Modkraft
(http://modkraft.dk)

Hjem > Greenpeace smidt ud af Grønland

8. juni 2011 - 19:44

Greenpeace smidt ud af Grønland

  • print
  • facebook
  • twitter
  • rss
  • Medkraft
Af Rune Eltard Sørensen

Lørdag kravlede 18 Greenpeace-aktivister op på boreplatformen Leiv Eiriksson, der befinder sig 180 km ud for Grønland kyst, for at få udleveret en kopi af olieselskabet Cairn Energys beredskabsplan i tilfælde af olieudslip.

Da de blev nægtet dette, besatte aktivisterne riggen i otte timer og stoppede dermed al boring.

Mandag varetægtsfængslede retten i Nuuk aktivisterne i to uger med henblik på at udvise dem til København. Yderligere to personer er allerede blevet udvist i forbindelse med Greenpeaces aktuelle kampagne, som har betydet, at arbejdet på boreplatformen har ligget stille i fem dage.

– Vi regner med at have vores folk tilbage inden de to uger. Vi vil fortsætte vores kampagne, så længe der er planer om boringer i det arktiske område, fortæller Mads Flarup Christensen, nordisk generalsekretær i Greenpeace, til Modkraft.

Læs artiklen »Aktivister fængslet to uger til i Grønland« hos Politiken.

Læs artiklen »Den danske flåde konfronterer Greenpeace« hos Modkraft.

Nødberedskab hemmeligholdes

Omdrejningspunktet i miljøorganisationens kritik af olieboringer i Arktis, er at det reelt vil være umuligt at rydde op efter et eventuelt olieudslip i det isfyldte vand.

JPEG - 79.6 kb
Miljøkamp. Greenpeace ønsker at stoppe olieboringer i det arktiske område, da organisationen frygter at et udslip vil udvikle sig til en katastrofe. Foto: PR.

Greenpeace tror ikke på det skotske olieselskab Cairn Energy og de grønlandske myndigheder, når de siger, at de har ressourcer og en detaljeret plan til at forhindre en miljøkatastrofe.

– Alle eksperter siger, at der ikke findes en måde til oprydning efter store olieudslip i det arktiske område. Derfor vil vi meget gerne se Cairns beredskabsplan og vi opfordrer til gennemsigtighed, uddyber Mads Flarup Christensen.

Greenpeace har gentagne gange krævet olieselskabets beredskabsplan offentliggjort og underlagt uafhængig kontrol. Det er blevet afvist ligesom de grønlandske myndigheder heller ikke har ønsket at udleverer dokumenter i sagen.

Sagen ender nu hos Ombudsmanden, som skal tage stilling til om hemmelighedskræmmeriet skal fortsætte i forbindelse med Grønlands tilladelse til olieboringer i området.

Læs pressemeddelelsen »Greenpeace klager over Råstofdirektoratet til den grønlandske ombudsmand« hos Greenpeace.

Cairn har svaret igen ved at slæbe miljøorganisationen i retten. Selskabet ønsker at få idømt Greenpeace millionbøder i tilfælde af nye aktioner mod deres boreplatform.

Læs artiklen »Olieselskab vil have Greenpeace til at bløde for boreplatforms-aktioner« hos Politiken.

Læs pressemeddelelsen »Cairns advokater forsøger at lukke Greenpeace arktiske kampagne ned« hos Greenpeace.

Redaktion: 
Nyheder

Tak fordi du bruger Modkraft.
Vi håber du har læst noget interessant eller oplysende.
Du kan støtte Modkraft via MobilePay: 50 37 84 96