Dette er tredje indlæg i en blogserie der ser tilbage på krisen og dens konsekvenser. Det kommende fjerde og sidste indlæg beskæftiger sig med hvorledes vi kan undgå i fremtiden at skulle understøtte bankerne, dette tredje indlæg handler om, at det var svært at undgå at lave en eller anden form for nødhjælp til bankerne, da skaden først var sket.
Det må siges at være dyre lærepenge, der er blevet betalt over de seneste år. Der bruges nærmest uhyrlige summer fra statskasser verden over, på at redde den skrantende finanssektor. Nogen steder tør man stille krav, der i hvert fald på det helt simple plan åbner op for, at regulering måske er på vej tilbage, andre steder gør man ikke. Sådanne krav kunne være: Krav til direktørlønninger eller et overskueligt bonussystem, krav om statslige repræsentanter i bestyrelser, krav om billige aktier til staten. I Danmark har vi ikke stillet mange krav. De borgerlige kalder krav til aflønning for bodegapolitik og repræsentanter for folkestyret i bankernes bestyrelse er åbenbart socialisme eller kommunisme. Det er selvfølgelig lidt ærgerligt, især fordi et krav om aktieposter ifølge Børsens vurderinger kunne have sikret os i omegnen af 8 mia. i afkast. Det havde ikke været dårligt i en tid, hvor sparrekrav er hverdagen i landets kommuner.
Ingen bryder sig vel i virkeligheden om, at hælde penge i den finansielle sektor, som vi sagtens kunne have anvendt andre steder. Men det er desværre blevet nødvendiggjort af 30 års uansvarlig deregulering af finanssektoren. Overalt i verden er stater sprunget til med garantier og hjælpepakker til nødstedte banker. Havde det ikke været for situationens alvor og den høje pris, ville det være komisk at se, hvorledes de, der ellers nok er fortalere for det frie marked, pludselig blev meget stille, da bankpakkerne skulle gennemføres. Egentlig er stilheden helt forståelig, for bankpakkerne var nødvendige.
Modtanden mod bankpakkerne har samlet de hardcore liberale, der ønsker at fortsætte af den slagne anti-reguleringskurs og den alleryderste Venstrefløj i et pudsigt holdningsfællesskab. Begge yderpoler kræver, at staten ikke uddeler bankpakker. De liberale håber at markedets usynlige hånd, der har været overordentlig usynlig i hele denne misere, i anden omgang vil redde deres ideologiske projekt fra at fortsætte sin kurs mod havets bund. Den yderste venstrefløj drømmer (som altid?) om kapitalismens endelige kollaps. Ingen af de to yderpoler forholder sig særligt meget til virkeligheden. Hvis ikke stater verden over havde hjulpet bankerne, så var bankerne gået konkurs. Og med dem var røget: Sunde og usunde virksomheder; rige og fattige familier; små og mellemstore lande.
Kun helt ideologisk fastlåste projekter kan undgå at se, at banker ikke bare er banker. Vi er som samfund og som enkeltpersoner på godt og ondt bundet til deres skæbne. Jeg synes bestemt det er forstemmende, at 30 års fejlslagen politik har ført os i en situation, hvor bankpakkerne blev nødvendige. Og jeg er også kritisk overfor bankpakkernes (I til III) konkrete indretning herhjemme, men jeg deler ikke opfattelsen af, at de blot kunne være undværet da skaden var sket.
Det handler ikke om at straffe bankerne (og dermed os selv). Det handler om at styre ud af krisen.