Året er 1937. Vi er i Spanien, hvor borgerkrigen raser og fascisterne har omringet Madrid og presser regeringen og de mange spaniensfrivillige over en bred front.

Det tyske Luftwaffe er sammen med Mussolinis fly trådt ind på fascisternes side, og Luftwaffe har netop sønderbombet byen Guernica med massive civile tab og ødelæggelser til følge. Hvad gør den progressive regering? Jo, de beder Folkeforbundet (forløberen til FN) om hjælp. Men hjælpen udebliver, Frankrig, England og USA sidder på deres hænder og en myte på venstrefløjen om det internationale forræderi mod Spanien er skabt og vil blive flittigt gentaget helt frem til i dag.

Vi hopper lige 75 år frem i tiden og tværs over Middelhavet.

Hvad der i Libyen startede som folkelige protester og demonstrationer som et led i det arabiske forår bliver slået ned, og demonstranterne griber til våben. Efter nogle ugers fremgang griber regimet hårdt ind militært, slår oprøret ned og til sidst er der kun en enkelt større modstandslomme i Benghazi og enkelte mindre andre steder. Gaddafis styrker står for døren, artilleriet og luftbombardementer er begyndt at regne ned over byen, og oprørerne har i et par uger bedt FN om hjælp.

Stormagterne tøver gennem hele forløbet. Ingen har lyst til et nyt militært eventyr i Mellemøsten med Sarkozy som eneste markante undtagelse. Ham vender vi tilbage til. I ellevte time vender Obama på en tallerken efter massivt pres fra Hillary og da Den Arabiske Liga bakker oprørernes ønske op. Lille Lars fra Græsted følger trop og det samme gør Villige Villy og Stinger Frank og så eksploderer debatten på venstrefløjen.

Hvad kan vi så lære af det… Jo, det kommer jo an på…

Hvis man i ovenstående historiske eksempel sammenligner Gaddafi med den progressive spanske regering og de mange spaniensfrivillige med Gaddafis lejesoldater fra Chad og omegn, så er FN-koalitionen jo tydeligvis at sammenligne med Luftwaffe, og når man læser nogle af indlæggende på Modkraft, så kan man da næsten tro, at det er et fedt. En imperialistisk krig lyder det fra mange sider. WTF er Gaddafi så anti-imperialist eller hvad?

Her laver jeg lidt en stråmand – indrømmet. Men man kan ikke blæse og have mel i munden. Heldigvis er der bred enighed om, at Gaddafi er en skidt karl, og at man sympatiserer med oprørerne, selvom ingen stort set aner, hvem de er, og hvad de vil, udover at de lover demokrati og frihed.

Dette med ikke at kende dem er nu lidt et paradoks i øvrigt. Især når Farlige Frank, og nej ikke ham fra superligaen, for få dage siden ville forære dem Stingermissiler på trods af, at deres militære brugbarhed ville være lig nul mod Gaddafis fly, som bare ville angribe fra en højere højde med flere civile tab til følge. Og på trods af, at vi ikke kender oprørerne eller ved, om nogle af de Al Qaidagrupper, som vitterligt har været i Østlibyen ville kunne få fingre i dem og relativt nemt smugle dem til Europa, hvor det ville være piece of cake, at hamre et Airbusfly ned under indflyvning til en civil lufthavn. Sørme ikke den lyseste ide, som er groet i Enhedslistens regi!

Men tilbage til imperialismediskussionen inden det bliver for rodet.

Det er IKKE en imperialistisk krig ligeså lidt, som at Gaddafi skulle være anti-imperialist.

Supermagterne har ikke stået på spring for at komme ind. Tværtimod, så havde de det som blommen i et æg med Gaddafi. EU elskede manden, som lod olien flyde frit og lavede den ene aftale efter den anden om at stoppe flygtninge og immigranter ved Libyens sydgrænse, så de ikke kunne komme til Europa og arbejde eller aflevere deres asylansøgning, hvilket ellers er en konventionsbunden ret - apropos Birthe Rønn.

USA havde også for længst forliget sig med Mellemøstens gale hund, som Reagan kaldte Gaddafi. Og interessen fra Obamas side var lig nul for et nyt krigseventyr, der ville sætte ham i bås med George W. Bush. Som om Guantanamo ikke stadig rider manden som en mare. Og når Gaddafi oven i købet var en brugbar allieret i kampen mod Al Qaida, ja, så var valget ikke nemt.

