KOMMENTAR: Sortklædte mennesker med store tatoveringer, der afhængigt af aldersgruppen er i en blålig nuance og lavet i Nyhavn eller i stærke farver og lavet hos BabyLou. Piercinger af de synlige og mindre synlige slags forbeholdt de særligt udvalgte. Horn indopereret i panden, splittede tunger og dybe brølende mandestemmer. Scenen er lagt. Vi er til metalkoncert. Eller flere metalkoncerter.
Den danske metalscene er blevet klichéernes og de døde metaforers holdeplads og gives ikke meget spalteplads i de store, nationale medier. Med mindre dækningen altså bekræfter en fordom om metalscenen og dens publikum.
For helst skal det hele være lidt skræmmende, mystificerende og en kende appellerende på den der prikkende måde, som når noget er forbudt.
Lidt som at snige sig ud for at møde ham den ældre fyr inde i byen, mens man stadig bor hjemme og siger, at man bare skal se film hos veninden på Bakkedraget 18.
Metalscenen er den ældre fyr. Men ligesom den ældre fyr er mere end sin alder, så er metalscenen langt mere end sin udtryksform. Det er bare pudsigt, at kun meget få danske journalister har kradset i den sorte lak.
Oftest bliver mediedækningen en scenehistorie, hvor journalisten er i marken til monstrøse metalbands med mørke klæder.
Jeg ved ikke, om tøjet kom før musikken, eller musikken kom før tøjet. Men fravalget af farver og dertilhørende tilvalg af diverse kropsudsmykninger er i højere grad udtryk for en identifikation end et livssyn. Vores journalister lader bare ikke til at have fået øje på det. Og derfor er nyhedsværdien i de dominerende medier svær at få øje på, og det samme er nuancerne.
Det er de dog ikke, hvis man selv gør den indsats at deltage aktivt til en metalkoncert. For så er der er næsten garanti for overraskelser.
»Er det din første gang?«, spørger jeg forsigtigt den noget større-end-mig fyr, der også er til koncert med århusianske The Burning.
»Ja«. Så er samtalen ikke meget længere, mens vi står og lytter til musikalske muskelfyre, der spiller på scenen Hades på den københavnske metalfestival Copenhell.
Ikke et blik. Han ænser på ingen måde mine orange negle og hvide silketrøje, der ikke just falder ind i mængden af de sorte festivaldeltagere. For jeg medgiver gerne, at de skam er sortklædte. Som Johnny, forsangeren fra The Burning, også har lagt mærke til: »Det er helt tilfældigt, at I alle sammen har taget sort på i dag?« Kommentaren belønnes med en svag latter og en skelen til sidemanden. Samtykke er givet.
»Hvem er det egentlig vi lige hørte. Er de danske?« Spørgsmålet er (overraskende nok) ikke mit, men kommer derimod fra fyren ved siden af mig.
Og det er til mig. Som i hende med føromtalte farver, der ikke falder ind med resten af festivaldeltagernes farvefobi. Jeg når lige at blive helt stolt over at få spørgsmålet, inden jeg chokeret indser, at jeg jo faktisk også har et svar: »Øh ja, det var The Burning. De er fra Jylland. De er meget fede. Øh.«
Han virker i hvert fald ikke overrasket over, at jeg kan svare. Det var måske heller ikke en prøve lig dem, jeg har oplevet på hippe steder i København, hvor de skal teste min elektro- eller funkviden. Som alligevel er lig nul. Og hvor jeg altid føler mig malplaceret. »Ok. Fedt«. Og det var faktisk fedt. Fedt både at have et svar, men også at blive betragtet som én, der kunne have et svar.
Samtalen til Copenhell kunne være foregået hvor som helst. Når som helst. For den er indbegrebet af det menneskesyn, som jeg gentagne gange har oplevet i det københavnske metalmiljø (jeg skal desværre ikke gøre mig klog på andre steder end hovedstaden, men kommentarer herom er værdsat).
For bag maskeraden med langt Pantene-hår og sømandstatoveringer findes et hjertevarmt folk, der ikke alene er nogle af de mest ekspressive mennesker, jeg har mødt, men også de mest tolerante og selvironiske.
»Det der sort hår og sort tøj. Jeg forstår det ikke. Det er alt for varmt om sommeren«. Ordene er Dennis’, trommeslageren fra det københavnske metalhåb Scarred by Beauty. Han tilføjer: »Tatoveringer? Dem har jeg allerede fortrudt« og flekser en overarm i farvenuancer, der er en del mere imponerende end min lettere forbrændte sommerkulør.
Humoren er der, så snart man tør gå en smule dybere end bare den slidte læderjakke. »Dennis, du tager totalt meget scenetøj på. Du har altid dine cutoffs på til koncert. Come on man«. En smule kækt kommer svaret: »Ja ja, men altså, det er selviscenesættelse. Det er kun til koncert«. Ordvekslingen foregår mellem Dennis og bandets bassist Chris.
