Begrebet sikkerhed bruges meget som politisk argument, uden at nogen gør sig videre umage for at forklare, hvad det betyder. Overordnet sættes det i forbindelse med ”kampen mod terror”, mere lokalt og praktisk med bekæmpelsen af alle former for kriminalitet, undtagen måske den økonomiske.

Den hyppigste brug af begrebet ’sikkerhed’ sker i forbindelse med forslag til nye love, der skal øge sikkerheden i civilsamfundet. Begrundelsen er gerne handlinger eller trusler fra ekstremister, som formodes at sprede utryghed blandt borgerne.

Den umiddelbare vanskelighed i den forbindelse er, at borgerne tit kan have svært ved at bedømme, hvem der har gjort hvad. Gang på gang har vi oplevet, at et terrorkomplot har været infiltreret af provokatører fra efterretningstjenester, uden hvem der måske slet ikke ville have været nogen sag. I andre tilfælde fremstår de anklagede – lang tid efter afsløringen – som en politisk åndssvag snakkeklub uden reelle evner til at gøre fortræd.

Når der så sker noget, viser gerningsmændene sig ofte – som i det seneste tilfælde i Norge – at være tilsyneladende helt normale personer, ingen har tænkt på at mistænke for at ville planlægge og kunne gennemføre så uhyrlige forbrydelser. Samtidigt synes begivenhederne at vise, at de indgreb i borgernes friheder og rettigheder, som skulle forhindre terroren, ikke har haft den påståede virkning.

Det politiske svar har gerne været nye og mere omfattende indgreb. Politikerne og de ansvarlige i politi og efterretningstjenester, mv., kan føle, at de skal vise handlekraft, selvom de måske er lige så forvirrede og uvidende som alle andre, såkaldt almindelige mennesker. Der er jo en tendens i medierne – og måske også i offentligheden generelt – til at forvente større indsigt og klogskab hos dem, man har valgt til at styre landet, selvom der egentlig ikke er grundlag for det. Det er nok i familie med den almene accept af erhvervslivets ledere som specielt dygtige med ret til ubegrænsede indkomster, uanset hvor mange gange, de kører deres virksomheder i sænk. Også her er begrebet sikkerhed vigtigt for (mis)forståelsen. Ledere er ansvarlige for sikkerheden i samfundet og på arbejdspladsen, og de er særligt egnede til at forvalte dette ansvar, ellers ville de ikke være blevet ledere. At de som regel ikke synes at have tid til at tænke på den slags, overser man gerne – alt andet øger borgernes følelse af utryghed. Alle har jo travlt, især i krisetider, og vil nødig forstyrres.

Det er en ret udbredt opfattelse, at usikkerhed gør folk nemmere at styre. Det behøver ikke at betyde, at de styrende bevidst prøver at skræmme de styrede til lydighed – alene mediernes effektivitet, når det gælder om at hente de mest opsigtsvækkende historier fra hele kloden og få dem til at virke betydningsfulde lokalt, kan gøre os nervøse – men der er i hvert fald en stigende tilbøjelighed til at styre nyhederne, så de passer til den førte politik. Regler er ikke nødvendige – de fleste, som er rimeligt tilfredse med deres liv under de eksisterende forhold, har veludviklede fornemmelser for, hvad der er egnede nyheder, og hvad der er uegnet og derfor uinteressant.

Selvcensur, hedder det, men dét forudsætter et højere bevidsthedsniveau eller en større kynisme, end det er til at holde ud at leve med. Her er snarere tale om manglende evne til at mærke forskel mellem egne holdninger og dem, der netop nu er på mode.

Denne omgang selvfølgeligheder er fremkaldt af den helt forbløffende norske reaktion på terroren. Den første aften, hvor det hele endnu virkede uoverskueligt, og antallet ofre var usikkert, og hvor man havde været så fornuftige i både Sverige og Danmark at overlade hele rapporteringen til det norske NRK, oplevede man ikke ét eneste eksempel på føleri eller forsøg på politisk udnyttelse af begivenhederne. Alle, fra statsministeren over politiets talsmænd til indkaldte eksperter, fortalte sagligt om hvad der var sket, hvad man vidste og ikke vidste, og afstod helt fra gætterier. Kort sagt: her oplevede man politikere, myndigheder og TV-folk, der behandlede en meget svær situation helt igennem professionelt. Som om de henvendte sig til voksne mennesker, der kunne tænke selv. Som om deres samfund bestod af ansvarlige medborgere. Som om de var helt sikre på, at svaret på terror er mere åbenhed, mere aktivt demokrati, større indflydelse til alle medborgere.

Det bemærkelsesværdige er, at det var bemærkelsesværdigt. Her mødte man, for første gang i årtier, et statsapparat, der ikke var bange for sine borgere. Midt i tragedien vakte det en følelse af stor lettelse. Måske har demokratiet en fremtid, trods alt? Når en stat vover at stå frem og påstå, at svaret på terror ikke er mere overvågning og hemmelighedskræmmeri, men det modsatte – åbenhed, medindflydelse, ansvar – kan ordet demokrati få noget af sit oprindelige indhold tilbage. Hvis vi tør.

Som sagerne står, ser det ud til, at kravet om sikkerhed er en trussel mod folkestyret og den frihed, som er dettes forudsætning. I hvert fald er det hidtil blevet brugt som begrundelse for indskrænkninger i borgernes rettigheder til indflydelse på mange områder, uden at det har forhindret terrorhandlinger.

Sikkerhed kan også være en personlig egenskab, som kommer af, at man har sat sig ind i tingene og ved, hvad man gør, uden at være alt for ængstelig for følgerne.