KOMMENTAR: Udadtil udstråler S og SF ubrydelig enhed på de fleste politikområder, det gælder også trafik-politikken. Således holdt begge partier sig indtil 2009 uden for regeringens trafikforlig, bortset fra delforliget om Kommunalreformens trafikdel fra 2005.

I 2005-aftalen gik S sammen med VOK og de Radikale om at give ansvaret for den kollektive bustrafik til kommuner og regioner. Det har som bekendt ikke været nogen succes, men har tværtimod ført til betydelige forringelser landet over. Især i landområderne er det gået slemt til, og mange mindre bysamfund står i dag uden busbetjening.

For et par år siden fik S og SF så den idé, at nu skulle de være ansvarlige. Slut med at dovne den i hængekøjen, nu gjaldt det om at komme med i flest mulige af regeringens forlig. Vise, at man godt vil tage medansvar. Gøre som de Radikale, der har været med i alle trafikforlig, siden regeringen kom til i 2001.

Snøret ind i motorvejsforlig

Første gang det for alvor kom til udtryk på trafikområdet, var, da alle partier undtagen Enhedslisten indgik det ”grønne trafikforlig” i januar 2009. Her blev der afsat 94 mia. kr. til nye signaler, en ny, skrabet København-Ringsted-bane, udbygning af et par banestrækninger, Femern Bælt-projektet, flere cykelstier, men også udvidelser af en lang række motorvejsprojekter. De fleste af projekterne var allerede besluttet, og meget af det skulle gennemføres under alle omstændigheder, fx signalerne.

Dagen efter at S-SF og Radikale havde kaldt forliget for "grønt", kom tømmermændene: ”Hvad har vi dog gjort?” Vestager kaldte det for "en grøn toning", mens både S og SF ikke mente, regeringen ikke havde gjort det godt nok. Tankevækkende, at de tre oppositionspartier så hurtigt skulle bruge kræfter på at udrede egne selvmodsigelser.

Tilbage blev oplevelsen af, at S og SF havde sagt ja til et omfattende motorvejsbyggeri for til gengæld at få nogle flere cykelstier, som der bestemt også er brug for.

Men også, at de havde ladet sig snøre ind i et forlig, der ville give VOK afgørende indflydelse på trafikpolitikken – også efter et eventuelt tabt valg. En S-SF-regering kan godt gennemføre andet og mere end det, der står i forliget, men forliget er de bundet til at overholde.

Familiebil nr. 2 og Femern Bælt-bro

Al erfaring viser, at de beløb, der i forliget afsættes til veje, ikke holder. Dels på grund af den vante underbudgettering, men også fordi prisen på byggematerialer i disse år stiger voldsomt, og på grund af ustabile oliepriser. Så snart det kommer til budgetoverskridelser i vejbyggeri, er villigheden til at finde de manglende beløb stor, også hos S og SF.

Når baneprojekter fordyres, sker der hyppigt det modsatte, nemlig at projektet enten beskæres, udskydes eller opgives. I tilfældet København-Ringsted-projektet accepterede de to partier under sagte protest en discountløsning, der især vil give godstrafikken store flaskehalsproblemer.

Det er ikke kun på anlægssiden, at S og SF kører parløb med regeringen. Således skal der ske en nedsættelse af registreringsafgiften for biler, der kører over 15 km pr. liter – hvilket er ret uambitiøst, når der produceres biler, der kører 30 km pr. liter. En nedsættelse af afgiften vil forudsigeligt gøre det billigere for familier at anskaffe sig bil nr. 2, og det trækker rejsende væk fra busser og tog.

Endelig opgav både SF og Radikale deres årti gamle modstand mod en Femern Bælt-forbindelse. Her forsøgte SF at skjule jaet med, at det var for, at Lolland-Falster kunne få bedre togtrafik. Unægtelig meget at bruge 40-60 mia. kr. på den konto.

Splittelse om Ring 5

I det daglige er der stor enighed mellem S og SF. I Folketinget siger de stort set det samme, og når det gælder trafikpolitik, er det svært at få øje på divergenser. Den findes i detaljen, og her er der revner i idyllen. Hvor S ukritisk bakker op om regeringens anlæg af motorveje og broer, og ikke-rør-ved-den-lille-mands-bil, så kan mange SF’ere stadig huske, hvad partiet engang sagde.

Et godt eksempel er projektet for en fast forbindelse Helsingør-Helsingborg (HH) en Ring 5-motorvej sydpå, tværs gennem naturskønne områder. Her har SF’s folketingsgruppe sagt utvetydigt nej, mens SF i Regionsrådet for Hovedstaden siger ja tak. Blandt SF’ere i Nordsjælland er der stor alsidighed. Nogle siger ja til HH, men nej til Ring 5, andre det modsatte, og nogle er bare helt rundt på gulvet.

Samme rummelighed findes også i S. De sagtmodige vil skåne smukke naturområder, men har vist ikke så meget imod, at Ring 5 føres gennem de mindre smukke. Trafikordfører Magnus Heunicke og regionsrådets forkvinde, Vibeke Storm, vil ”hellere have HH og Ring 5 i går end i morgen”. Nick Hækkerup, partiets næstformand og opstillet i Hillerød, venter med at tage stilling til 2035.

Mere klarsynet er Københavns overborgmester, Frank Jensen. Han afviser helt projektet og vil i stedet have metro mellem København og Malmø, hvilket nu slet ikke er så tosset endda. For når først passagertrafikken kommer væk fra den overbelastede Øresundsbro, vil der blive bedre plads til det stigende antal svenske godstog. Denne løsning kan fås for halvdelen af HH- og Ring 5-projektets 35-40 mia. kr. Hertil kommer, at en sådan løsning ikke har de voldsomme indgreb i naturområder, som HH- og Ring 5-projektet.

Miljøet ofret for magten?

Naturligvis skal et parti gå efter at få mest mulig indflydelse for sin politik. Det er jo det, det handler om. For enhver pris? Skal man opgive det meste af, hvad man tidligere har ment og sagt? Er magtens pris, at man lægger afstand til det basale: kerneværdierne i det, partiet opstod af og på?

Der er mange i både S og SF, der i dag har en bitter smag i munden og mener, at de ikke kan være med til det, der foregår. De spørger fx om, hvorfor SF rent forsømmer at stille krav om den nødvendige omlægning af trafikpolitikken for at nedbringe transportsektorens CO2-udslip og det alt for store energiforbrug, så det hele ender i vage hensigtserklæringer.

SF går endda så vidt som til at foreslå, at indtægterne fra de bompenge, som S og SF vil indføre i de større byer, bl.a. skal bruges til at nedsætte registreringsafgiften, hvor det ellers havde været oplagt at bruge penge til at forbedre den kollektive trafik.

S og SF har åbenbart opgivet troen på gennem en fornuftig planlægning at reducere behovet for transport, hvilket burde være kernen i enhver rød-grøn trafikpolitisk strategi.