I torsdags skrev jeg bloggen Går vi ikke alle ind for assimilation. Anledningen var selvfølgeligt Søren Pinds tosserier, og i bloggen slår jeg til lyd for, at der (ligesom Pind har været inde på) er nogle værdier, som er eller burde være nogenlunde ens og bestemmende for et samfund.

Hvor Pind imidlertid er sat i verden som ny integrationsminister for at rejse udlændingedebatten og hetze endnu mere mod indvandrere så prøvede jeg at se på, hvilke værdier jeg som venstreorienteret gerne ville assimilere resten af befolkningen til.

Assimilation betyder at gøre ens og mit ærinde var dermed, at se på, hvilke værdier (og dermed praksis, normer osv. som folk laver ud fra deres værdigrundlag), som jeg som venstreorienteret mener, bør gælde alle.

Jeg pegede fx på multinassere, der ikke betaler skat, da det i mine øjne burde være en bestemmende samfundsværdi at bidrage solidarisk til fællesskabet. Jeg pegede på ligestilling og imod racisme, heterosexisme o.l.

Derfor blev jeg ekstremt overrasket over, at debatten neden under flød over med til tider hadske og i bedste fald meget kritiske kommentarer. Jeg blev kaldt racistisk, nationalist og fik at vide, at venstrefløjen bestemt ikke går ind for assimilation, som jeg lidt kækt havde brugt for at spille provokerende ind i Pinds dagsorden og samtid pege på, at vi som venstrefløj vel også har nogen værdier, som er ultimative og noget vi gerne ser alle andre assimileret til at dele.

Men kritikken overraskede som sagt.

I takt med, at vi fik udvekslet kommentarer, så er det gået op for mig, at kritikken skyldes to ting. For det første fordi folk åbenbart ikke forstod, hvordan jeg dels pegede på, at de danske værdier, som Pind peger på, ikke nødvendigvis er de værdier, som jeg hverken finder danske eller vigtigst. Her tæller solidaritet, antiracisme, ligestilling osv. sgu højere. Også selvom Pind peger på nogle af de samme værdier, men med et helt andet indhold.

For det andet, fordi vi dybest set snakkede forbi hinanden. Mit indlæg fangede slet ikke læsernes opmærksomhed for så vidt, at det mindst lige så meget gjaldt danskere, som indvandrere – ja faktisk mere! Kommentarerne går nemlig stort set alle på, at jeg åbenbart går ind for assimilation af indvandrere, og en helt anden forståelse af ordet assimilation end min i øvrigt.

I kommentarerne kunne man læse, at venstrefløjen bestemt ikke går ind for assimilation, men derimod integration. Nå, kan jeg bare sige. Faktum er jo, at integration og assimilation ikke er hinandens modsætninger.

Integration betyder at gøre en gruppe, eller alle grupper til en del af samme samfund. Dette er ikke i modstrid med assimilation, da man kan integreres på to måder, som derimod netop er hinandens modsætninger.

Den ene måde er assimilation, hvor en gruppe enten helt eller på en række områder helt overtager majoritetsgruppens værdier, kultur og levevis. Den anden er multikulturalisme, hvor man lever adskilt med hver sin kultur og til tider med parallelle retssamfund, som det kendes med shariadomstole i England, hver sine kulturelle skikke, trossamfund, bydele osv.

Dette er to yderpunkter, der i hver sin ekstrem eller reneste form i mine øjne er totalitær og uønsket. Venstrefløjen skal ikke gå efter at gennemtvinge en total assimilation af indvandrere. Men ikke engang Søren Pind har sagt dette. Her skal man helt ud i DF for at finde folk, som mener, at alle muslimer skal fralægge sig deres tro, æde svinekød og tungekysse til skolefester (bare det ikke er med deres børn).

