Hvert år rejser tusindvis af Rumænere mod vest. De flygter fra fattigdom og dystre
fremtidsperspektiver. De håber på en fremtid der er lysere, med et ordentligt betalt arbejde.

Med østaftalens ophør er arbejdsmarkedet åbnet for en ny bølge af migrerende arbejdskraft fra østeuropa. Dette har konsekvenser for både de østeuropæiske familier og det danske arbejdsmarked.

Håbet om en bedre fremtid

Teodora og hendes mand George er begge 26 år. De kommer fra byen Iaşi i Rumænien. De er sammen rejst til Danmark for at arbejde og tjene penge til at bygge deres eget hus i Rumænien.

Deres datter har de efterladt tilbage hos mormoderen i Rumænien. Teodora fortæller at det ikke er til at finde arbejde i Iaşi og hvis der endelig er arbejde, så er lønnen blot en tiendedel af hvad de tjener i Danmark, hvilket vil sige ca. 1000 kr. om måneden.

Deres rejse mod Danmark startede med en annonce i en lokal avis i Iaşi. Denne reklamerede for en erhvervsuddannelse som landbrugsassistent på Grindsted landbrugsskole.

Lønnen er ca. 10.000 danske kroner om måneden, altså ti gange hvad de kunne tjene i Rumænien. Således ender Teodora og George i en bus med kurs mod Grindsted, en rejse der fører dem til en landmand på Als, hvor de efter opholdet på landbrugsskolen, skal arbejde.

Den rejsende arbejdskraft

Teodora og George er ikke de eneste Rumænere der søger lykken på et andet lands arbejdsmarked. Det anslås at omkring 10 procent af Rumæniens befolkning arbejder udenfor Rumænien. Denne tendens gør sig gældende for flere lande i Østeuropa, fx Ukraine, Polen og de baltiske lande.

I Danmark øges antallet af østeuropæere i landbruget stadig. Landbrugsskolerne rekrutterer elever i Østeuropa. Ordningen var oprindelig ment som en hjælpende hånd til industrialisering af landbrugene i Østeuropa. Således skulle østeuropæere uddannes på danske landbrugsskoler for derefter at bruge deres viden til at udvikle landbrugssektoren i Østeuropa.

Imidlertid tegner der sig et andet billede, nemlig at arbejdskraften ikke vender hjem, men i stedet er blevet til en permanent arbejdsstyrke på de danske landbrug. Østarbejderne på de danske landbrug, får en væsentlig lavere løn end deres danske kolleger og der skabes et marked indenfor landbruget, hvor normallønnen er omkring 75 kr. i timen.

Der er tæt samarbejde mellem landbrugsskolerne og rekrutterings-kompagnierne. I kølvandet på den øgede rekruttering har der været en stribe faglige sager anlagt af bl.a. 3F. Sagerne drejer sig om snyd med lønudbetalinger, manglende feriepenge, betaling for forskellige ydelser i forbindelse med elevernes ophold på landbrugsskolerne og huslejebetaling til landmændene.

Udnyttelsen er systematiseret og både landmænd, rekrutterings-firmaer og landbrugsskoler spinder guld på den østeuropæiske arbejdskraft.

Social dumping og løntrykkeri

Tendensen med et voksende antal østeuropæere ansat i danske landbrug, afspejler en generel stigning i antallet af østeuropæere på det danske arbejdsmarked. Konsekvensen er, art der inden for landbruget, er en voksende del af arbejdsmarkedet, der er uorganiseret og ureguleret. Fagforeninger kan fortælle om lønninger ned til 20 kr. i timen.

Samtidig sker det flere steder at landmænd skifter deres danske ansatte ud med fx rumænere eller ukrainere, der er billigere arbejdskraft. Denne form for social dumping risikerer at skabe et ræs mod bunden inden for det danske landbrug, hvor konkurrencen på lønningerne på sigt vil tvinge
reallønnen ned.

Hos Teodora og hendes rumænske kolleger er håbet at uddannelsen som landbrugsassistent og forbedrede danskkundskaber, kan give afkast i en højere løn. Medlemskab af fagforeningen er endnu ikke på tale, for som hun siger: ”jeg vil ikke skuffe min arbejdsgiver”, men blandt kollegerne diskuteres medlemskab af 3F, som en fremtidig sikkerhed, på et usikkert arbejdsmarked.

Der er intet enkelt svar på hvordan fremtidens landbrugs-arbejdsmarked kommer til at se ud. Rejser østeuropæerne hjem for at industrialisere og modernisere deres egen landbrugssektor?

Finder 3F de rigtige værktøjer og strategier, til at inkludere og organisere mange nye medlemmer, i det faglige fællesskab eller er vi på vej mod en stadig mindre reguleret landbrugssektor, hvor der konkurreres på løn og arbejdsvilkår?