Modkraft
(http://modkraft.dk)

Hjem > Tørklædeforbud, paraboler, pointsystemer og ghettoudspil

9. december 2010 - 23:59

Tørklædeforbud, paraboler, pointsystemer og ghettoudspil

  • print
  • facebook
  • twitter
  • rss
  • Medkraft
Af Elizabeth Japsen

Det er lige her, og lige nu det sker i praksis – her i Gellerup

Mens erklærede humanister, antiracister, demokrater osv. peger fingre af og demonstrerer mod højrefløjens inhumane og diskriminerende politik, gennemfører vi lige her og nu deres politik i praksis. I en light-udgave ganske vist. Men vi gør det. Vi sætter mennesker ud af deres hjem, fordi de er socialt udsatte, fordi de er muslimer og/eller fordi de har ikke-vestlig baggrund.

Vi gør det med opbakning fra hele den samlede elite af ansatte og foreninger i Gellerup, vi gør ved både at lokke og true beboerne, og vi gør det stort set uden kritisk bevågenhed fra medierne. Selv vores lokale borgerportal refererer oftest ukritisk til den dyrt betalte informationskampagne, der har som mål at skabe bred opbakning til det projekt, de kalder en helhedsplan.

Og så kalder vi det demokrati: ”Hvis I stemmer nej til planen, får I ingen moské, I får huslejestigninger og regeringen vil med al sandsynlighed gribe ind og gøre det hele meget værre”.

Jeg har villet skrive om det længe. Men anledningen blev så, at jeg i går gav et interview til den svensk/schweiziske forsker og journalist Bruno Kaufmann, der er korrespondent for Schweizisk radio i Nordeuropa. Han er i særlig grad optaget af demokratiske processer.

Han var vældig grundigt orienteret om Danmarks politik i forhold til etniske minoriteter - ghettoudspil, pointsystemer m.v.

Et af hans spørgsmål var: ”Hvordan er det kommet hertil? Hvorfor lige her? Der tales meget lige nu, men jeg er særligt interesseret i Gellerup, fordi det jo er netop her, der sandsynligvis tages hul på regeringens politik i praksis i den nærmeste fremtid”.

Tak for det helikopterperspektiv! Vi er så fedtet ind i vores egen selvforståelse, glitter og glamour, paradisisk fremstilling af fremtiden og såkaldt tryghedsgaranti, at vi ikke kan se skoven for bare træer!

Det ER nu det sker. Lige her. Og lige nu.

Om ikke andet så håber jeg, at vi om nogle år vil se tilbage og spørge: Hvordan kunne vi gøre det? Hvordan kunne vi åbne for en krænkelse af ånden i både Grundlov og menneskerettigheder og bilde os selv ind, at den pris var værd at betale for et par beboerhuse og et nyt vejsystem? Hvordan kunne vi få os selv til det?

http://www.iri-europe.org/en/footer...
.