Det har været kendt af dens nærmeste i noget tid, men natten til den 29 juli 2011, udåndede Den Danske Nationalstat for sidste gang. Blandt venner kendt som Nationen.

Nationen har været omstridt. Hadet af mange, elsket af endnu flere.
Nationen havde efter omstændighederne et langt liv. Der var hårde tider i mellemkrigsårene og gode tider i 60’erne. Men siden dens kontroversielle og konfliktfulde forhold til globaliseringen rigtigt tog fart, har nationen haft det svært. Nationen havde det altid svært med fremmede.

I perioder bar nationen på sværere depressioner og til tider suicidale tanker. Men nationen kom af flere omgang mærkværdigvis på benene igen. Kampgejsten fejlede aldrig noget. Ikke mindst dens evige historiefortælling og omstillingsparathed var årsag til dens lange, om end omtågede liv.

Ægteskabet og vennerne

Den Danske Nationalstat har altid haft et tæt og nært forhold til rettighedsbevægelsen. Borgeren var dens bedste ven. Gennem dens levetid opbyggede Nationen stærke bånd til både arbejdere og siden hen også kvinderne – selvom dens patriarkalske opdragelse aldrig helt forsvandt.
Mange kaldte Nationen for humanistisk og i kortere perioder lykkedes det for den, at gennemføre et omfattende humanprogram. Velfærdsstaten blev sidenhen dens fulde navn efter et arrangeret ægteskab med kapitalen.

Men dens modsætningsfyldte forhold til rettigheder blev hurtigt forandret. Nogle mente, at Nationen i stigende grad koloniserede folks liv overalt hvor de kom. Nationen blev bange for dens egne venskaber. Kontrollen med de sociale relationer tog til. Angsten og frygten for nye udfordringer blev for overvældende.
Trods dens venner – især arbejdere og borgere – forsøgte at vise nærmest betingelsesløs kærlighed til Nationen, intensiveredes aggressiviteten blot. En fjendtlighed, der endte med stor ensomhed trods mange elskede den til det sidste.

De sidste år

Det gik for alvor skævt omkrig 2001. Naturligt nok var det et hårdt slag. Nationen prøvede med genopfindelse af det nationale tankegods gennem skoler, universiteter, koldkrigscentre og andre institutioner. Men allerede på dette tidspunkt så det svært ud. Svære sygdomme havde taget fat i dens lemmer, og også psyken havde det i stigende grad vanskeligt.

Borgerrettigheder blev indskrænket i dens forsøg på at opretholde dens egen eksistens. Grænser blev tegnet med stadig mere aggressivitet. Medicinen virkede ikke. Al alternativ behandling blev nægtet. Nationen var et fornuftsvæsen – på godt og ondt.

Rest In Peace

Nationalstatens dødsårsag er fortsat omgæret af en del mystik, men noget kan dog fastslås; Nationen led i sine sidste år af en særlig form for suicidal og skizofren selvmordstrang. En fortvivlelse, der var smertefuld til det sidste.

Selvom det er hårdt må vi videre. Vi må se det som en ny start, på trods af det fortvivlende tab. Hvad nu? spørger alle. Men Nationen havde været dødeligt syg længe. Og alle har vidst det. Og nu har den endeligt fået fred fra selvmordstanker, depressioner og skizofreni. Og vi kan i fællesskab kommer videre efter endeløse sygehusbesøg, oprydninger efter dens hærgen og et utal af konfliktløsningssituationer.

- Rest in Peace -