Hvor Sidney Lee er kritiker, er Amalie desværre blot den dumme. Med fare for en kønslig slagside, tyder det på, at Sidney Lee er komikeren, mens Amalie ikke er andet end kedelig.

Både Sidney Lee og Amalie er gode til at være kendte. Det forekommer mig at de tjener til dagen og vejen ved at være mediebegivenheder. De er kendte ved profession. Det er i alle henseender smart tænkt, hvem end der har fundet på det. Jeg kan dog bedre lide Sidney Lee end Amalie. Sidney Lee synes, at overspille rollen som kendt. Han er så at sige for meget. Sidney Lee er ren overflade, han løber med mediestormen og ser hvor langt den kan drive ham. Jeg har en underlig fornemmelse af, at mens vi griner af ham når han er i bladene og på tv, griner han af os hele vejen til banken. Han har regnet ud hvordan mediemøllen virker og udstiller alle forbrugernes (os) dumhed, ved at elsker at hade ham. Han er ligeglad. Jeg tror Sidney Lee læser information og hører p1 når han er hjemme uden andre. Sidney Lee har vent det hele på hovedet og har gennemskuet alle os der elsker at hade ham. Det er os der tjener ham.

Amalie er derimod ærlig. Hun er langt mindre interessant, for jeg har ikke fornemmelsen af, at hun (i virkeligheden) har ”regnet den ud”. Amalie er indhold, mens Sidney Lee er form. Der er ikke mere end det Amalie viser. Hun viser derfor ikke hvordan forbrugerne er dumme eller hvordan mediesamfundet er styret af dårlig underholdning, men blot hvordan hun selv er ved at miste kontrollen.

Mens Sidney Lee er hofnaren, der kan udstille hvordan det hele er forlorent, er Amalie blot Amalie. En person, der er spændt for noget hun ikke har kontrol over. Sidney Lee er ideologikritikken. Amalie er ideologi.