Østre Landsret afviste torsdag den 30. juni, at våbensmugleren Niels Holck, der har erkendt at have deltaget i våbennedkastning til oprørsgrupper i den nordindiske delstat Bengalen, skal udleveres til retsforfølgelse i den indiske delstat Vestbengalen. Begrundelsen var, at Holck risikerer tortur og andre former for overgreb i de indiske fængsler.
De fem dommere i landsretten bakkede dermed enstemmigt op om en afgørelse i retten i Hillerød den 1. november, der også afviste af udlevere Niels Holck med henvisning til faren for »hårdhændet behandling«.
Læs artiklen »Våbenaktivist slipper for udlevering« på Modkraft
De to domme i by og landsret er en begmand til det danske justitsministerium, der havde godkendt udleveringen af Niels Holck til Indien.
Afgørelsen kaldes af Amnesty for et »et klart signal til justitsministeren om, at forsøget på at udlevere Niels Holck til Indien fra første færd har været en alvorlig fejlvurdering«.
Justitsministeriet beslutning om udlevering af Niels Holck skete, selv om Lene Espensen som justitsminister i 2002 havde garanteret Niels Holck sikkerhed mod udlevering til Indien.
Men i april 2010 godkendte justitsministeriet, at udleveringen kunne finde sted, fordi de indiske myndigheder havde godkendt en række vilkår, der angiveligt skulle garantere Niels Holcks sikkerhed i Indien.
Men de diplomatiske forsikringer blev af blandt andet Amnesty og FN’s torturrapportør, Manfred Nowak, kritiseret for at ikke at være det papir værd, som de var skrevet på.
»Dommen bør give anledning til alvorlig selvransagelse hos justitsministeren, og Amnesty opfordrer regeringen til én gang for alle at afvise brugen af diplomatiske garantier fra torturlande. De yder ikke nogen reel sikkerhed, og det ikke er muligt at sikre en uafhængig monitorering af den udleverede,« skriver Amnesty på sin hjemmeside.
SF´s retsordfører Karina Lorentzen udtrykker også tilfredshed med dommen.
– Men jeg kan undre mig over, at sagen overhovedet er endt med at blive prøvet ved to retsinstanser, når Lene Espersen som justitsminister i 2002 sagde, at Niels Holck kunne føle sig sikker i Danmark, siger hun.
Hun kalder det et »skråplan« at rejse udleveringssager med lande, man ved bruger tortur.
Indiens regering har i årevis afvist en anmodning fra FN’s særlige torturrapportør Manfred Nowak om at besøge fængslerne.
Amnesty skriver, at officielle tal fra Indien siger, at 127 mennesker døde i politiets varetægt i 2008-09. Men tallet kan let være højere, da flere stater ikke oplyser tal om sådanne dødsfald.
I samme periode registrerede den nationale kommission for menneskerettigheder 1.596 klager om tortur af fanger. Metoderne inkluderer blandt andet tæsk, lænkning og elektriske stød.
Tak fordi du bruger Modkraft.
Vi håber du har læst noget interessant eller oplysende.
Du kan støtte Modkraft via MobilePay: 50 37 84 96