I Frankrig har fagbevægelserne sat sig op imod en stigning i pensionsalderen fra 60 til 62 år, med strejker i mange franske storbyer. I Danmark har fagbevægelsen indvilget i, at vi alle skal arbejde en uge mere om året, hvilket sammenlagt hurtigt kommer i nærheden af Sarkozys pensionsreform. Tankevækkende!

Eftersigende har den franske fagbevægelse ikke tradition for, at deltage ligeså aktivt i forhandlingerne om reformer, som det er tilfældet i Danmark. Den franske fagbevægelse er mindre på de bonede gulve og mere på gaden. Det forekommer mig, at den danske fagbevægelse er blevet tryllebundet af ”ansvarlighedens mytologi”. I Frankrig går fagbevægelsen på gaden når regeringen skal vedtage reformer mod velfærd og arbejdsforhold.

Byen strejker

I et tidligere indlæg beskrev jeg hvordan byen var fabrikken uden vægge, og stillede spørgsmålet, hvordan man i en sådan by kunne strejke eller protestere. De aktuelle strejker og demonstrationer er et aktuelt eksempel på hvordan infrastruktur, herunder oliedistribution og kollektiv trafik, bliver sat ud af funktion. Det er byen – den nye fabrik – der strejker.

Studerende på gymnasier er gået ind i kampen for pensionsalderen. Problemer der er flere generationer fra dem selv. Kampene knyttes sammen, og det bliver spændende at se hvor langt den franske befolkningen kan drive det til. Og om Sarkozy gennemfører nedskæringerne, på trods af at 69 procent af befolkningen bakker op om strejkerne. Der er, ifølge radioavisen, planlagt nye store demonstrationer både torsdag i næste uge, og lørdag ugen efter.