Det vakte et ikke uventet ramaskrig, da Malene Wind fra Center for Europæisk Politik, i sin egenskab af professor, tillod sig at stille spørgsmålstegn ved det gavnlige i at genoptage grænsekontrollen. Måske var det i sin egenskab af intellektuel, at hun kaldte det ”populisme” og leflen for ”den indre svinehund”, da hun uddybede sin kritik. Imidlertid er der ingen beskyttelse, når man får luft for sin helt personlige harme, ekspert eller ej; her hjælper ingen kære Pia.
Det var da også netop der, man fra DF´s side valgte at sætte en modoffensiv ind. Hun var nu utroværdig; ikke længere objektiv og burde ikke fremover bruges af de danske medier, mente Pia Kjærsgård.
Havde professoressen da blot holdt sig til sin ”ekspertvurdering”, så ville hun i al ubemærkethed, have kunnet glide tilbage til sin oprindelige position, men efter den sidste udmelding, der i det nuværende politiske klima, må betegnes som modig, er hun nu gået hen og er blevet ”kontroversiel”.

Hvorfor er hun da blevet det ? Fordi hun gav udtryk for det, som ikke engang Wikileaks ville kunne afsløre, da alle jo vidste det på forhånd: at DF er et parti der netop overlever på populisme og leflen for den indre svinehund. Der er intet nyt i det. Det er sagt før. DF´s retorik er ligeledes set før i lande, hvis højrefløj fejrede nationalismen i form af parader til ære for flaget, dyden og fordums store bedrifter, sådan som vores mormors historiebøger beskrev dem.

Tiden der fulgte, kender alle, der har åbnet en historiebog. Af samme årsag er det kun muligt at fejre ”fordums fordummede bedrifter”, via en induceret kollektiv amnesi.
Hvorfor bliver de da til en nyhed i medierne? Et af svarene kunne være, det forestående valg. M.W. mente sig på sikker grund og syntes måske, at det nu var på tide at hive de sidste klæder af kejseren. Den pinagtige opportunisme, som nok anes, men ikke til fulde forstås af den brede offentlighed, blev med

M.W.´s udtalelser pludselig så markant, at det borgerlige bæger skvulpede over og sprøjtede på, ikke bare det yderste højre, men også Socialdemokrater m.fl., der velvilligt har tilbudt sin bistand som skræddere til nationens nye klæder: en grænsepost, der skulle signalere tilbagevenden til dengang, det kun var tyske turister og andre betalende gæster, der krydsede grænsen.

DF finansierer også et lille grænsemuseum, hvilket endnu ikke er helt fuldendt, da der mangler det velkendte ishus med Frisko Is og måske en lille kiosk med billige souvenirs. I denne dukkehus-verden, kommer ingen Oles nye autobil og smadrer idyllen… I hvertfald da lige indtil en intellektuel, vovede at sige: ”Se, denne politik har jo ingen klæder på!” Da blev der et vældigt postyr og alle sagde ”hys!” til den intellektuelle, som nu måtte i skammekrogen, thi nok tåles de intellektuelle, men hvis de forstyrrer, vågner DF og Holger Danske og svinger sit sværd over den formastelige.
Dette let fortegnede og karikerede billede af debatten, kan med rimelighed afvises som forsimplet. Ralf Hemmingsen (M.W.´s chef) rykkede hende da også til undsætning og udtalte, at vi næppe ønsker os et samfund, hvor politikerne bestemmer, hvad de intellektuelle må sige. Dog tror jeg, at netop DF og visse borgerlige ønsker sig netop denne bananstatspolitik.
Drejer det sig om Muhammedtegninger, fremkommer en sand messen til hyldest for ytringsfriheden, men ytrer andre sig på en for dem ubekvem måde, da kan det nok tænkes at ramme en bevilling eller tre til dette eller hint universitet. Lugten af bananstat er nu blevet synonym med stanken fra de sidste ynkelige rester af den borgerlige fallitpolitik.
Dygtigheden har været kendetegnet ved en fermhed i manipulation med ord og begreber. Efter Kristoffersens film om Afghanistan, hvor det mere end antydedes, at danske tropper havde udleveret (i det her tilfælde allierede lokale militsmænd) til USA-torturtropper, sammenkaldte man eksperter fra flere ministerier (bl.a.historikeren Bo Lidegård) til at gendrive påstandene i filmen. Journalister, der hidtil havde udtrykt kritik over for den førte Afghanistan-politik, genopstod nu som kritikere af kritikerne. Skiftede penge hænder ? Blev stillinger ledige ? Karrierepleje ? Vi vil, takket være vores makuleringsregering, sandsynligvis aldrig få det at vide.
Den tålmodige historiker må rekonstruere de vigtigste dokumenter, gennem tålmodig sammenklistring af de makulerede dokumenter, såfremt de ikke allerede er brændt og borte for altid. Bananstaten Danmark er ikke kendetegnet ved en korrupt diktator. Bananstatens politikere kunne ligeså godt være erhvervsfolk med en særlig hang til krise- og informationsstyring. De ”dumme” journalister med de ”ubehagelige” spørgsmål blev lagt på is (bl.a. DR), men man nægtede ingen et besøg i sit hjem, ejheller afstod man fra at stille op i ”Vild med dans”.
Hvis en journalist, trods denne åbenhed, alligevel insisterede på at stille seriøse spørgsmål, kunne man da trygt overfuse dem (Bertel Haarder)…. Men netop her skvulpede bægret så meget over med galde, at selv den brede offentlighed forstod at udnytte underholdningsværdien. Senere gik man i skraldespandene og fremdrog div. Effekter til ære for offentligheden. Den dybdeborende journalistik nåede nye dybder.
Tilbage til de intellektuelle, ”smagsdommerne”,” eksperterne”, hvis fjer så grundigt blev plukket i starten af den borgerlige bananstats fremkomst. Man tror sig måske nok sikker og vil måske også insistere på sin intellektuelle uafhængighed, men holder den til næste bevillingsrunde ?
I en tid med meget avancerede kommunikationsformer, er det pudsigt at netop en tegner, hvis karikaturer af Muhammed vakte stor furore, netop blev den person, der skulle formidle kommunikationen til ”de andre”. Man kunne næsten sige: ”Først var tegningen, så kom ordene.” Det blev set som en modig handling. Et udtryk for det borgerlige samfunds grundlæggende berettigelse; nemlig beskyttelsen af individets frihed til at handle og tænke uden begrænsninger.
Hvis tegningerne og dermed ordene virkelig var udtryk for den sande frihed, da må den næste tegning vel være en, hvor Kinas ministerpræsident sidder med bukserne nede på et toilet, hvorpå der står ”Tibet”.
Jeg tror sådan en tegning endnu engang ville sætte Danmark på verdenskortet med et ”brand” for sand ytringsfrihed. Landet, hvor vi alle kan tænke og handle frit. Helt uden grænser.
Hvornår tegner nogen mon den tegning ?
Mon Jyllandsposten vil trykke den ?

Jesper