Modkraft
(http://modkraft.dk)

Hjem > I den virkelige verden… Erkendelsesteori er ikke for politikere

1. juni 2011 - 17:36

I den virkelige verden… Erkendelsesteori er ikke for politikere

  • print
  • facebook
  • twitter
  • rss
  • Medkraft
Af Eskil Andreas Halberg

Der var kamp om virkeligheden i Folketinget i går. Mundhuggeriet om
økonomisk politik er forskudt fra den ideelle verden (ideologien) til den
virkelige verden (statistikken).

Det har længe være en kendt sag, at virkeligheden sjældent er, som den er. Den er altid anderledes eller kan ses på andre måder. ”Det er jo bare din holdning”, siges tit i en diskussion om politik og samfundsforhold.

Slaget om den virkelige verden

Men den virkelige verden skulle fastsætte i går i Folketinget under
afslutningsdebatten. Og samtidig med Ellen Thrane Nørbys (politisk ordfører for
V) udmærkede indlæg om virkeligheden – dansk økonomi har det godt – kom
en ny virkelighed ind ad døren. Nu havde dansk økonomi det ikke godt. Faktisk
rigtig skidt.

”Nye tal viser” blev der sagt, med henvisning til Danmarks Statistiks nye
rapport om dansk økonomi. Disse tal viste recession. Det var tallene, der var
virkeligheden.

Senere var virkeligheden folk med egen virksomhed, der kunne fornemme
en ”optimistisk stemning” i dansk økonomi. Og senere igen om Knud (eller
Torben) med dårlig ryg, der skulle arbejde længere. Virkeligheden havde mange
former og farver. Men igen og igen var den virkelige verden afgørende.

Ligevægtsøkonomer og virkeligheden

Økonomerne er også blevet kritiseret for at bedrive økonomisk videnskab
om virkeligheden på en ideologisk måde, og således ikke sige sandheden om
virkeligheden. Eller i hvert fald ikke hele sandheden. For ude i den virkelige
verden har fru Olsen ikke fået nyt job. Og hvad er dynamiske effekter i grunden?

Epistemologi i folketinget

Det er blevet sagt, at filosofi kan defineres som: ”politik om sandheden”. Det var
en filosofisk omgang i går i Folketinget. Hvad skal man tro, når ingen ved? Hvad
er op og hvad er ned? Politikere er begyndt at gøre sig kloge på virkeligheden.

Virkeligheden om Klimaforandringer

Samme diskussion så vi den gang klimaet var vigtigt. ”Isen smelter”, sagde
nogen. ”Nej, den gør ej”, sagde andre. ”Først bliver det koldere og så bliver det
varmere”. ”Nej først bliver det varmere og så bliver det koldere”.

Statistikker og rapport blev hevet frem som dokumentation. Det her er
virkelighedens verden! Vi må forholdes os til virkeligheden som den er.

Virkelighedsfetichisme

Politik er i dag filosofi mere end politik. I folketinget bliver politik om
sandheden det altoverskyggende. Ingen har længere interesse for politikken. For
politikken må bestemmes af virkeligheden.

Virkelighedsfetichisme forsinker den politiske diskussion, fordi virkeligheden
først skal gøres solid. Og når alle har ”nye tal der viser” det ene og det andet,
kommer politikken ikke videre end til en epistemologisk diskussion om, hvad
virkeligheden er.

Hvad filosofien har brugt flere tusinde år på ikke at finde ud af, skal i dag diskuteres i folketinget en enkelt dag. Erkendelsesteori er ikke for politikere.