I september 2010 begik den 18-årige amerikanske studerende Tyler Clementi selvmord, efter hans roommate havde postet en video af ham på internettet. Videoen var optaget uden Clementis vidende og viste hans seksuelle møde med en anden mand.

Det var det femte selvmord blandt unge, amerikanske queers i 2010 og det medførte et bredt og medieeksponeret fokus på mobning af unge homoseksuelle i USA.

Debatten tog afsæt i eksplosionen af videoer på YouTube, som blev lanceret under YouTube-kanalen It Gets Better.

Kanalen blev startet af den amerikanske journalist Dan Savage, som satte den virale videokampagne igang med en video om sin egen historie. Allerede efter en uge havde kanalen over 200 videoer, og efter to uger havde kanalen nået 650 videoer, der er de maksimale for en YouTube-kanal.

Dan Savage (til højre) startede It Gets Better-kampagnen med et videoindlæg på Youtube.
Billede fra videoen.

Videoerne er primært personlige fortællinger af voksne homoer, som fortæller om deres ofte ulykkelige opvækst og deres ofte lykkelige voksentilværelse og indeholder en opfordring til de unge homoseksuelle om at holde ud, da det bliver bedre.

Foruden en række kendte homoer, som fx Ellen DeGeneres har præsident Obama og udenrigsminister Clinton postet deres bidrag til kampagnen.

Den amerikanske kønsforsker Jasbir K. Puar har skrevet en kommentar om kampagnen, hvor hun samler de kritikker, der har været fremført af kampagnen og argumenterer for, at kampagnen promoverer en snæver version af, hvad det vil sige at være homo, som kan medføre yderligere marginalisering.

Af Jasbir K. Puar.

Nu hvor produktionen af de DIY videoer, som er blevet kendt under kampagnen “It Gets Better” (”Det bliver bedre”, red.), er stilnet lidt af, er det måske tid til at gøre status over den nylige bølge af “queer “ungdomsselvmord” og konsekvenserne af mediedækningen.

It Gets Better begyndte med homojournalisten Dan Savages video-respons på Tyler Clementis og andre unge bøssers selvmord og udviklede sig til en egentlig kampagne. Men i ugerne efter at selvmordene blev taget op som et problem der særligt knyttede sig til mobning af unge homoer, har mange stillet spørgsmålstegn ved, hvad der bliver glemt med kampagnens opfordring til at forestille sig “unge homoer” som exceptionelt sårbare i forhold til mobning og selvmord.

Som kulturkritikeren Tavia Nyong’o har bemærket, er Savages It Gets Better-video en opfordring til at lade sig indrullere i de urbane, neoliberale homoenklaver, en slags neoliberal håndsrækning og social opadstræben, som minder om det miskrediterede motto rettet mod immigranter, “hiv dig selv op ved håret”.

Savage er en personifikation af selve ånden i en succeshistorie om at blive voksen. Han er sund og rask, velstillet, selvsikker, berejst, befinder sig i et passende parforhold og viser ingen tegn på fremmedgørelse eller skam. Hans budskab kan oversættes til: Spring ud, flyt til byen, rejs til Paris, adopter et barn, betal din skat, kræv at blive repræsenteret.

Men hvor brugbar er forestillingen om, at unge homoer med problemer får bugt med deres sår og vender bebrejdelser og skyld til triumf og ærkeamerikansk succes?

Til trods for denne kritik bør It Gets Better-projektet ikke fuldstændig afvises. Faktisk tværtimod: Projektets virale karakter er i sig selv interessant og har skabt mange rørende videoer, lige fra Project Rumways (amerikansk reality show, red.) og Tim Gunns personlige beretning om sit selvmordsforsøg til teenagerproducerede videoer som fx Make It Better. Der er ingen tvivl om væsentligheden af, at It Gets Better har skabt rum til at udtrykke smerte og kollektiv sorg.

Ikke desto mindre har det slået mange, hvordan dødsfaldene er blevet brugt til at fremhæve en særlig klasse af stræbsomme homomedborgere på bekostning af andre. En del af den harme og bestyrtelse, som dødsfaldene medførte, hænger netop sammen med en fundamental tro på, at tingene i virkeligheden er bedre end som så, specielt for en bestemt klasse af hvide bøsser.

Fx har en blogger kendt som “femmephane”, som svar på Savages video, stillet spørgsmålstegn ved, om det er muligt at ære disse tragedier »uden at gøre dem til et ikon på lidelse eller på håb, uden at gøre deres historie til et motto, uden at bruge deres liv som bevis på din egen fortræffelighed eller som bevis på hvor liberal verden er eller hvor fantastisk det er at være homo?«.