Den anden yderpol, multikulturalisme indebærer i sin reneste form, at vi skal være kulturrelativister, hvor vi ikke blander os eller mener noget om hinanden. Hvor vi bare skal acceptere kvindeundertrykkelse, hvis det er kulturelt funderet, parallelle retssystemer, homofobi osv. og hvor vi bor i hver vores boligkvarterer og allerhøjest blandes, når vi skal købe en shawarma. Det minder om tiden før de første kvindesagsforkæmpere herhjemme, hvor man ikke skulle blande sig, selvom nabokonen fik tæsk, da det foregik indenfor familien. Her er det bare indenfor en etnisk gruppe.

Dette er en politik, som Enhedslisten i denne vedtagelse vender sig imod på en række konkrete punkter.

Disse to yderpoler er hinandens modsætninger, men begge dele kan føre til integration. Når debattørerne under min blog gør assimilation til integrationens modsætning, så er det forkert

Eksempelvis vil ingen vel hævde, at efterkommerne efter de franske huguenotter, der kom hertil i 1680’erne, ikke er totalt integreret og samtidig assimileret, selvom de stadig kan have lidt fransk-fimsede navne :-).

Ligeledes med de danske jøder, som politisk, erhvervsmæssigt og næsten helt kulturelt er totalt assimileret. Også disse er da integreret, selvom de tror på noget andet, spiser anderledes og nogen gange bærer sjove grydelapper på hovedet og hører klezmermusik.

Omvendt kan man også integrere med multikulturalisme. Integration er jo summen af mange ting, og en fra mellemøsten kan sagtens have job i basaren eller grønthandleren og på den måde være en del af samfundet, bære vestlige klæder osv. selvom han går ind for håndsafhugning, stening, og et kønssyn, som ligger enormt langt fra idealerne, der luftes 8. marts.

Assimilation og multikulturalisme er hinandens modsætninger. Det er yderpunkterne på en akse, hvor man kan bevæge sig mere eller mindre i den ene retning og på hver sine områder. Fx kan man fint have multikulturalisme på bløde kulturområder som mad, musik, teater, tøjstil osv. Mens man på andre værdimæssige ting ønsker assimilation fx som en fuldstændig accept af kvinders rettigheder, demokrati og menneskerettigheder og ikke mindst en nogenlunde ensartet forståelse af, hvad dette indebærer.

Problemet er bare, at i kommentarerne under sine blog, og vel dermed også på venstrefløjen generelt, så ses integration som modsætning til assimilation. Og man tillægger integration en betydning som positivt ladet, hvor de etniske grupper kan bevare deres egenart og indgå i samfundet alligevel, mens assimilation tydeligvis opfattes som et snævert antropologisk begreb, der betyder 110% ensrettende og opslugende af alle kulturelle egenarter.

Dette er en meget snæver betydning af begrebet, som akademisk er brugt til at beskrive folkevandringers resultater på meget langt sigt. Det er fx forskellen på romaerne, som aldrig er blevet assimileret på trods af, at de vandrede til Europa i 1300-tallet, modsat ovennævnte huguenotter. Men det er som sagt en meget snæver antropologisk forståelse, som ikke nødvendigvis kan genfindes i forskningslitteraturen om nationalisme, national identitet og integration, hvis man har forsket i disse ting, som jeg har.

Her kan man sagtens snakke om assimilation på en række delområder uden at det omfatter alle. Man kan fx snakke erhvervsmæssig assimilation, hvor indvandrere og deres efterkommer har helt samme erhvervsmæssige mønster som etniske danskere frem for parallelle arbejdsmarkeder, som man fx ser det nogle steder i London, hvor tamilerne eksempelvis i stor udstrækning kun arbejder i de tamilske kvarterer og butikker.

Det kan også være politisk kultur, hvis man deler politiske værdier med majoriteten, og hvor etniske gruppers stemmeafgivning ikke afviger en tøddel fra etno-majoriteten, når man ellers tjekker for andre socio-økonomiske faktorer.

Samtidig er assimilation også en proces og ikke bare et endemål. Man kan over tid udvikle sig i retning af assimilation eller i retning af multikulturalisme. Igen skygger den snævre antropologiske tilgang åbenbart for denne nuance.

