Modkraft
(http://modkraft.dk)

Hjem > Venezuela udleverer svensk journalist til Colombia

5. maj 2011 - 17:18

Venezuela udleverer svensk journalist til Colombia

  • print
  • facebook
  • twitter
  • rss
  • Medkraft
Af Alfred Lang

Den 22. april landede den 55-årige svenske statsborger Joaquín Pérez Becerra i den internationale Maiquetia-lufthavn ved Venezuelas hovedstad Caracas. Her blev han straks anholdt og få dage efter udlevet til Colombia på grund af anklager om forbindelse til guerillabevægelsen FARC.

Pérez Becerra er chefredaktør for det alternative nyhedsbureau ANNCOL, som har hovedsæde i Sverige, og udleveringen til de colombianske myndigherder, der er berygtet for brug af tortur, bliver mødt med protester i både Sverige og Latinamerika.

Kritikken retter sig i særlig grad mod Venezuelas venstreorienterede præsident Hugo Chávez, som har taget det personlige ansvar for den kontroversielle beslutning.

Læs artiklen »Svensk journalist gripen i Venezuela« hos Expressen.

Læs artiklen »Santos asks Chávez to arrest alleged Colombian guerrilla Joaquín Pérez Becerra« hos El Universal.

»Angreb på et alternativt medies ytringsfrihed«

Tre dage efter anholdelsen i Venezuela blev Pérez Becerra udleveret til de colombianske myndigheder, der i landets statslige tv-stationer triumferende straks præsenterede ham som topterrorist. Derefter overførte de ham i håndjern og under massiv bevogtning til retsbygningen i Bogotás bydel Paloquemao.

JPEG - 48.7 kb
Sagen om udleveringen af journalist, Joaquín Pérez Becerra, til Colombia vækker vrede i Latinamerika.

De colombianske myndigheder beskylder Joaquín Pérez Becerra for under dæknavnet Alberto Martínez at have været medlem af landets største guerillabevægelse FARC (Colombias Revolutionære Væbnede Styrker) i mere end 30 år. Derudover anklages han for at have fungeret som organisationens repræsentant i Europa.

For at underbygge denne anklage henviser anklagemyndigheden til nogle mails, som de angiveligt har fundet på en laptop, der tilhørte FARC-lederen Raúl Reyes, der blev myrdet af columbianske sikkerhedsstyrker i marts 2008.

Læs artiklen »Police publicize emails, photos linking Anncol editor to FARC« hos Colombia Report.

Påstanden afvises dog, af Pérez Becerra selv.

– Jeg er ikke nogens ambassadør! Dette er et angreb på et alternativt medies ytringsfrihed!, råbte han til de forsamlede journalister i Bogotás lufthavn.

Læs artiklen »Anncol criticizes Chavez for deporting ’FARC ambassador’ to Colombia« hos Colombia Reports.

Læs artiklen »Nekrolog: Forhandleren er dræbt« hos Modkraft.

ANNCOL-side lukket

Pérez Becerra har i en del år været redaktør af nyhedsportalen ANNCOL, som de colombianske myndigheder beskylder for at fungere som guerillaens talerør, fordi den regelmæssigt offentliggører erklæringer fra FARC.

Læs mere om ANNCOL på Wikipedia.

Dette bliver pure afvist af ANNCOL, som lægger vægt på dens redaktionelle uafhængighed i dens solidariske dækning af de sociale, samfundskritiske bevægelser i Latinamerika.

Beskyldninger om nyhedsbureauets terrorforbindelser er også tidligere blevet fremsat i Danmark af de colombianske myndigheder, men mistanken herom blev i 2003 afvist af det danske politi.

Læs artiklen »Colombiansk terrorcelle har alligevel ikke base i Danmark« hos International Forum.

Læs artiklen »PET frikender ANNCOL« hos Modkraft.

At anholdelsen af Pérez Becerra først og fremmest sigter på ANNCOL, blev da også tydelig, da den schweiziske internetudbyder Infomaniak næsten samtidigt med anholdelsen lukkede for nyhedsportalens website.

Tidligere kommunalpolitiker

Joaquín Pérez Becerra arbejdede i 1990´erne som kommunalpolitiker for det legale venstrefløjsparti ’Patriotisk Union’ i Corinto-distrikten i den colombianske landsdel Valle del Cauca.

Den fascistiske højrefløjs paramilitære dødspatruljer praktiserede i 1990´erne en veritabel udryddelseskampagne mod partiet, der bestod af mange tidligere - nu legaliserede guerillamedlemmer.

Ifølge menneskerettighedsorganisationer blev omkring 5.000 af partiets medlemmer dræbt i denne periode. Deriblandt Joaquín Pérez Becerras kone.
Pérez Becerra flygtede i 1994 fra de overhængende dødstrusler mod ham til Sverige, hvor han fik politisk asyl.

Efter 10 år byttede han det colombianske statsborgerskab ud med det svenske. Han er i dag gift og har børn i Sverige.

Hernán Quinteros, menneskerettighedsaktivist i Sverige, udtalte i forbindelse med anklagerne mod Pérez Becerra til den svenske statslige radio, at Becerra lever ”et ganske normalt liv”.

– Vi colombianere i eksil bliver konstant beskyldt for at være tilhængere af guerillaen. Der er ikke noget nyt i det. Hvis man er imod regeringen, så bliver man betegnet som guerilla-terrorist, udtaler Hermán Quinteros.

Han bakkes op af Carlos Lozano, som er chefredaktør for det colombianske kommunistiske ugeblad Voz.

