Den udenomsparlamentariske venstrefløj i Sverige har ved flere lejligheder i juni måned markeret 10-året for »Göteborgskravallarne«, som fandt sted ved EU-topmødet 14.-16. juni 2001.
Med rundvisninger på centrale steder for optøjerne, en fotoudstilling og et debat-seminar har aktivisterne diskuteret betydningen og konsekvenserne af de voldsomme sammenstød, som førte til 530 anholdelser og nær havde kostet en ung mand livet, da politiet skød mod stenkastende aktivister.
– Begivenhederne efterlod venstrefløjen i en tilstand af posttraumatisk stresssyndrom, og det har taget mange år at få energien tilbage i bevægelsen. Det var som om alt luft forsvandt, og hele venstrefløjen lagde sig ned, fortæller én af hovedpersonerne fra dengang, Jenny Nilsson, til Modkraft.
Hun var en del af den venstreradikale gruppe Autonom Motstand, som koordinerede protesterne mod EU-topmødet i juni 2001 og er i dag aktiv i den syndikalistiske fagbevægelse SAC.
Få overblik over »Göteborgskravallerna« hos Wikipedia.
Læs artiklen »Traumat i Göteborg« hos AftonBladet.
Forud for EU-topmødet i Göteborg, hvor også USA’s daværende præsident George W. Bush deltog, var flere topmøder rundt omkring i Europa endt i gadekampe mellem politi og tilrejsende anti-globaliserings-demonstranter.
Derfor havde de svenske myndigheder skabt en dialog-gruppe mellem venstrefløjsorganisationer og politiet for at undgå uroligheder og signalere samarbejdsvillighed.
Vreden, chokket og skuffelsen var derfor stor, da det svenske politi på topmødets første dag pludselig valgte, at anholde alle overnattende aktivister på Hvitfeldtska gymnasiet.
Jenny Nielsson var blandt de 500 personer, som befandt sig på gymnasiet, da politiet bogstavelig talt barrikaderede hele området med containere og gik løs på folk med knipler.
– Jeg oplevede ting, som jeg aldrig havde forestillet mig kunne ske i Sverige. Vi blev spyttet på og blev slået helt uprovokeret. Én betjent fortalte mig, at hvis han havde haft muligheden, ville han slå os ihjel, husker Jenny Nielsson.
Efter fire timer liggende på maven med håndjern på ryggen blev hun ført bort, mistænkt for at planlægge voldelige sammenstød. En anklage som senere blev droppet, ligesom det skete for hundredvis af andre demonstranter, som blev kollektivt anholdt de følgende dage.
– Jeg havde blå mærker på hele kroppen efter anholdelsen. Selvom de er væk nu, så sidder oplevelsen af fornedrelse stadig i mig. Tilliden til politiet er væk, siger Jenny Nielsson.
Læs artiklen »Våldet började vid Hvitfeldtska« hos Göteborg Posten.
Læs artiklen »Arvet efter Göteborg« hos Arbetaren.
Begivenhederne på Hvitfeldtska gymnasiet blev på topmødets anden dag, den 15. juni, fulgt op af et politiangreb på en stor bred folkelig demonstration vendt mod USA’s præsident i Göteborg centrum.
Med hunde, heste og knipler forsøgte kampklædt politi at isolerer den såkaldte »sorte blok« fra resten af demonstrationen. Forsøget mislykkedes, og i stedet udviklede situationen sig til voldsomme gadekampe og hærværk i bymidten.
Samme aften omringede politiet en reclaim the city-fest, der samlede omkring 100 mennesker. Da højreekstremister samtidig blev beskyttet af politiet, da de forsøgte at overfalde de festende demonstranter kom det til sammenstød med politiet.
Politiet svarede igen ved at skyde direkte mod stenkastende unge, og én person, Hannes Westberg, blev ramt i maven og var tæt på at miste livet.
Læs interview med Hannes Westberg: »Jag tänker inte ta emot stryk« hos Arbetaren.
Da topmødet var slut, begyndte et retsopgør mod de aktivister, som havde koordineret protesterne.
Mange fra den venstreradikale bevægelse blev idømt flere års fængsel for planlægning af protesterne og deltagelse i »voldsomt opløb«, selvom de konkrete beviser mod de fleste ofte var minimale.
Den ukritiske opbakning til politiets indsats blev først udfordret et år efter begivenhederne, da svensk tv afslørede, at politiet havde løjet om centrale episoder.
Se dokumentaren ”Uppdrag Granskning – Vad hände sen?” hos Sveriges TV.
– Det efterlod mange i vores bevægelse i chok, at politiet kunne slippe af sted med deres opførsel, og at retssystemet kunne sende folk i fængsel uden beviser. Set i bakspejlet var vi nok naive, erkender Jenny Niselsson.
Læs artiklen »”Vår största rättsskandal”« hos Arbetaren.
»Göteborgskravallarne«, som topmøde-protesterne er blevet døbt, blev både en afslutning og en ny begyndelse for venstrefløjen i Sverige.
Optøjerne og de efterfølgende retssager markerede slutningen på en periode, hvor bevægelsen ligesom mange andre steder i verden var orienteret mod storpolitiske topmøder med en global agenda.
Siden er fulgt en fragmentering, som betyder, at mange grupperinger har fået et mere lokalt fokus og søgt alliancer udenfor den traditionelle venstrescene.
– 1980’erne og 1990’erne var præget af topmødeprotester, og vi var meget bredt politisk orienteret. Göteborg blev slutningen på dette og begyndelsen til et stort internt reorganiseringsarbejde, fortæller Liv Marend fra den syndikalistiske SAC til avisen Arbetaren, der har lavet et temanummer om Göteborg i anledning af 10-året.
Læs interview med aktivister i artiklen »Tio år senare« hos Arbetaren.
Selvom Sverige fornyelig genvalgte landets borgerlige regering og det fremmedfjendske Sverigesdemokraterna gik frem, så står venstrefløjen i dag stærkere end i lang tid.
Venstrepartiet har det seneste år tredoblet sit medlemstal, ligesom meningsmålingerne giver rød blok flertal, hvis der var valg i dag.
Uden for de etablerede partier er der også medvind, men der mangler stadig noget.
– Erfaringen fra Göteborg er, at vi må være bedre til at holde sammen og organiserer os bedre. Der findes flere mindre organiseringer, som fungerer godt, men vi mangler samarbejde grupperne imellem. Det gælder også over grænsen til for eksempel Danmark, mener Jenny Nielsson.
Tak fordi du bruger Modkraft.
Vi håber du har læst noget interessant eller oplysende.
Du kan støtte Modkraft via MobilePay: 50 37 84 96