I nyhedsreportagerne får vi at vide, at Grækenland nu har fået en sidste chance for at komme på ret køl. Landets gældsætning er så enorm, at det er nødvendigt at få vedtaget en reformpakke i parlamentet. Den blev vedtaget torsdag. Dog er det ikke slut endnu. Selvom Grækenland dermed er reddet fra økonomisk kollaps her og nu, vil landet i nær fremtid, igen stå med en ny økonomisk katastrofe, når lånene fra EU ikke længere slår til.

Mange turister vil huske landet og dets halvfærdige huse og mange har undret sig over det. Svaret har henvist til pudsige regler, efter hvilke der ikke kan kræves skat af et ufærdigt hus. Ergo lader man huset stå ufærdigt. Det kunne i sig selv være en sjov historie, man kunne skrive på postkortet til dem der hjemme. Imidlertid stikker det dybere, end byggefidusen.

Landets skattevæsen beskatter kun folk ud fra, hvad de selv opgiver i indtægt. Det åbner muligheder for en langt mere vidtrækkende ”kreativ bogføring”, end den vi kender fra Fogh Rasmussen. Endelig kan græsk erhvervsliv glæde sig over, at det kun er lønmodtagere og offentligt ansatte, der skal svare indkomstskat. Det kan nok afstedkomme en del murren i krogene, men indtil nu, er det gået godt. Hvis regeringen manglede penge, hvad den f.eks. gjorde for ca. 10 år siden, optog den via USA et såkaldt SWAP-lån, hvilket sminkede regnskaberne. Dette system fungerede fuldstændigt uafhængigt af, hvilken farve regeringen havde. Faktum er, at det ingen som helst betydning havde for den græske befolkning. Gældsætningen, korruptionen og vennetjenesterne var hinsides ideologiske forskelle. (Begge ledere fra de to store partier studerede i USA, gik på samme universitet, delte samme værelse.)

For flertallet af grækerne, der nu oplever reformpakken og må tåle dens nedskæringer og besparelser, vil vreden ingen ende tage. Natten før lovens vedtagelse, registrerede man store pengetransaktioner fra Grækenland til bl.a. London. Den velpolstrede tog sine forholdsregler, før landets politikere vedtog de love, der nu skulle ramme store dele af de mindre velpolstrede. I Athen rapporteres om store demonstrationer og i de samme rapporter, omtales demonstranterne som ”nogle få hundrede ballademagere”, der forstyrrer den store demonstration. Det er ikke noget, man tager alvorligt forstås det. Reformpakken er ”uomgængelig” ud fra en objektiv (økonomisk liberal) logik. Der er ikke så meget at komme efter. Regningen skal betales.

Omtalen af demonstranterne står i en skærende kontrast til de hædrende følelsesfulde og alt andet end objektive reportager fra Cairo, da ”folket” protesterede mod Mubarak-regimet. Flere gange omtalte man den rystende politibrutalitet og magtens arrogance blev spottet. De heltemodige demokratiforkæmpere blev hyldet. Samme regime beskrev de protesterende som ”ballademagere”. I Libyen blev de unge af Gadaffi betegnet som ”forvirrede unge under påvirkning af stoffer fra Al Quejda”.
Den slående lighed mellem diktaturstaters og vestlige nyhedsreportagers beskrivelse af demonstranter, kunne lede tankerne hen på et system, der langsomt, men sikkert er ved at forlade sympatien for retten til at udøve sine demokratiske rettigheder. Det vil sikkert blive afvist som en overfortolkning, men ikke desto mindre, går det igen, når pressen skal rapportere fra demonstrationer, der går magtens mænd i mod. At dette kor ikke er enstemmigt, frikender ikke pressen for anklagerne om at logre for de politikere, hvis pressebureuaer fodrer dem med godbidder.
I det græske tilfælde, er det stort set ikke noget, der kommer på forsiden og dog: ferien kunne blive spoleret af strejker! Man interviewer en direktør for et større turistbureau. Denne bedyrer, at der skam ikke er grund til bekymring.(Her kunne man forestille sig et lidt mere kritisk forhold til sine kilder og måske en nøjere granskning af deres økonomiske motiver til at komme med beroligende udtalelser…men nej.)
Således beroliget af reportere, økonomer og politikere, overlades demonstranterne til sin skæbne; i det her tilfælde et politikorps, der sidste år frikendte sine egne for et drab på en 15 årig (noget lignende var med til at starte utilfredsheden med myndighederne i Ægypten) og skyndsomst, da protesterne blev for store, fik dømt de ansvarlige politifolk for mord.
Økonomerne kan klappe PC´erne sammen og gå hjem og holde fri. Den økonomiske EU-logik har talt og alle må tie. Kun den græske befolkning vedbliver at larme og råbe op. De forstår det tilsyneladende ikke. De skal betale regningen og deres egen regering har vedtaget det helt demokratisk. Det er ”helt efter bogen”. Så hvorfor demonstrere i Athen ?
De økonomiske love er ganske vist ubrydelige, men de kan ikke hindre et helt folk i at protestere i mod dem.