– Joaquín Pérez Becerra er ingen terrorist. Han har ikke engang været medlem af FARC, som Colombias hemmelige tjeneste og regeringen påstår. Selv hvis man ikke sympatiserer med ANNCOLs journalistiske stil, gør det dem langt fra til terrorister eller FARC-medlemmer. ANNCOL skjuler ikke deres sympati for guerillaen og det er deres fulde ret i henhold til ytringsfriheden, mener Carlos Lozano.

Brud på international retspleje

Udleveringen af Pérez Becerra til Bogotá har også udløst en bølge af protester både i Venezuela og i mange andre lande i Latinamerika.

Over 35 colombianske organisationer og sociale bevægelser, samt deriblandt Venezuela kommunistiske parti PCV, flere radiostationer, oppositionsfløje indenfor Chavez’s eget ’Forenede Socialistiske Parti’ (PSUV) og talrige basisinitiativer, har sendt vrede protester til de ansvarlige i Hugo Chárvez’ regering.

Under en stor demonstration foran det venezuelanske udenrigsministerium torsdag, d. 28.april krævede demonstranterne, at præsidenten skulle erkende sin fejtagelse og gøre alt for at få den svenske journalist løsladt fra Colombia.

Joaquín Pérez Becerra’s forsvarsadvokat kritiserer, at myndighederne i Caracas har brudt samtlige internationale retsnormer ved at ignorere de juridiske kriterier for udleveringer.

– Den svenske statsborger Joaquín Pérez er blevet nægtet sin ret til en fair juridisk retsafgørelse, forsvarsadvokat Hugo Martínez.

En eftersøgning via Interpol blev først aktiveret på venezuelansk territorium samtidig med at Pérez Becerra blev holdt fuldstændigt isoleret efter anholdelsen i Caracas.

Han fik ikke tilladelse til hverken advokatbistand eller besøg fra den svenske konsul, Lena Nordström, Sveriges ambassadør i Bogotá som diplomatisk også dækker nabolandet Venezuela.

I de svenske medier er der offentliggjort udtalelser fra Joaquín Pérez Becerra’s venner og kammerater, som nu frygter for hans liv ligesom der er taget initiatv til kampagner for Joaquín Pérez Becerra frigivelse over hele det latinamerikanske kontinent.

Kommunister: Tilliden er brudt

Også internt i Venezuelas regering er der kritiske ryster.

Forud for udleveringen var der gået et magtpolitisk tovtrækkeri for at få Pérez Becerra løsladt, inden han blev udleveret til Colombia.

Således forsøgte kendte politikere som parlamentsmedlemmet Amilca Figueroa fra Chavez’s regeringsparti PSUV og kommunistpartiets generalsekretær Oscar Figuera at besøge Becerra dagen efter anholdelsen i fængslet i Caracas. Dette blev dog nægtet dem af den ’bolivariske sikkerhedstjeneste’ SEBIN, hvilket resulterede i heftigt knas blandt Chavez-regeringens politiske allierede.

Blandt andet udtalte Pedro Eusse fra kommunistpartiets ledelse på en pressekonference, at anholdelsen og udleveringen af en revolutionær til Colombia kræver en genvurdering af støtten til Chávez-regeringen.

– Tilliden er brudt. Venezuelas kommunistiske parti har altid ihærdigt forsvaret den igangværende proces og kæmpet for uddybningen af den. Men nu har regeringen indgået et farligt forlig med kontinentets imperialistiske, kontrarevolutionære kræfter, som stiller de bolivaristiske principper i et dårligt lys. Naturligvis vil vi overveje vores fremtidige støtte til regeringen, sagde Pedro Eusse.

Læs artiklen »Communist Party rejects at the UN handing over of alleged FARC leader« hos El Universal.

»Denne herre blev lokket i en fælde«

Venezuelas præsident Hugo Chavez tog efter en uges tavshed, det personlige ansvar for udleveringen af den svenske journalist.

»Afgørelsen er min«, sagde Chavez, »fordi jeg står ved mit ansvar«.

Ifølge lokale medier havde Colombias højreorienterede præsident Juan Manuel Santos, forud for ANNCOL-redaktøren ankomst til Venezuella, ringet til Hugo Chávez og bedt om anholdelsen og udleveringen af »FARC-terroristen«. Dette bekræfter Chávez.

– Han stod ud af flyet og vi anholdt ham - nøjagtigt som vi udleverede Chávez Abarca til Cuba, så udleverede vi Pérez Becerra til Colombia, sagde Venezuelas præsident, med en reference til den formodede anti-cubanske terrorist Chávez Abarca, der blev udleveret for et år siden.

Samtidig spurgte Chavez retorisk, hvorfor de svenske myndigheder overhovedet havde givet ham tilladelse til at rejse ud af landet og de tyske myndigheder i Frankfurts lufthavn lod ham passere, skønt han bliver efterlyst af Interpol.

– De som har inviteret ham hertil burde ytre sig. Hvem har stillet ham denne fælde? For denne herre er blevet lokket i en fælde. De har lokket ham hertil, mens han er blevet efterlyst. Jeg har intet ansvar for det. Ansvaret ligger helt og holdent på denne herre, som er kommet hertil med viden om, at Interpol har ledt efter ham. Enhver må tage ansvar for sig selv, udtalte Hugo Chávez.

Redaktion: 
Nyheder

Tak fordi du bruger Modkraft.
Vi håber du har læst noget interessant eller oplysende.
Du kan støtte Modkraft via MobilePay: 50 37 84 96