It Gets Better lovprises af liberale homoer for at have “gjort noget” ved den nylige selvmordsbølge blandt unge queers, men kritikere bemærker også, hvordan ikke-hvide queers, trans, genderqueer og unge der ikke indordner sig kønsnormerne samt lesbiske ikke er blevet adresseret og inspireret af It Gets Better på samme måde som hvide liberale bøsser.

Quiet Riot Girl skriver: »Dybest set taler YouTube-projektet for, at støtten til unge queers skal forblive på et mainstream-spor og være positiv. Det ser ikke ud til, at hverken anderledeshed eller mangfoldighed opmuntres. Det er på grund af den enorme mængde af videoer uploadet af hvide universitetsuddannede bøsser i forhold til dem fra kvinder, transkønnede og folk fra arbejderklassen samt folk fra diverse etniske baggrunde.«

Diane Cage giver udtryk for samme kritik: »Vi er alle fans af IGB-projektet, som Dan Savage startede for at angribe mobning og give en håndsrækning til LGBT teenagere. Det er smukt og intentionerne er gode, og jeg er taknemmelig for at den findes. Men ærlig talt, vi ved alle, at det bliver bedre en hel del hurtigere, hvis du er hvid, ciskønnet og middelklasse.«

Den amerikanske liberale homobevægelses ret forudsigelige vrede mod konservatives modstand mod anti-mobningslovgivning såvel som forbud mod homoægteskaber samles i It Gets Better. Dette selvom den tilsyneladende “pludselige” bølge af queer selvmord fremstår uforenelig med de påståede fremskridt for bøssers og lesbiskes rettighedsbevægelse.

Kommentarerne til It Gets Better antyder, at kampagnen er baseret på en forventning om, at det var meningen at det skulle være bedre. Og derfor kan It Gets Better ende med at betyde, at du bliver mere normal.

Det bedste ved den eksplosive mangfoldiggørelse af Savages projekt, er i sidste ende at så mange har slået til lyd for at forklare hvordan og hvorfor det ikke bare bliver bedre. Selve den teknologiske platform, fænomenet bæres frem på, tillader at projektet kritiseres indefra. Som reaktionerne viser, opstår der en række overvejelser som komplicerer billedet, som et resultat af It Gets Betters virale karakter.

Latoya Peterson fremhæver fx introduktionen til den alternative videokampagne, som blev lanceret af The Embracing Intersectional Diversity Project (Det Omfavnende Intersektionelle Mangfoldighedsprojekt, red.).

Her fremføres det, at »den manglende diskussion om effekten/indflydelsen af racisme på, hvordan mobning og homofobi tager form, er ikke bare en affærdigelse, den er faktisk uansvarlig.«

En anden overvejelse, som har været fremme, vedrører en udbredt påstand om, at unge queers begår selvmord oftere end jævnaldrende heteroseksuelle, en statistik som ikke nødvendigvis er korrekt.

Laurel Dykstra er bekymret for at virke ustøttende eller usympatisk ved at stille spørgsmålstegn ved dette ofte citerede empiriske “faktum”, og hun påpeger, at unge fra oprindelige befolkningsgrupper i Canada og USA måske har en højere selvmordsrate end unge queers.
Samtidig skriver Alec Webley: »Problemet er ikke homofobi. Problemet er mobning.«

Webley argumenterer for, at teenager mobning er et udbredt fænomen som påvirker unge, som er »anderledes« og som »ikke passer ind« på mange forskellige måder; han fremhæver også den store udbredelse af mobning på arbejdspladser. Selv Barack Obama, som tilføjede sit bidrag til It Gets Better for adskillige uger siden, gjorde sit til at gøre registret af, hvem der bliver mobbet i skolen, bredere end den snævre udgave af en homoidentitet, som Savage udbreder.

Dette er kun en håndfuld af de mange kommentatorer, som har deltaget i debatten omkring It Gets Better. Selv om det er klart, at der ikke er nogen konsensus om, hvad der er de mest ansvarlige reaktioner på den nylige selvmordsbølge blandt unge queers, så er det meget vigtigt, at debatten forbindes til bredere spørgsmål om social retfærdighed i forhold til race, klasse og køn.

Hvis ikke, så risikerer projekter som Savages at producere en snæver version af, hvad det vil sige at være homo, og hvad det vil sige at blive mobbet. Så snæver, at for dem, som ikke kan identificere sig med det, men ikke desto mindre stadig bliver angrebet for “at være anderledes”, kan It Gets Better måske endda bidrage til at gøre tingene værre.

Kommentaren er oversat af Michael Nebeling Petersen fra The Guardian, den 16. november 2010.

Intro og oversættelse: Michael Nebeling