Havde USA og EU skullet følge deres imperialistiske interesser, så skulle de have siddet på deres hænder og ladet stodderen nedkæmpe oprørerne. Olien ville fortsat flyde frit og flygtningene blive stoppet, men man ville nok vente lidt med de officielle statsbesøg, som der ellers har været mange af på det sidste.

Fx har Gaddafi indenfor det sidste års tid slået sit beduintelt op i både Paris og Rom til pragtmodtagelser, mens vores alle sammens ”elskede præsident” EU-præsident Hermann von Rompuy (ham det ligner en idiot og som skriver haikudigte) for få måneder siden flettede fingre med Gaddafi og løftede hans hånd som hyldest mod himlen.

Men hvorfor pokker så gøre det? Hvorfor gå i krig, hvis ikke det er de sædvanlige imperialistiske interesser. Jo, det er i mine øjne nemt nok.

Det er Al Jazeeras skyld! Denne forkætrede kanal, der for få år siden konsekvent blev kaldt Osama-tv af den amerikanske højrefløj er om nogen skyld i krigen og det arabiske forårs udbredelse.

Det var Al Jazeera, som massivt dækkede det tunesiske oprør og udbredte det til Egypten, Libyen, Bahrain, Yemen osv. Det var Al Jazeera, som med dækningen fra Tahrirpladsen bragte nyhederne ud i den arabiske verden og gav den nuancerede dækning, som de store vestlige medier bestemt ikke gjorde de første uger i Tunesien og Egypten, hvor den franske udenrigsminister uimodsagt på fransk og amerikansk tv kunne tilbyde Ben Ali hjælp til at nedkæmpe oprøret, og hvor USA fortsat snakkede om støtte til deres allierede Mubarak.

Det var om nogen Al Jazeera, som skabte verdenssympatien for foråret, som gav kritiske journalister herhjemme, venstrefløjen, menneskerettighedsorganisationer osv. en indsigt i, hvad der virkeligt skete, inden de vestlige medier halsede bagefter, da stemningen var skabt.

Det er altså ikke imperialistiske interesser, som ligger bag, men derimod hensynet til egen hjemmebane og politiske overlevelse og måske, hvis man skal være helt kættersk, egen moral.

Det er således ikke tilfældigt, at spradebassen Sarkozy er gået forrest. Manden hvis udenrigsminister som sagt tilbød Tunesiens diktatur Ben Ali militær hjælp mod oprørerne, manden som om nogen har plejet Gaddafi, og hvis våbenindustri har fyldt Gaddafis arsenaler de sidste fem år. Det er manden, som står ringe i meningsmålingerne og er på valg om et års tid og slet og ret ikke kan tåle ikke at lægge afstand til egne diktatorvenskaber. Løkke får også mulighed for lidt statesmanship og sådan kan man blive ved.

For det andet vil jeg ikke afvise, at en række politikere og statsmænd rent faktisk mener, at de gør noget godt med indsatsen. Ligesom jeg i øvrigt ikke er i tvivl om, at Enhedslistefolkene, der har sagt ja, har gjort det af et godt hjerte for at forhindre det blodbad, som de frygtede – berettiget eller ej. Vi har en tendens til på venstrefløjen altid at tillægge folk og fæ onde hensigter egennyttige bagtanker osv. Og selvfølgeligt skal vi motivforske, efterspørge interesser og være kritiske, men det andet kan ikke udelukkes… Heller ikke selvom det er pokkers dobbeltmoralsk, når hverken Israel, Bahrain eller andre får samme tur.

Hvad mener jeg så selv?

Jeg mener, at der er alt for meget hykleri i debatten. Jeg finder det hyklerisk, når mange af mine røde venner har levet og åndet for at skrive Facebookopdateringer med støtte til de unge på Tahrirpladsen, hyldet det arabiske forår, og nu vender sig stærkt imod interventionen.

Hvis ikke der var blevet bombet, så havde oprøret været dødt – slut prut finale! Man kan ikke både sige, at man støtter oprørerne og er imod bombningerne – i så fald støtter man i hvert fald kun de døde oprørere og i øvrigt skider på deres bøn om hjælp – og det er hverken venstreorienteret eller solidarisk.

