Der er sagt og skrevet meget om S-SF’s ghettoplan. Fra mit eget parti Enhedslisten og fra en del af de to partiers bagland lyder der en harsk kritik.

En ting er selve ordet ghetto, som siges at være negativt ladet. For nogle af kritikerne går der en lige linie fra jødeghettoerne i trediverne og ghetto er i denne forståelse noget, som nogen er blevet påtvunget udefra.

Andre kritiserer ghettobegrebet fordi, det i deres ører lyder alene af etnicitet, og ifølge kritikken dermed reducerer problemerne i ”ghettoerne” til et etnisk frem for et socialt problem.

Jeg er enig i sidstnævnte kritik, men jeg er ikke religiøs på dette område. Sprog skaber virkeligheden, ja. Og ordet ghettoer virker bestemt ikke befordrende på ønsket om at skabe trygge områder, hvor alle har lyst til at bo. Hvem fanden gider bo i en ghetto, som det også er sagt her på Modkraft.

Omvendt så skal vi som venstrefløj også kalde en spade for en spade, og hvis resten af verden kalder det ghetto, så nytter det ikke noget med newspeak, hvor vi alene på ordvalget gør os selv uforståelige for befolkningen.

Et andet kritikpunkt er, at S-SF vil løse sociale problemer med politi og atter politi. Også denne kritik er berettiget, da der bestemt ikke er mange andre tiltag at få øje på i planen. Sjovt nok har den skarpeste kritik her ikke været fra venstrefløjen til venstre for SF.

Faktisk har det været politiet selv, som har været skarpest i kritikken. Johan Reimann, Københavns politidirektør såvel som så mange andre politifolk har været ude med budskabet om, at politiet ikke kan løse disse problemer. At man kan placere en gammeldags lokalforankret panserbasse på hvert gadehjørne uden at det hjælper.

Lad os vente lidt med politivinklen og vende tilbage til venstrefløjsskærmydslerne. At Enhedslisten har kritiseret dette på linie med politiet har ført til, at SF’ere i debattråde her på Modkraft, på Facebook og andre steder har stillet spørgsmålet. Jamen mener Enhedslisten virkeligt ikke, at politiet er en del af løsningen?

Jo, selvfølgeligt gør vi det. For mit eget vedkommende så ønsker jeg ikke, at vi på venstrefløjen skal være omvendt racistiske. Indvandrerbander er i mine øjne ikke mere undskyldte end rockerne.

At man er opvokset i Mjølnerparken og hedder Mamoud skal ikke være en større undskyldning for hardcore kriminalitet, end hvis man hedder Brian og er opvokset i Ishøj. Og ingen er vel i tvivl om, at Enhedslisten også mener, at rocker- såvel som bandekriminalitet skal bekæmpes med politi.

Det er bare ikke dette, som løser kriminalitetsproblemerne i ghettoerne. Når man først er i banderne, så er min påstand, at man trives bedst uden for mediers og politiets søgelys. Så kører man ikke to på en knallert ned ad gangstien, røver den ældre dame eller sætter ild til containerne og biler.

Tværtimod så har man ved flere lejligheder set, at banderne har sat en stopper for den slags, fordi det bringer dårlig og uønsket politiopmærksomhed.

Med andre ord, så er problemet ikke umiddelbart banderne, men derimod sociale problemer og så de unge, som endnu ikke er i banderne. Dem som ser op til banderne. Dem som prøver at få et ry som hårde negle, som gerne vil rekrutteres til banderne.

Men disse er med en stærk og konsekvent social indsats stadig til at nå modsat de egentlige bandemedlemmer og ikke bare ved at komme i spjældet, hvor de rigtigt kan møde de hårde bandenegle.

Og her er jeg både enig og uenig med S-SF. Selvfølgelig skal der være politimæssig konsekvens. Det er der altså også i dag. Og måske skal der også flere betjente til, selvom politiet berettiget spørger, om et trængt politivæsen så skal tage dem fra bandeindsatsen?

Men det nytter ikke med politiets egne ord alene at fokusere på politi. Og det er her (udover ghettoretorikken) at forslaget halter.

Det er her, at man kan spørge sig selv om hvorfor pokker, der ikke er afsat adskillige milliarder til sociale indsatser, til mentorordninger, nystarts-ordninger, byfornyelse og væresteder?

Det sygeste argument, jeg har hørt i denne del af debatten er, at det er et anliggende for kommunerne, og at SF respekterer det kommunale selvstyre.

Som om at kommunerne ikke er presset til det yderste økonomisk og som minimum kunne forvente at få en pulje til disse aktiviteter fra en opposition, som hævder at ville have magten for at føre en anden politik.

