerild blev stedet. Man hastede miljøundersøgelserne igennem, og begik sågar fejl i processen, dækkede over støjgener, og Karen Ellemann måtte på den baggrund forøge familiebeholdningen af politiske næser.

Man lyttede ikke til de lokale protester, men trumfede i bedste ´kjøwenhavnerstil` det ned over hovedet på folk trods målinger om, at 75 procent af nordjyderne og over halvdelen af danskerne var imod.

Når Søvndal hævder, at et moderne grønt synspunkt bør bakke op om testcentret, så tager han fejl. Modstand mod Østerild-placeringen har intet med modstand mod vindenergi at gøre. Danmark er dækket af 63 procent (urentabel) landbrugsjord, og både ministeriets egne embedsmænd, Danmarks Naturfredningsforening og sågar vindmølleindustrien selv havde peget på andre placeringer. I stedet skulle den mest naturbelastende og vanvittige løsning absolut hastes igennem.

Men tilbage til Søvndals beskyldninger om, at aktivisterne er udemokratiske.

Selv i den mest skrabede borgerlige demokratiforståelse, så er der to ben i demokrati. Der er både det repræsentative, hvor politikerne vælges i frie og ”lige” valg og bagefter kan træffe beslutninger indenfor rammerne af grundloven med videre. Her har Villy da ret i, at de politikere, som traf beslutningen er folkevalgte, om end processen ikke var særlig demokratisk, åben eller inkluderende.

Men det er det andet demokrati-ben, hvor Villy vist har tabt protesen. Nemlig retsstaten. Ethvert borgerligt demokratiideal bygger på 1) frie valg og 2) retsstat. Det at alle er lige for loven – også politikerne, og at den dømmende, udøvende og lovgivende magt skal være adskilt, så politikerne ikke alene kan afgøre, om de bryder loven eller ej.

Her dumper Villy i demokratiet med bravur, piber og trommer!

Sagen er, at placeringen i Østerild muligvis er ulovlig, og faktisk er der rejst to retssager mod regeringen for at stoppe den. En ved danske domstole rejst af lodsejerne og en ved EU pga. habitatsdirektivet rejst af Danmarks Naturfredningsforening.

Så langt så godt, skulle man mene, men sagen er mere speget end som så, idet det jo er fløjtende ligegyldigt, hvis skoven fældes, om man så bagefter får ret – så er skaden jo sket, og her er det så interessant, idet Vestre landsret skulle tage stilling til, om de nævnte sager skulle have opsættende virkning, som det hedder.

Altså om man skulle vente med at fælde, til det var prøvet ved domstolene om det overhovedet er lovligt. Denne dom skulle oprindeligt have kommet den 11. august, men blev udsat til den 29. august.

Det var ministeren dog ligeglad med, nu skulle der sat’me fældes, lød det i sommers – jo mere der kunne nås inden dommen jo bedre, virkede det til.

Resultatet kender vi. Trods brave protester fra lokale og aktivister, så startede man fældningen, så der nu er fældet 12 hektar af de 266, så anlægsvejene til området og byggepladserne kan etableres. Og meningen var, at der skulle være fældet yderligere 17 hektar i denne måned. Det vender jeg tilbage til.

Det er denne virkelighed, som Villys arrogante udmelding skal ses i.

Det er her, hvor han i den grad gør sig til ministerens medskyldige i at sætte demokratiets andet ben – retsstaten ud af kraft ved ikke at respektere domstolene og afvente dommen om, hvorvidt en retssag skal have opsættende virkning.

Det er her, at Villy viser en magtfuldkommenhed og ligegyldighed med retsstatsprincipper, som vist er uovertruffen i nyere dansk politisk historie. Han kræver ikke fældningen udsat, næ nej, han kræver protesterne mod den stoppet og så pyt med, at uigenkaldelige gerninger trumfes igennem uden, at domstolene får blot få uger til at udtale sig og evt. udskyde projektet til efter en endelig dom, som er eneste logiske retsstatsmæssige at gøre i spørgsmål om uigenkaldelige naturressourcers bevarelse.

Næ nej, nu skulle Villy igen-igen spille stærk mand i en borgerlig avis, og spille med musklerne overfor fæle hippier. Væk med hele SF’s fortid som miljøaktivismeparti. Væk med minderne om Greenpeace i firserne og søstersolidariteten med Die Grünes miljøaktivisme i Tyskland, som ellers er den tråd SF-sweateren traditionelt er strikket af. Næ nej, det nye SF er stærkt, industriorienteret og går i syntetiske jakkesæt.

Respektere demokratiet – min bare… Villy Søvndal!

Helt galt er det så dags dato gået for Villy, hvis spindoktor efterhånden må have røde ører.

Blot få dage efter, at Villy skulle vise handlekraft og overfor JP’s læsere gøre op med borgerlige vrangforestillinger om et hippie-aktivistisk SF, så blev han hængt alene til tørre af sine borgerlige sengekammerater.

Lige som linket til stærk mands-udtalelserne var begyndt at cirkulere på fjæsbogen, hos miljøaktivister og blandt de gamle rød-grønne SF’ere, som ikke har skiftet garderoben, ja, så vendte Karen Ellemann i dag på en tallerken, og erklærede, at man nu ville afvente domstolens afgørelse den 29. august inden de næste 17 hektarer fældes.

Aktivisterne, naturen og ideen om en retsstat har dermed vundet en vigtig (men lille) moralsk delsejr. Karen Ellemann kan reparere lidt på imaget, og tilbage hænger Søvndal til skue, som den mest magtfuldkomne af hele rosset. Sågar selvforskyldt gennem en fuldstændig unødvendig og latterlig spillen Søren Pind light kamikaze-udmelding.

Om det så retfærdiggør min Facebook-vens udmelding om, at Villy er en idiot er måske så meget sagt og især i disse tider, hvor tonen i debatten igen fylder i medierne. Lad mig derfor nøjes med at konstatere, at om ikke andet, så bærer Villy sig da i det mindste ganske idiotisk ad..