Jomfruhinden eksisterer ikke. I hvert fald ikke i ordets bogstavelige forstand. Det er en myte, at kvinder har en hinde, som dækker indgangen til skeden, og som sprænges første gang man fører en pik, en tampon eller noget tredje op. Alligevel lever myten om jomfruhinden stadig.

Det har konsekvenser for unge pigers seksualitet og udfoldelser i det hele taget. Den seksuelle debut virker skræmmende, når den knyttes sammen med billedet af hud, som skal gennemtrænges og bløde. For nogle piger bliver jomfruhinden så værdifuld, at de ikke tør dyrke sport eller gå til ridning af frygt for at miste den.

Den mest ekstreme materialisering af myten er, når gynækologer laver såkaldte rekonstruktioner af hinden. Ved indgrebet bliver dele af slimhinden syet sammen, så kvinden er sikker på at efterlade et blodigt vidnesbyrd på lagenet om sin ‘uskyld’ ved næste vaginale samleje.

I Danmark er det ikke særligt svært at få sådan en falsk jomfruhinde. Kun 3.200 kr. skal du slippe på Privathospitalet H.C. Andersen. På klinikkens hjemmeside beskrives indgrebet:

»Genetablering af en bristet jomfruhinde foregår ambulant og i lokalbedøvelse ved, at man - afhængigt af forholdene - anvender selve den bristede hinde eller lidt af vaginal-slimhinden til rekonstruktionen. Resultatet vil være som fra naturen; der vil ikke kunne skelnes fra det oprindelige.«

Privathospitalet H.C. Andersen er langt fra den eneste klinik, som udfører rekonstruktion af jomfruhinden. En hurtig googlesøgning viser vej til adskillige danske gynækologer, som tilbyder indgrebet. Ifølge Berlingske Tidende den 24. juni 2008 var der sidste år tale om et dissideret »Sommerboom i falske jomfruhinder«. Efterspørgerne af indgrebet er ifølge gynækolog Christine Felding unge indvandrerpiger, som “vil nå at sløre beviset for tabt uskyld,” inden de skal giftes.

Læger, som udfører operationen, lever netop af forestillingen om jomfruhinden som et entydigt bevis for en kvindes ‘uskyld’. Med ord som oprindelig og naturlig understøttes forestillingen om, at en kvinde mangler noget, hvis ikke hun bløder ved første samleje. Hun har tabt sin uskyld, men på klinikken kan hun få den tilbage med et lille plastikkirurgisk indgreb, står der mellem linjerne. Men det er et forvrænget billede af naturen.

Harmløs slimhindefold

Hvad ser gynækologerne egentligt, hvis de kigger rigtigt godt efter?

Jomfruhinden er en lille diskret slimhindefold, som sidder ved indgangen til skeden. I puberteten bliver den hos de fleste piger mere elastisk og fleksibel. Kun 1 ud af 1.000 piger fødes med en fuldstændig hinde. Det betragtes som en misdannelse, som opereres, så menstruationsblod kan passere.

Når nogle kvinder bløder ved sex, er det som regel en lille sprække i slimhindefolden, der er årsagen. Der findes ikke meget forskning om, hvordan lagenet rent faktisk tager sig ud efter det første samleje, men et hollandsk studie fra 2008 konkluderede, at mindre end halvdelen af de adspurgte kvinder ifølge dem selv havde blødt ved første samleje. Samme tendens bekræfter en svensk undersøgelse, hvor mindre end 30 pct. mente, at de blødte første gang.

Gynækologiske undersøgelser af unge kvinder viser, at intakte jomfruhinder, altså en slimhindefold uden sprækker, findes både hos jomfruer og piger, som har erfaring med vaginalt samleje. Selv hos nogle kvinder, som har født, kan man ikke se en eneste ridse i jomfruhinden. Omvendt er det heller ikke ualmindeligt at finde småskader i hinden hos piger, som aldrig har haft sex.

Medicinsk forskning tyder på, at det heller ikke har betydning, om pigen bruger tampon, dyrker sport eller har fået en gynækologisk undersøgelse. Så skal vi tro den eksisterende forskning, kan jomfruhindens udseende ikke sige noget som helst om, hvorvidt en kvinde har haft sex, sprunget over buk eller bedt sit Fadervor.

Point of no return

Hvis jomfruhinden ikke er et anatomisk faktum, hvad er den så? Den er i høj grad et symbol, som er indvævet i sociale og kulturelle forestillinger om en kvindes seksualitet, ja faktisk om seksualitet i det hele taget.

