Ja, spørgsmålet afhænger jo selvfølgeligt af på hvilket område, og hvad man mener med ambitiøs. SF’erne her på Modkraft vil sikkert svare nej, når nu Enhedslisten ikke går efter ministerposter uanset nærmest, hvor snavsede fingre det kræver.

Også fra venstre side i og udenfor Enhedslisten kan der lyde kritiske røster. Vi er en del af rød klovn, lyder det fra de venstreradikale. Tja, i mine øjne måske lidt hårdt dømt. Vi forsømmer socialismediskussionen kan det lyde internt og det er svært at være uenig i fra min stol, om end vi heller ikke skal falde i den modsatte grøft, som jeg oplevede en gang om måneden i min tid som praktikant i EU-parlamentet for Ole Krarup fra Folkebevægelsen.

Her var der en pragtfuld underholdende kommunist fra det græske KKE, som ved næsten hvert gruppemøde i GUE/NGL satte grå hår i hovedet på formandskabet ved at tage ordet og stilfærdigt spørge: Hr. formand, hvornår skal vi diskutere den væbnede revolutions komme? Det er længe siden sidst, Hr. formand. Især den daværende næstformand for gruppen Francis Wurtz fra det franske kommunistparti PCF, som reelt er socialdemokrater, forstod at rulle med øjnene.

Men det er anekdoter og ikke emnet for denne blog.

Emnet her er derimod en af mine tilbagevendende kæpheste, nemlig venstrefløjens medier og hvad vi kan gøre for at styrke dem. At behovet er åbenbart kan man læse om her og her.

Men nok om politik og tilbage til Enhedslisten og de røde medier, og inden du springer fra kære læser, så udhold en smule baggrundsforklaring og deltag i debatten herunder. Ikke mindst hvis du også gerne vil blive endnu klogere af de røde medier fremover, eller måske blot er nysgerrig efter at se, hvor noller politik også kan være.

Så vil nogen måske sige, at jeg hænger beskidt vasketøj offentligt til tørre, eller fejlagtigt fører en intern debat ud i det offentlige rum. Det er jeg uenig i. Dels da jeg har forsøgt at rejse debatten i Enhedslistens medlemsblad med larmende tavshed til følge, dels da jeg egentligt mener, at debatten kun kan styrkes af at føres offentligt og dels da Enhedslistens delegerede har krav på denne information inden HB-debatten på weekendens årsmøde og endeligt dels da jeg ærligt talt føler mig lidt pisset på.

Sagen er, at jeg på sidste årsmøde i Enhedslisten fik vedtaget et papir om at styrke venstrefløjens medier. I al sin korthed lød forslagets sidste del:

Ligeledes vil Enhedslisten deltage i opreklamering og arrangering af en evt. konference om og i samarbejde med venstrefløjens medier i andet halvår af 2010.

Så langt så godt. Der blev lavet en konference under navnet Progressiv Mediemesse 2011 med mig som primus motor den 5. februar i år og med deltagelse af 12 forskellige medier samt 150 deltagere, og bagefter fik jeg megen positiv feed back fra deltagere og medier. Læs evt. en reportage her.

Netop derfor blev jeg overrasket da jeg i HB-beretningen læste, at konferencen ikke var lige så ambitiøs, som der blev lagt op til i årsmødevedtagelsen. Hmmm, nu er der jo ikke udmeldt nogen ambitioner, når man læser vedtagelsen ovenfor. Så hvor de fik det fra ville være en gåde, hvis ikke man kender forhistorien. Og her må jeg trætte jer endnu engang med lidt baggrund (men hold ud for debattens skyld).

Sagen er nemlig, at jeg sendte forretningsudvalget et retvisende program i god tid inden konferencen, dog uden at modtage andre kommentarer end, at FU gerne så, at vi overvejede en senere placering, hvilket dog ikke var muligt. Da jeg efterfølgende sendte det endelige program over en måned før konferencen, så vidste det sig, at FU havde drøftet nogle andre ideer på det tidligere møde, dog uden at fortælle mig om det. Og derfor var de ikke tilfredse med programmet og ville først ikke stå som medarrangør, da jeg ikke havde lyttet til deres ideer.

Dette fik jeg dog talt dem fra, dels da gik op for dem, at de ikke havde givet deres ideer videre, og dels da de fik læst vedtagelsen og det gik op for dem, at det var et fælles arrangement og ikke bare et ”Enhedslisteseminar”. Lidt pinligt for ledelsen af et velestimeret folketingsparti, men nuvel.

Jeg snakkede selvfølgeligt også i telefon og mailede med nogle af FU’erne for at høre deres ideer – dog uden at blive meget klogere. Som jeg forstod det, så ønskede de mere noget i retning af en rundbordskonference, hvor medierne kunne drøfte fremtidigt samarbejde, artikeludveksling, specialisering o.l. frem for det udadvendte program for nysgerrige og allehånde medier, som det endte med. Som om der ikke allerede foregår artikeludveksling, specialisering og samarbejde, hvilket enhver Modkraftlæser udmærket ved.