Jeg finder det også en smule besynderligt, at læse antikrigsretorikken hos socialister og kommunister med en stolt tradition for at hylde Cubas interventioner i eksempelvis Angola, hvor Cuba hjalp med at nedkæmpe et fascistisk, reaktionært apartheidoprør, eller som hylder sovjetternes hjælp til de trængte spaniensfrivillige. Oven i købet samtidig med, at en del af deres historiske bevidsthed handler om Folkeforbundets forræderi mod samme spaniere.

Hvordan kan I have så eklatant ondt i røven mod hjælpen til at nedkæmpe en gal diktator som Gaddafi, der knuser sine egne oprørere? Var Frankrig og England på toppen af deres kolonitid dengang i 1937 mindre imperialistiske?

Sammenligningen med Irak-krigen holder heller ikke. Dengang var det ikke støtte til et oprør på irakernes præmisser. Det var en besættelse og overtagelse af olieundergrunden. Det har ikke været nødvendigt her med vennen Gaddafi. Skal man sammenligne med Irak, så er den første golfkrig mere nærliggende. Her opmuntrede de allierede til oprør, hvilket tusindvis af marskirakere i Syd og kurdere i nord fulgte. Blot med det resultat, at vesten forrådte dem, og Saddam massakrerede dem.

Der er også grund til at kritisere krigstilhængerne i Enhedslisten. En ting er Stinger-Franks missilkrise, som måske er mindre end den i 1962, men større end Jens Rohdes ditto.

Noget andet er retorikken og begrundelserne for at støtte krigen. I vil afværge et folkemord og støtte de civile, siger I. Nuvel ingen aner, hvad som ville være sket med de civile i Benghazi. Det kunne være rigtigt og så er det jo helt rigtigt at bryde ind, før ulykken sker. Omvendt har der ikke været tegn på større civile massakrer (udover krigshandlingerne) ved de byer, som er genindtagne af Gaddafi-tropperne. Uanset om man er for eller imod krigen, så er blodargumentet rent gætværk!

Og hvem er de civile egentlig? Indtil videre har det ud fra de militære aktioner virket som om, at oprørerne er civile, men de er da lige så meget soldater, når de bevæbner sig,? Hvis I vil forhindre et blodbad på oprørerne, som civile, hvad så med Gaddafis soldater, som også har koner, børn og forældre, som måske er tvangsudskrevet modsat de frivillige oprørere. Kan man overhovedet vægte mellem blod på denne måde? Og hvis den umiddelbare fare er drevet over for de ”rigtige” civile, bør I så ikke trække jeres støtte eller melde klart ud? Ærligt talt, synes jeg, at man her sætter sig mellem to stole, selvom intentionerne er velmente.

Jeg vil gerne melde klart ud. Jeg støtter krigen, fordi jeg ønsker at støtte oprørerne på de præmisser, som de selv har bedt om. Nemlig flyveforbud og beskyttelse fra luften, men ingen landtropper. Det gør jeg, fordi jeg tror (og det er et trosspørgsmål) at Libyen for libyerne vil være et bedre sted at være uden Gaddafi-familien, der ikke skal regere 42 år mere med først farmand og siden en af de gale sønner..

Fordi jeg tror, at Spanien havde været et bedre sted at være uden 36 år med Franco, og ja, det er læren, som jeg mener, at kunne udlede af historien, som jeg indledte med.

Det giver en pokkers masse problemer, venstrefløjen er splittet, krigsmodstanden svækket, vi ved ikke, hvor imperialisterne vil gå ind næste gang, og hvor grænsen går for humanitær intervention osv. osv. Det er givetvis også upopulært for en fyr som mig, der gerne vil være ven med alle at melde sådan her ud.

Jeg kan dog bare ikke sige mig fri for, at synes pokkers bedre om levende oprørere end døde oprørere – i hvert fald i kampen mod Gaddafi. Og det synes jeg faktisk bør siges højt frem for floromvunden tale om krig for pacifismens skyld eller automatreaktioner om imperialister, hvor det åbenbart tæller højere, hvem som gør noget, frem for hvad de gør jævnfør historien fra Spanien, Angola osv. Det hører med til min forståelse af at være revolutionær socialist.

Med håbet om en sober debat…