Det bliver tydeligt, når man læser jomfruhindens historie. Det er først i det 16.-17. århundrede, at ideen om, at en læge ved at undersøge en kvindes jomfruhinde kan konstatere, om hun er jomfru eller ej. Allerede i middelalderen kendte man til den anatomiske struktur, som betegnes jomfruhinden, men man tillagde den ingen særlig betydning. Medicinens pludselige interesse for jomfruhinden opstod synkront med, at jomfruelighed hos kvinder blev vigtigt i samfundet.

I det kristne Europa forbandt man jomfrulighed med renhed og uskyld. For en ung kvinde, der gjorde sig forhåbninger om at blive godt gift, blev jomfrulighed anset som en forudsætning. Den medicinske betegnelse for jomfruhinden, som oprinder fra denne tid, indeholder fortællingen om jomfrulighed og ægteskab.

Jomfruhinden hedder på både latinsk og engelsk hymen og er opkaldt efter den græske gud for ægteskabet Hymenaois. Ifølge myten skulle Hymenaois være til stede ved et bryllup ellers ville ægteskabet ende i den rene og skære katastrofe. Derfor løb de græske bryllupsgæster rundt i deres sandaler og hidkaldte ægteskabsguden. I den medicinske betegnelse er jomfruhinden således sprogligt knyttet til ægteskabsinstitutionen.

Når vi taler om jomfruhinden, taler vi os altså samtidigt ind i gamle opfattelser af begreber som jomfruelighed og uskyld.

“Hun har mistet sin uskyld,” siger man om en kvinde, som har haft sex første gang. Udtrykket betyder, at hendes jomfruhinde brister, og det antyder, at hun har gennemlevet en udvikling - fra pige til kvinde. At have eller ikke at have en jomfruhinde bliver gjort til et point of no return i en kvindes udviklingshistorie. Men med den fortælling forudsætter vi samtidigt et bestemt syn på seksualitet og køn. Hvad med andre typer af sex end det almindelige vaginale samleje? Er en pige stadig ‘uskyldig’, hvis hun har oralsex, analsex eller sex med en anden pige? Det er indforstået, at andre former for sex end pik-i-kusse ikke rigtigt gælder.

Historien om jomfruhinden, som skal prikkes ind, indebærer samtidigt, at pigens udvikling til kvinde bliver til i kraft af den mandlige penetration. Kun ved hans intervention indtræder udviklingen og forandringen. Jomfruhindemyten ligger i forlængelse af den klassiske fortælling om manden som den aktive skabende part, og kvinden som den passive modtager. Ikke engang sin egen udviklingshistorie er hun kvinde over. Uskyldsbegrebet og jomfrubegrebet fastholder således et syn på seksualitet, der ser heteroseksualitet som en selvfølgelighed. Og de samme begreber fastholder et billede af kvindelig seksualitet, og kvinden i det hele taget, som bliver til i kraft af manden.

Tal ordentligt

Vi kunne tale på en anden måde. For det første kunne vi lade være med at gentage myten om jomfruhinden. Som jeg har vist, så findes der ikke en anatomisk struktur, der afslører hvorvidt en kvinde er jomfru eller ej. Når vi taler om jomfruhinden, eller i yderste tilfælde rekonstruerer den, er vi samtidigt med til at opretholde et syn på kvindelig seksualitet, som det ville være sundt at lægge langt bag os.

Vi bør smide ordet jomfruhinden helt ud af sproget. Betegnelsen i sig selv skaber et fejlagtigt billede - og det betyder ganske meget for, hvordan vi forstår vores kroppe. Det persiske ord for den lille beskedne slimhindefold, vi kender som jomfruhinden, er det samme som bruges om et gardin. Et gardin kan trækkes fra, men det går ikke i stykker og det gør ikke ondt, når man gør det. Det er i virkeligheden en langt mere præcis beskrivelse.

For det andet kunne vi finde på nye sprogbilleder, når vi vil taler om kvindelig seksualitet. Vi siger, at en pige mister sin mødom. Men hvorfor tænker vi overhovedet kvindens første oplevelse med sex som et tab? Hvorfor ikke tale om sex som en mulighed for gode oplevelser, selvværd og dejlige orgasmer? Vi mister ikke noget ved at have sex, som vi har lyst til at have - hverken mødomme, uskyld eller værdighed.

For det tredje kunne vi smide vores forestillinger om ‘normal’ sex på møddingen og lade det være op til den enkelte at bestemme, hvad sex er. Alle kan være med til at punktere - det er bare om at komme igang.

Stine Brix læser medicin. Kronikken har tidligere været bragt i Dagbladet Information.