Modkraft
(http://modkraft.dk)

Hjem > Grillfest mod politisk vold i Zimbabwe

27. juli 2011 - 9:16

Grillfest mod politisk vold i Zimbabwe

  • print
  • facebook
  • twitter
  • rss
  • Medkraft
Af Rune Eltard Sørensen

Den 29. juli inviterer solidaritetsorganisationen Afrika Kontakt til fest i deres lokaler og gård på indre Nørrebro i København.

Overskuddet fra arrangementet går til kampagnen »Stop Politisk Vold mod Kvinder i Zimbabwe«, som Afrika Kontakt har lanceret sammen med deres partner i Zimbabwe, National Constitutional Assembly.

Samtidig håber organisationen at rejse penge nok til at kunne invitere zimbabwisk kvinderettigheds-aktivist, jurist og filmskaber Kudakwashe Chitsike til Danmark, for at fortælle om sit arbejder med at dokumentere menneskerettighedsovertrædelser mod kvinder.

FN har glemt kvinderne

Kudakwashe Chitsike inviteres her til landet for at tale på en konference, der skal sætte fokus på kvinder og kønsproblematikker i forhold til FN’s 2015 mål.

JPEG - 42.6 kb
Kudakwashe Chitsike skal til Danmark for at sætte fokus på kvinders rettigheder i forbindelse med FN’s kamp mod fattigdom.

2015-målene er otte konkrete mål, som det internationale samfund har opstillet for at gøre en ende på verdensomspændende fattigdom inden 2015.

Ifølge Afrika Kontakt og Kvindernes U-landsudvalg, som blandt andre står bag konferencen, er der nemlig behov for at inkludere kvinder og køn i langt højere grad i FN’s planer, hvis målet om at ende fattigdom skal indfris,

– Jeg synes det er påfaldende, at der ikke står et eneste ord om politisk vold, eller vold mod kvinder i 2015 målene, når vi nu ved at det er et kæmpe problem i Zimbabwe og andre steder, som for eksempel den Demokratiske Republik Congo, siger Anna Villumsen, som er informationsmedarbejder i Afrika Kontakt.

– Hvis man vil have ligestilling og at kvinder skal deltage i politiske processer på lige fod med mænd er man nødt til at bekæmpe den kønsspecifikke vold mod kvinder, som mange zimbabwere har oplevet på egen krop, tilføjer hun.

Vil øge presset på Zimbabwe

Mens Kudakwashe Chitsike er i Danmark, skal hun også tale med en række politikere fra Danmark og EU samt organisationer, som har interesse i problematikken.

– For Afrika Kontakt og vores partnere er det vigtigt at få spredt budskabet om at kvinder i Zimbabwe lider. En af de bedste måder at gøre det på, er ved at lade en ressourceperson som Kudakwashe tale direkte med beslutningstagerne, så de kan gøre noget og forøge deres pres på regimet i Zimbabwe. Derfor håber vi at der komme mange og støtter op om vores fest, tilføjer Christine Mulvad fra Afrika Kontakt.

Læs mere om støttefesten hos Afrika Kontakt på Modkrafts kalender.

Læs artiklen »1. maj: Vil stoppe vold mod kvinder i Zimbabwe« hos Modkraft.

Læs artiklen »Vil stoppe politisk motiverede voldtægter i Zimbabwe« hos Modkraft.

Besøg Afrika Kontakts hjemmeside.

Redaktion: 
Nyheder

Tak fordi du bruger Modkraft.
Vi håber du har læst noget interessant eller oplysende.
Du kan støtte Modkraft via MobilePay: 50 37 84 96