Nu og da står der noget opsigtsvækkende i avisen. Som oftest vækker det ikke hverken læserne eller opsigt, fordi overskriften handler om noget andet. Når en artikel ifølge overskriften handler om, at staten tjener på at eftergive Sudan’s gæld til Danmark, vil de fleste læsere, der overhovedet gider læse om sådan noget, mene, at dét ikke er nogen nyhed. Men går man til kilden:
www.ibis.dk/dokumenter/ibisd...
opdager man, at det ganske vist ikke er en nyhed, for så vidt som artiklen beskriver en praksis, der har været fulgt i mange år, men at samme praksis aldrig før har givet anledning til bemærkninger. Her kommer der så et par:

Den officielle nyhed er, at Sudan skylder Danmark omkring 5-6 milliarder kroner, og at den gæld nu skal bringes ud af verden i anledning af, at Sudan den 9.juli 2011 blev delt i to stater. Den ædle hensigt er, at de to, nye stater ikke skal konflikte om hvem, der hænger på gælden (der er rigeligt med konfliktstof i forvejen), derfor vil man slette den i løbet af det næste par år. Når det kommer til at tage tid, skyldes det, at sådan noget først skal forhandles på plads med andre lande, som også har penge til gode. Hvordan dét foregår, kan man læse om i artiklen; her gælder det om at beskrive den danske stats praksis ved den slags transaktioner.

Den egentlige kreditor er Danmarks Erhvervsfond (DE), en statslig institution, der indtil 1992 havde som formål at garantere for danske virksomheders eksport til udlandet. Hvis køber ikke kunne eller ville betale for leverancerne, gik DE ind og betalte, hvorefter kravet blev rettet til modtagerlandets regering. Ordningen kunne kaldes ulandshjælp til fattige lande, men var vel også en form for skjult erhvervsstøtte til danske virksomheder, når nu EU satte grænser for den slags.

I tilfældet Sudan stammer gælden fra 70’erne, hvor der blev ydet eksportkreditter for ca. 500 millioner kroner til større danske virksomheder som F.L.Smidth, B&W, Grundfos, m.fl.. I 1984 holdt Sudan op med at betale renter og afdrag på lånene, som i mellemtiden var vokset til 200 millioner kroner. Det medførte strafrenter, som har øget gælden til godt 5 milliarder – et beløb, som hidtil ikke ser ud til at have bekymret nogen i statsadministrationen, hvor der nok ikke har været én embedsmand, som troede på, at sudaneserne nogensinde ville betale.

At slette gælden ligner altså en symbolsk, politisk handling: Man slår en streg over et beløb, der for længst har mistet enhver, reel værdi. Men sådan kan man ikke bare gøre. Gældende praksis har da også været, at staten ved sletning af den slags gæld overfører beløbet (inklusive renter og stafrenter) fra budgettet for ulandshjælp til Danmarks Erhvervsfond. Da DE ikke siden 1992 har haft udgifter, føres beløbet ved næste finansår derfor tilbage til staten, denne gang til Finansministeriet.

Det vil sige, at et beløb, ingen havde ventet at få tilbagebetalt, og som derfor var tynd luft, pludselig kommer til at pynte på Finansministeriets regnskaber. 5-6 milliarder er da en slags penge. Forvandlingen til ’rigtige’ penge sker ved overførslen af gælden plus renter og strafrenter fra årets budget for ulandsbistand.

For det må det jo betegnes som. 5-6 milliarder i hjælp til en nystartet nation er da en stor indsats fra et lille land som Danmark. Så må de øvrige modtagerlande være lidt solidariske og finde sig i, at bistanden i år skrumper med ca. en tredjedel. At vores Finansministerium bliver tilsvarende rigere, kommer vel ikke sagen ved?

Man kan påstå, at staten rent faktisk ikke tjener noget på arrangementet, eftersom det jo er en budgetteret udgift til ulandsbistand, der overflyttes til afvikling af gælden. Men når det nu hidtil har været anset for helt usandsynligt, at gælden nogensinde ville blive indfriet, og når den via rente og rentes rente og strafrente er blevet mere end tidoblet, kan det kun være det oprindelige beløb på 500 mio., som kan betragtes som en udgift.

Det, der gør historien interessant i mine øjne, er, at den meget tydeligt – man kan sige ublufærdigt – demonstrerer finansverdenens operationer, hvor luftpenge løbende forvandles til omsættelige værdier og omvendt. Det antyder, at begreber som valutakurser, bruttonationalprodukter, børskurser og kriser kan være fiktive størrelser, kyndige folk kan manipulere med. For så vidt man vil indrømme, at penges værdi kun er, hvad man kan blive enige om.

En af de mange historier omkring krigen i Libyen – undskyld, den humanitære indsats – drejer sig om de formuer, det libyske regime investerede i USA, mens Gaddafi endnu var stueren. Det drejer sig om 30 milliarder dollars, som amerikanske rådgivningsfirmaer modtog ganske voldsomme honorarer for at investere, og som USA’s regering har frosset inde siden konfliktens udbrud. Altså penge, Gaddafi-regimet har betroet amerikanske firmaer og banker, som ikke bliver trukket ud af virksomhederne, men som USA beslaglægger, indtil libyerne gør, hvad de får besked på.

Da USA d. 15. juli formelt anerkendte de libyske oprørere som landets lovlige regering, betød det, at de indefrosne 30 milliarder dollars nu kan stilles til fri rådighed for oprørerne, selvom disse endnu ikke er blevet enige om en regering. Som New York Times skrev d. 16.juli:

”Skønt amerikanske regeringstalsmænd udtrykte håb om, at det netop anerkendte Nationale Overgangsråd vil bruge pengene til almene offentlige investeringer – til finansiering af sundhedsvæsen og elektricitetsforsyning, for eksempel – er en af rådets vigtigste prioriteter at bevæbne og træne sine soldater, så de omsider vil kunne besejre de styrker, som er loyale overfor oberst Gaddafi.”

Den 18.7. udtrykte USA en vis tvivl mht. oprørernes evne til at forvalte så mange penge ved at erklære, at de fleste af de 30 milliarder dollars var investeret i fast ejendom og ikke sådan lige kunne frigives. Kun omkring 3,5 milliarder kunne komme til øjeblikkelig udbetaling. Men det er dog noget.

Det er ikke oplyst, hvor det Nationale Overgangsråd vil købe det militære ustyr, eller hvor trænerne skal komme fra. Den internationale Libyan Contact Group har foreslået, at alle lande, som har indefrosset libyske tilgodehavender, omgår evt. legale hindringer for at overføre dem til Overgangsrådet ved at bruge dem som sikkerhed for lån til oprørerne. Når dét er på plads, kan aftaler om udstyr og militære instruktører underskrives.
(Se: www.atimes.com/atimes/China/... )