Portrætteringen af metalmiljøet er dunkel og dyster, men menneskene bag er hverken deprimerede eller aggressive.
Allerhelst vil de opfordre til kærlighed frem for kvælertag: »Kom bag scenen. Mand, så er der kærlighed. Alle vil kysse og kramme. Man er så glad og vil gerne dele ud af det«.
Det ord, der trænger sig på, er uforudsigelighed. I metalundergrunden hersker der en forståelse af, at du altid er mere end din udtryksform. Uanset om man har et omvendt kors arret ind i panden, om man bærer en klovnemaske, eller om man har en lang lakjakke på.
Spørgsmål bliver ikke stillet for placering af coolhedsfaktor, men af interesse for mennesket bag facaden. Dit udtryk er nemlig ikke forudsigeligt og i symbiose med din personlighed. Som Chris siger det: »Der findes jo mange metalfans. Se Jesper, min ven, du ved nok. Han er jo bare en glad nørd«.
Men hvis man ikke tør udfordre sine fordomme, så er det svært at få øje på den glade nørd bag den umiddelbare skov af sorte t-shirts.
Det lyder næsten lige så ækelt som en vaffelis med overflod af syntetisk jordbærguf, der drypper ned langs armen og klistrer sig fast i de små hår. Det er det også. Og nogle af menneskerne i metalmiljøet er da også røvhuller.
Men alligevel er jeg stødt på flere hadske kommentarer på smarte in-steder end på diverse koncert-venues, der annoncerer med navne som Hatebreed, Aborted og Cannibal Corpse. Og jeg er nok mere hipster end heavy.
Måske skyldes kærlighedserklæringen også særlige privilegier som bl.a. at have været bag scenen til metalkoncerter, mens jeg aldrig helt har været sej nok til at stå bag dj-pulten i den københavnske kødby. Måske skyldes det, at jeg føler mig forbigået af hipsterhelligdomme. Så ignorer min fortolkning. Se selv med.
Bagom scenen er der hverken blodudveksling, strippende kællinger eller heroinindsprøjtning. Til gengæld er der guldøl og kærlighedsudbrud, som kan gøre selv Ole Henriksen flov.
»Jeg elsker dig. Du er min bedste ven«. Sagt i ramme alvor og med kærlig hengivenhed i øjnene fra et bandmedlem til andet. Sagt af en fyr i midttyverne, som har overarme større end begge mine lår tilsammen og med tatoveringer af Medusa, søuhyrer og slagsbroderlige savfisk. »Du vil altid være min bedste ven. Jeg er så glad for at have lært dig at kende«. Brækposen er i sædet foran dig.
Ude på pladsen til Copenhell står to teenagere på omkring de 15 år.
Hun med kommunefarvet hår og to små rottehaler bundet sammen af to sorte elastikker. Spidserne er svagt lilla og sender mig straks tilbage til 4. klasses overdrevne brug af farvet hårspray fra Matas. Hun har en skotskternet mininederdel på og høje, sorte plateaustøvler på en vel 20 cm med et utal af sølvspænder.
Han med langt, ravnesort hår af den samme slags som ældre kvinder, der burde justere brillestyrke. Læderjakke og et par sorte cowboybukser sidder stramt om den tynde teenagekrop.
De står tæt omslynget ikke så langt fra den moshpit af mennesker, som udlever iscenesættelsen med skub, sved og sataniske råb.
Himlen over dem trækker sig langsomt sammen, mens deres læber er limet til hinanden, som de kun kan være, når man er 15 år og forelsket og føler sig udødelig.
Sceneblod, motorsav og bælte med pigge overdøves af den stumme kærlighed.
Men hvis man ikke tør at være stille med den, får man ikke øje på den. Det er som at springe ud et sted, hvor man ikke kan bunde.
Det er dog ikke svært at finde fodfæste i metalmiljøet. For du er aldrig helt alene. Nysgerrigheden og videbegærligheden er ægte og uundgåelig. Men man skal turde.
Så kære danske presse. Prøv det. Kys en trommeslager eller to. Inviter et band på øl på Nørrebro. Tag alene til en koncert et skummelt sted i indre by omgivet af kvinder, der ligner Betty Boop. Lad jer inspirere af min mangel på kritisk sans.
Hvis I gør det, kommer læderjakken hurtigt af, og farvepaletten vil vise alle andre farver end sort.
Hvor skal man så starte? Hold øje med disse bands:
Cecilie Rasmussen er B.A. i retorik
Tak fordi du bruger Modkraft.
Vi håber du har læst noget interessant eller oplysende.
Du kan støtte Modkraft via MobilePay: 50 37 84 96