Modkraft
(http://modkraft.dk)

Hjem > USA: Overenskomst forbudt ved lov

11. marts 2011 - 15:28

USA: Overenskomst forbudt ved lov

  • print
  • facebook
  • twitter
  • rss
  • Medkraft
Af dagbladet Arbejderen

Torsdag morgen vedtog det republikanske Senats-flertal i staten Wisconsin en omstridt lov, som rammer offentligt ansattes ret til kollektiv overenskomst.

Alle politikere fra Demokraterne boykottede afstemningen, og fra forhallen lød vrede tilråb fra demonstranter, der har holdt skansen i over tre uger:

– I er kujoner!

– Hele verden holder øje med, hvad der sker!

Trods protesterne vedtog guvernør Scott Walker og hans partifæller loven, som nu forbyder fagforeninger retten til at forhandle overenskomst på alle offentlige ansattes vegne – også dem der ikke er medlemmer af fagforeningen. Og det gælder 75 procent af de ansatte.

Læs også Pil Christensens blog på Modkraft: »Frontalt angreb på den amerikanske fagbevægelse«

JPEG - 65.7 kb
»Er der nogen, der har set mine rettigheder«, spørger demonstranten i forhallen til kongresbygningen i delstaten Wisconsin. Hendes ret til at være dækket af en kollektiv overenskomst har Republikanerne nu fjernet. Foto: Realmajority.org

Det er et fundamentalt angreb på faglige rettigheder i USA, og store fagforeninger som Teamsters har betegnet loven som en »krig mod USA’s arbejdere«.

– Det er en krig, som vi ikke har råd til at tabe, lød det for nyligt fra Teamsters-formanden Jim Hoffa.

6 ud af 10 vil bevare fagforeningernes ret

En del af Wisconsins demokratiske senatorer har gemt sig i nabostaten Illinois. På den måde har de en tid forhindret lovforslaget i at komme til den sidste behandling i Senatet. Men nu har guvernør Walker fundet et smuthul, der åbner for vedtagelse af love under særlige forhold i en underkomite. Det har han benyttet sig af, oplyser BBC.

De demokratiske politikere stiller sig på fagbevægelsens side i denne sag:

– I nat har 18 republikanske senatorer taget magten fra folket. I morgen vil vi sammen med indbyggerne i Wisconsin tage regeringen tilbage; lyder det fra Demokraternes talsmand Mark Miller.

En meningsmåling viser, at 60 procent af USA’s vælgere går ind for at bevare de faglige rettigheder, skriver Wall Street Journal.

Læs mere i dagbladet Arbejderen

Redaktion: 
Nyheder

Tak fordi du bruger Modkraft.
Vi håber du har læst noget interessant eller oplysende.
Du kan støtte Modkraft via MobilePay: 50 37 84 96