København er den eneste by i Danmark. Den er lille, men det er dog en by. Resten er Udkantsdanmark. I København har vi andre interesser end i resten af landet. København stemmer anderledes ved valgene. København har et andet sprog. Københavnerne har en anden musiksmag og kunstopfattelse. København er både det fattigste og det rigeste. Det mest forfinede og det grimmeste. København er tættest befolket. Det er i København at et eventuelt social oprør ville starte. Det er i København de største demonstrationer har været i dette lands historie.
Hvis København bestemte Danmarks politisk parlamentariske sammensætning, ville Danmark være et andet land. Vi ville fx næste have en minister fra Enhedslisten.

tostatsløsningen

Men København er desværre en del af Danmark. Derfor går jeg ind for en 2-statsløsning. Om Frederiksberg, Amalienborg og Christiansborg skal tilhører København mener jeg absolut er en diskussion hver. Men en 2-statsløsning mener jeg er bedst for alle parter. Nordsjælland, Lolland Falster og Sønderjylland er bedst tjent uden det multietniske og transkulturelle København. København er bedst tjent uden ansvar for Jomfru Ane Gade, den voldelige del af provinsen samt tidehverv.
København har ikke nogen fælles politiske interesser med fælleslisten og udkantsdanmark. Derfor bør København som politisk fællesskab løsrive sig fra Danmark. Det giver simpelthen bedst politisk mening, at skille tingene lidt ad.

Løsrivelsen

Jeg foreslår, at vi ordner det fredeligt. Dem der har lyst til, at leve i et urbant transkulturelt territorium med ”asyl til alle” rejser over en aftalt periode mod København, for endelig at sige farvel til udkanten. Dem der derimod mener, at nationale værdier, familien, lov og orden-attitude og kakkelborde er det fede bevæger sig mod vest. Allerede omkring Roskilde slutter København, så man behøves ikke rejse langt. Dem der mener de hører til det rigtige sted, kan naturligvis blive.

Fremtiden

Det sted vi engang kaldte Danmark ville for alle blive et bedre og mindre dødssygt sted. Konflikterne vil forskydes til mere væsentlige af slagsen. Københavnerne kan nu koncentrere sig om problemerne omkring et selvforvaltet, selvorganiseret samfund, med asyl til alle.
Dem vest på kunne derimod diskutere mulighederne for familien som den afgørende samfundsmæssige enhed og nationale grænsedragninger. Og om hvor høje straffene bør være for groft hærværk og lommetyveri.