Personligt har jeg det nok, som folk er flest i Danmark. Det er ønskeligt med en integration, som på en række områder indebærer assimilation. Fx ser jeg gerne, at indvandrere og deres efterkommer har helt samme erhvervs- og uddannelsesmønster, så de er ligeværdige økonomisk og mulighedsmæssigt i samfundet. Omvendt har jeg intet ønske om at assimilere kulturelt ift. hvad man spiser, musik, religion og alt muligt andet, så længe det ikke indebærer undertrykkelse af andre. Det er fx dette, som man ofte forbinder med amerikansk bindestregs-identitet.

Derudover har jeg som venstreorienteret en række værdier, som jeg skisme ikke vil give afkald på. Det gælder fx ligestilling, demokrati og et solidarisk velfærdssystem. Her ønsker jeg ”assimilation” af både etniske danskere såvel som indvandrere. For sandheden er jo, at disse begreber ikke er forbeholdt en ren indvandrerdebat. Fx havde man da første rockerkrig rasede en lang debat om at reintegrere rockere i samfundet contra låse dem inde og smide nøglen væk.

Virkeligheden er jo, som det tydeligt fremgår af min blog, at der ikke findes et dansk værdisæt. At der er pokkers til forskel på Søren Pinds værdier og mine ligesom der er pokkers til forskel på bibelbæltet i Vestjylland og Indre Nørrebros aktivistmiljø. Ligesom Jehovas Vidner kan være helt og aldeles assimileret for så vidt gælder erhverv, uddannelse o.l. men overhovedet ikke er det mht. den politiske kultur, hvor de ikke stemmer eller blander sig overhovedet, mens det kan være omvendt for nogle indvandrergrupper.

Netop derfor giver det ingen mening at kræve assimilation, hvis ikke man stiller spørgsmålet: Til hvad? Søren Pinds værdier eller vores? Og for hvem? Er det kun de sorthårede mænd, som skal acceptere ligestilling og bøsser, eller skal det gælde alle mænd?

Det var faktisk dette, som jeg prøvede at rejse. Det var faktisk debatten om, at det måske ikke kun er indvandrere debatten skal handle om, når vi snakker værdier, men også om multinassere, der ikke er integreret i fællesskabet og overholder spillereglerne, asocial sort arbejdskraft, homofober i Vestjylland, som måske har mere til fælles med nogle indvandrermiljøer end med så mange andre og alt muligt andet.

Men det var ikke dette, som folk i kommentarerne under sidste blog forholdt sig til. Tværtimod læste man ordet assimilation og så gik det hele op i en definitionskrig og indvandrere med velkendte skyttegravskrige og indlæg, som var tømt for indhold udover polemik – med enkelte sobre undtagelser, skal det retfærdigvis siges.

Men kære venner, det en politisk kamp, der foregår og selvom det måske var lidt for kækt at benytte en yndlingsaversion for mange, som Søren Pind jo er, til at rejse debatten, så var det faktisk bevidst.

Det var faktisk bevidst, at jeg pegede på, at det ikke kun er indvandrere, som mangler at integrere sig eller behøver assimilation. Det var faktisk helt bevidst, at jeg pegede på, at der ikke findes et sæt danske værdier, og at Pinds i hvert fald ikke er de samme som mine. Og det var faktisk også helt bevidst, at jeg prøvede at opdrage venstrefløjen til at blande sig i den politiske kamp, frem for en tom og gold modstand mod politisk korrekte ord som den moralske forargelse over, at ordet assimilation bruges – især hvis man alene tillægger det en så snæver opfattelse, som det åbenbart er tilfældet.

Så kære venstrefløj, kom nu ind i kampen, ellers så ender vi med kun at snakke med os selv, til os selv og endnu engang tabe slaget.

PS: Hvis du efter at have læst ovenstående er fortørnet og vred og har travlt med at kalde mig racist, nationalist eller alt muligt andet grimt, så tag lige og læs det igen, og er du uenig, så prøv at skriv det på en ordentlig måde.