Og som om det ikke er pisse urimeligt at 73 procent af udgifterne til de hidtidige ghettoindsatser er taget fra de almene lejere selv i Landsbyggefonden over vores (dvs. mig og alle andre almene lejeres) husleje, mens Villy, Helle og flertallet af S-SF’s middelklassemedlemmer, som bor i private boliger, ikke bidrager over skatten med alverden.

Nu er det måske det der med magten, hvor hunden ligger begravet. Det er måske netop hensynet til magten frem for en egentlig idealistisk holdning, som ligger bag udspillet. Det er velkendt, at Løkke ønsker at vinde valget på ghettopolitikken og hvorfor så ikke lave et udspil, der i sin stramhed overgår selv de vildeste borgerlige spindoktorers forventninger for at lukke den flanke?

På den vis er det vel ret smart, men lidet kønt! Og det forklarer, hvorfor en overrasket Lars Løkke udskød sin plan for at kunne stramme den endnu mere…(forventeligt).

Imidlertid er det værste i mine øjne hverken det manglende sociale indhold i planen, og ej heller ghettoretorikken. Måske jeg bare er blevet forvænt med at være uenig med mine nærmeste allierede, uagtet, at jeg stadig håber det bedste og har mange gode SF-bekendtskaber.

Nej, det værste er egentlig den magtarrogance, som debatten om planen hidtil har vist.

Vi har i de sidste ni år været vant til en magtarrogance, hvor regeringen har skidt højt og flot på eksperter og fagpersoner med mindre de lige passede i deres kram. Tænk bare på opgøret med smagsdommerne… …og nu er vi tilbage til politiet.

Det værste ved S-SF’s plan er ikke så meget planen selv, om end den er slem nok, men derimod de reaktioner, som har været på kritikken.

Som når politiet siger, at dette ikke kan løses politimæssigt, så svarer Astrid Kragh fra SF, at så kan politidirektør Johan Reimann da bare garantere sikkerheden, hvilket svarer til at sige til en meteorolog at hvis denne ikke mener, at regndans kan sikre regn, så må han jo bare selv garantere regnen.

Ligeledes har jeg oplevet, at faste Modkraftdebattører, som jeg ellers respekterer højt, på Facebook mener, at selv samme politimand fralægger sig ansvaret for sit arbejde ved at påpege, at det ikke er de rigtige redskaber, der ligger i planen.

Helt ærligt! Det er sgu da ansvarlig whistleblower-virksomhed, som I burde støtte og tage imod.

I øvrigt. Hvor er Modkraft-blogger Kasper Bjering fra SF’s landsledelse, som elsker at forsvare sit kvarter ude i Ishøj, som et normalt kvarter, når hans eget parti nu blæser til kamp med politi, politi og atter politi mod selvsamme kvarter?

Bevares, Kasper kommer måske nok på banen med forklaringen på, hvordan hans Ishøjblogs spiller sammen med partitoppens udmeldinger på en eller anden forunderlig vis. Det der for alvor skræmmer og bekymrer mig er partitoppens reaktioner.

Som om det nu skal være kriminelt at lytte til fagpersoner. Som om det ikke burde være venstrefløjens opgave ikke at forfalde til dogmatisk magtfuldkommenhed, men derimod at turde stille op og så spørge den politimand, som vi ellers nok vil diskutere med om alt muligt andet, om, hvad han så mener, der skal til?

Hvorfor ikke turde tage debatten med Enhedslisten, politiet, de sociale fagpersoner og måske oven i købet nogle af beboerne selv. Spørge hvad vi mener, frem for at affeje os på forhånd.

Hvorfor lukke af for debatten med sådan en magtarrogance, som vel kun er set magen i Anders Foghs ministertid?

Kære Astrid Kragh, Villy og co. Jeg retter gerne ind og bakker op om jeres plan, hvis I tør tage debatten med os andre og kan overbevise os om rigtigheden i planen. Og hvis I tør tage udfordringen og ikke bare lire en følelsesmæssig sursuppe af om nødvendigheden af toughness, ja, så lader jeg mig gerne overbevise.

Hvis I tør tage en fagligt funderet debat med politi, fagpersoner og vennerne i oppositionen og kan overbevise os om, at det virker, det I foreslår, så lover jeg at bære debatten så langt lille ydmyge jeg kan i mit eget parti Enhedslisten.

Det skræmmer mig bare af h….. til i forhold til det kommende samarbejde, at det umiddelbart ikke virker, som om, at det rager jer en fløjtende fis, hvad andre mener….