Forleden postede jeg et indlæg om Amalie vs. Sidney Lee. Her forekom Amalie mig at være den dumme, mens Sidney Lee var den smarte der snød os, ved at overspille sin rolle som kendt. Jeg er kommet i tvivl efter jeg har gennemlæst de efterfølgende kommentarer til mit indlæg. Navnlig Charlie Kreutwalds spørgsmål der lød: ” Hvorfor skal jeg læse om det her, hvorfor er det relevant?”. Et spørgsmål han stillede på min blog, der dermed afslører, at han faktisk selv synes det var interessant i sit udgangspunkt, eftersom han klikkede på min lidt catchy overskrift.
Spørgsmålet om Amalie er blevet mere interessant, siden jeg også er begyndt at læse Slavoj Zizeks The Sublime objekt of Ideology, der netop er oversat til dansk.
For er der tre måde at læse Amalie på:
Amalie bliver brugt af tilskuerne som en figur man kan grine af, fordi hun ikke duer til noget. Hun lider under falsk bevidsthed. Herved slipper vi selv for, at spekulerer over, at vi ikke selv duer til noget. Amalie handler efter devisen: ”Vi ved det ikke, men vi gør det”, som Marx skriver i Kapitalen (Marx 1970:173).
2: Eskil Halbergs læsning d.11-10-11
Mens vi griner af Amalie, griner hun af os, fordi at hun har regnet ud, at vi er ikke selv duer til noget, og derfor har brug for at grine af nogle andre end os selv. Dette er modellen for den postideologisk vending, ideologierne er slut, alle har kun sig selv, osv.. Amalie bliver rig fordi kvalifikationer ikke længere er nødvendige for at blive kendt og det ved Amalie.
3: Den nye variant (med Zizek til hjælp)
I den første læsning var det afgørende, at Amalie lider under falsk bevidsthed (hun ved ikke, men det gør vi). I den anden læsning er det tilskuerne (forbrugerne af Amalies Verden) der lider under falsk bevidsthed. De ved ikke, at hun ved.
I den nye variant, handler det ikke om hvad tilskuerne eller Amalie ikke ved eller godt ved, men snarere om hvad de gør, selv om de godt ved. Tilskuerne til Amalies Verden ved godt, at Amalie er en del af en stor pengemaskine. De ved samtidig også godt, at Amalie ved det. Pointen er at tilskuerne ser Amalies Verden alligevel. Amalies verden er et lorteprogram, men de ser det alligevel. Det er tilskuerne der – trods de godt ved at Amalie ikke er vigtig – gør Amalie vigtig. Hverken Amalie eller tilskuerne lider under falsk bevidsthed. Både tilskuerne og Amalie er fyldt oplyste væsner, der – netop på trods af dette – henholdsvis ser og laver Amalies verden. Det forhold, at man gør noget selvom det er dumt, er det ideologiske i Amalies verden. En slags oplyst falsk bevidsthed, der kan forbindes til kynismen: ”Vi ved udmærket, hvad vi gør, men vi gør det alligevel” (Sloterdijk i Zizek 2010:69)
Netop sådan forholder os på venstrefløjen sig til en stribe spørgsmål. Ved en oplyst, kynisk og ideologisk distance. Jeg bør være klimavenlig, men jeg har alligevel en vaskemaskine. Jeg bør synes at mode er lige meget, men jeg køber alligevel dyrt mærketøj. Jeg burde være økologisk bevidst, men køber alligevel ikke altid økologisk. Jeg bør være anti-kapitalist, men går alligevel på McDonalds. Jeg er imod børnearbejde, men køber alligevel en mobiltelefon. Jeg bør være med i en fagforening, men ikke lige nu. Jeg bør ikke trykke lønnen på arbejde, men arbejder alligevel gratis. Alle disse eksempler handler om det forhold, at selvom man godt kender til verdens elendighed, opretholder man den fortsat – og dette uden at være uvidende om det. Vi gør det bare alligevel!