Men fred med det, konferencen gik godt og var som sagt rost.

Alligevel blev jeg sgu lidt ærgerlig over bemærkningen i HB-beretningen, som FU eller hvem som nu førte pennen stod bag. Ifølge mine oplysninger spurgte et par HB-medlemmer ind til det, men blev spist af med en vævende forklaring om, at sådan var det, og da ingen havde årsmødevedtagelsen i erindring, så blev det sådan. Men det forekommer mig alligevel en lidt noller og børnesur reaktion fra et FU, som ikke fik sin vilje.

Det vil jeg dog ikke længere dvæle ved.

I stedet vil jeg meget hellere udfordre de gode kammerater i FU, HB, Enhedslisten og for så vidt også alle jer andre. Hvordan pokker kan vi så være mere ambitiøse på venstrefløjens mediers vegne? Og hvad kan Enhedslistens rolle være heri?

På selve konferencen blev jeg som Enhedslistemedlem i panel konfronteret af Michael Schølardt, som ligeledes er Enhedslistemedlem og tillige redaktør på tidsskriftet Solidaritet. Han spurgte, hvornår jeg sørger for, at Enhedslisten spytter 100.000 i Modkrafts kasse?

Jeg blev svar skyldig! Men sagen er, at som holdningen er nu, så bliver det nok svært at få listen til at forstå vigtigheden af andre venstrefløjsmedier end vores eget sogneblad Rød+Grøn (uden at klandre dette eller dets redaktion). Lad mig komme med et eksempel. Sidste år gav Ø-centralt set 0 kroner til Arbejderens indsamling. Året før stillede jeg FU forslag om at give 10.000, hvilket resulterede i 2.000 kroner, som sammenlignet med budget og andre udgiftsposter overfor den eksponering Arbejderen giver os i fagbevægelsen og andre steder er nollert lidt.

Tillige med Modkraft, som aldrig har fået nogen støtte mig bekendt. Tværtimod så førte Ø en hvervekampagne sidste efterår med medlemskab resten af året for 100 kroner. Her foreslog jeg til FU, at man lavede annoncer på Modkraft og i Arbejderen, hvilket jeg anslog, ville være dels en støtte til de nævnte medier og dels en overskudsforretning i forhold til de medlemmer vi kunne få. Men næ nej, der var ikke råd, lød det!

Så kære Ø’er – høj som lav – hvad vil være en ambitiøs mediepolitik for Enhedslisten? Kære ikke-Ø’er, hvordan ser I, at Enhedslisten kan spille en rolle?

I min verden, så skriver Enhedslisten i vores program, at vi er et bevægelsesparti og samtidigt ser vi os selv som hele venstrefløjens Folketingsparti. Burde vi så ikke samtidig have den indstilling, at jo mere hele venstrefløjen og diverse græsrødder styrkes, jo bedre for os og vores sag, som jo er fælles. Og hænger det ikke snævert sammen med, at græsrødder og venstrefløjen har medier at mødes i og blive klogere af – på hinanden og verden omkring os?

Lad mig slutte af med min vision af, hvordan Ø kan give noget tilbage til venstrefløjen og dets medier.

Hvis meningsmålingerne holder, så står vi til mellem 3,8 og 5,5 procent af stemmerne. Sidste gang gik vi tilbage fra 3,4 til 2,2 procent af stemmerne, altså mistede vi 1,2 procent, hvilket kostede os ca. en rund million i stemmepenge. Hvis vi så antager, at vi ender midt imellem meningsmålingerne på 4,6 procent, så får vi 2,4 procent ekstra eller 2 millioner i stemmepenge. Dertil kommer flere medlemmer siden sidst, øgede partiskatteindtægter fra flere MF’ere osv.

Lad så organisationen beholde partiskatten, kontingenterne og halvdelen af de ekstra stemmepenge, så er der vel ca. 2 millioner ekstra til organisationen og en million til overs. For at tilgodese de parlamentsfikserede, så lad os dele dette i tre portioner. En tredjedel i ekstra hensættelser til valg og folkeafstemninger, en tredjedel til Rød Fond, der støtter græsrodsinitiativer og en tredjedel i mediestøtte til venstrefløjens medier.

Det vil give 333.333 kroner i mediestøtte årligt, så længe valgperioden løber. Og det samme til græsrødderne og bevægelserne via Rød Fond.

Spørgsmålet er så blot, om I kære FU’er og Ø’ere tør tage programmet om bevægelsesparti alvorligt og vil indse, at vi har en rolle at spille som katalysator for hele det røde Danmark, hvilket kun kan gavne os.

Eller hvad synes I selv ville være ambitiøst – ja, hvis ikke bare HB-beretningen skal ses som varm luft, så skylder I vel et svar?