Olieboreplatformen Leif Eriksson fra Cairn Energy får i disse dage beskyttelse af den danske flåde, mens den leder efter olie 300 kilometer vest for Grønland.
Det danske krigsskib Vædderen konfronterer to skibe fra miljøorganisationen Greenpeace, der protesterer mod det skotske olieselskab Cain Energys jagt på olie 1.500 meter under havets overflade.
Greenpeace er bekymret over risikoen ved at bore efter olie i farvandet mellem Canada og Grønland.
»Frostgrader, hårdt vejr og en isoleret beliggenhed vil gøre det meget svært - hvis ikke umuligt - at begrænse og rense et olieudslip«, skriver Nick Young fra Greenpeace-skibet Arctic Sunrise på organisationens hjemmeside.

Da skibene Arctic Sunrise og Esperanza fra Greenpeace fandt olieplatformen natten til den 23. maj, opdagede de, at den var under eskorte af det danske flådefartøj Vædderen.
»Vi er nu i en ret så spændt konfrontation med de danske kommandosoldater, der beskytter oliebore-operationen«, skriver Nick Young.
Det danske forsvar fastholder, at der er tale om en helt udramatisk overvågningsopgave.
– Jeg kan helt afvise, at vi skulle have indsat kommandosoldater eller frømænd. Vædderen udfører farvandsovervågning i området og vil følge udviklingen og rapportere, hvad skibet fra Greenpeace foretager sig, siger Jan Bøgsted fra Grønlands Kommando imidlertid til Jyllands-Posten.
Læs artiklen »Søværnet skygger arktisk olieprotest« hos Jyllands-Posten.
Ifølge Greenpeace spiller Cairn Energy russisk roulette med en af de vigtigste naturområder i verden. Og får opbakning fra det britiske energiministerium.
Eventuelle boringer i havet vest for Grønland vil ske i lige så store dybder, som den katastroferamte BP-platform Macondo i den mexicanske golf, og i langt mere udfordrende omgivelser.
»Det er svært at få hjælp frem til så isolerede områder i tilfælde af forureningsproblemer, og noget nær umuligt at genoprette skader.«
Det skriver det britiske energiministerium i en e-mail korrespondance, som Greenpeace har fået frigivet under den britiske lov om informationsfrihed. Det skriver avisen The Guardian.
Læs artiklen »Danish commandoes wade into Greenpeace Arctic oil protest« hos The Guardian.
»Et lignende olieudslip i Arktis vil have forholdsmæssigt større virkning, fordi den lavere temperatur og (om vinteren) mindre sollys vil hæmme de oliespisende bakterier (som spillede en stor rolle i oprensningen efter Macondo-udslippet). Det arktiske økosystem er særligt skrøbeligt, og katastrofe-indsatsen vil være langsommere og mere besværlig end i Den mexicanske golf, på grund af isolationen og besværet med at arbejde i frostgrader. Situationen vil yderligere påvirkes af langsomme reaktionstider på grund af de store afstande mellem befolkede steder samt, i bestemte perioder, vinteris«, skriver det britiske energiministerium ifølge The Guardian.
Vædderen og Greenpeace var også i clinch i august 2010 over Cairn Energys olieboringer ved Grønland.
Læs artiklen »Greenpeace konfronterer farlige olieboringer i Grønland« hos Greenpeace.
Tak fordi du bruger Modkraft.
Vi håber du har læst noget interessant eller oplysende.
Du kan støtte Modkraft via MobilePay: 50 37 84 96