Modkraft
(http://modkraft.dk)

Hjem > Politiet tager økonomisk kvælertag på kurdisk tv-station

27. september 2010 - 16:15

Politiet tager økonomisk kvælertag på kurdisk tv-station

  • print
  • facebook
  • twitter
  • rss
  • Medkraft
Af Rune Eltard Sørensen

Da fem civilklædte politifolk den 30. august ransagede Roj-tv’s lokaler på H.C. Andersens Boulevard i København konfiskerede de under stor mediebevågenhed kassevis af regnskaber og computere.

Samme dag henvendte politiet sig også til Danske Bank, der indefrøs samtlige økonomiske midler tilhørende tv-stationen ligesom alle konti blev lukket øjeblikkeligt.

Det skete alt sammen som et led i Statsadvokatens højt profilerede sag om »terrorstøtte« mod den kurdiske satellitstation, der siden 2004 har haft sendetilladelse i Danmark.

Tv-stationen er nu så hårdt presset økonomisk, at der hverken kan udbetales løn til de godt 100 ansatte, betales for huslejen eller andre produktionsudgifter.

– Når sagen engang kommer for retten, så er det slet ikke sikkert, at der er noget der hedder Roj-tv til den tid. Vi risikerer, at må lukke stationen om en måned eller to, da vi ingen penge har, siger stationen direktør, Imdat Yilmaz, til Modkraft i det første interview til et dansk medie siden tiltalen for terrorstøtte blev rejst.

Kan ikke betale løn og husleje

Godt en måned efter ransagningen af Roj-tv’s lokaler er der endnu ikke blevet formuleret et anklageskrift.

Statsadvokat Lise-Lotte Nilas oplyser til Modkraft, at dette vil ske »meget snart« ligesom der »hurtigst muligt« vil blive fundet en dato for første retsmøde.

Imens er rykkerne begyndt at finde vej til postkassen i H.C. Andersens Boulevard nummer 39. Roj-tv befinder sig efter politiets indefrysning af deres økonomiske midler i et økonomisk kvælertag, som ikke tillader mange udveje.

JPEG - 39.9 kb
Presset. Roj-tv’s direktør Imdat Yilmaz frygter, at den aktuelle terrorsag kan lukke Roj-tv allerede inden sagen kommer for retten. Foto: Lars Kamp Mortensen/monsun.

– Der er mange i det kurdiske miljø, som gerne vil støtte os økonomisk. Men politiet har sagt, at de også vil konfiskere eventuelle indsamlingspenge. Konsekvensen kan blive, at vi må lukke inden retssagen, hvis ikke vores konti åbnes igen. Det tegner ikke godt, fortæller Imdat ilmaz.

Statsadvokat Lise-lotte Nilas bekræfter overfor Modkraft, at Roj-tv’s penge er konfiskeret. Men hun afviser, at dette skulle være et problem.

– Der eksisterer faste rammer for beslaglæggelse af værdier og der findes en retssikkerhedsgaranti, da beslutningen kan prøves ved retten, siger Lise-Lotte Nilas.

Roj-tv vil nu forsøge at få frigivet deres penge igennem en retssag.

Afviser terrorbeskyldninger

Roj-tv er blevet tiltalt for overtrædelse af paragraf 144e, den såkaldte terrorparagraf. Det betyder at tv-stationen tiltales for at »fremme virksomheden for en person, en gruppe eller en sammenslutning, der begår eller har til hensigt« at begå terrorisme.

I en pressemeddelelse fra Justitsministeriet uddyber Statsadvokaten sin påstand: Roj-tv har i »gentagne tilfælde udsendt TV-programmer og –indslag bl.a. med interviews med PKK-sympatisører og –ledere og med reportager fra kamphandlinger mellem kurdere og tyrkiske myndigheder med et indhold til fremme af terrororganisationen PKK/Kongra Gel´s virksomhed.«

Kongra Gel er separatistbevægelsen PKK’s militære gren.

JPEG - 49.1 kb
Seperatistbevægelsen PKK’s leder Abdullah Ocalan er blevet et symbol på den kurdiske frihedskamp. Og terrorisme, mener Tyrkiet. Foto: Mark Knudsen/Monsun.

Tiltalen er ikke rejst mod nogle personer fra Roj-tv, men derimod mod tv-stationen som sådan. Og det undrer Imdat Yilmaz.

– Vi har radio- og tv-nævnets ord for at vores udsendelser er indenfor lovens rammer. Jeg kan ikke forstå, at dette skulle forholde sig anderledes, bare fordi Statsadvokaten nu undersøger sagen, siger han.

– Vi interviewer begge sider i den tyrkisk-kurdiske konflikt, men det er jo kun naturligt, når vi er en kurdisk tv-station. Vi laver ikke og ønsker heller ikke at lave propaganda eller opfordre til vold og terror. Vi laver nyheder, børneudsendelser og kulturprogrammer. Men hvis man virkelig mener, at vi har gjort noget ulovligt, hvorfor så ikke retsforfølge de ansvarlige? spørger tv-direktøren.

Ifølge Imdat Yilmaz er årsagen til den danske kovending i sagen, at Danmark havde brug for Tyrkiets opbakning til den tidligere danske statsminister Anders Fogh Rasmussens, som kandidat til jobbet som generalsekretær for NATO.

Prisen for den tyrkiske støtte til Fogh Rasmussen var lukningen af Roj-tv, mener direktøren. En holdning som desuden deles af flere andre iagttagere.

Tyrkisk krav om lukning

Statsadvokatens sag mod Roj-tv er rejst efter fem års efterforskning, der er sket på foranledning af den tyrkiske regering.

I Tyrkiet er tv-stationen forbudt og landets myndigheder mener, at Roj-tv er part i konflikten mellem kurdiske mindretal og militæret. En konflikt, der har kostet mindst 40.000 mennesker livet.

Med henvisning til ytringsfriheden har Danmark tidligere nægtet at efterkomme tyrkernes krav om at trække stikket på den kurdiske satellitkanal.

JPEG - 68.6 kb
Protest. Det dansk-kurdiske miljø er oprørte over den danske kovending i sagen om Roj-tv og mener, at sagen handler om deres ytringsfrihed. Foto: Mark Knudsen/Monsun.

Radio- og tv-nævnet har hele tre gange frikendt Roj-tv’s programmer for beskyldningen om »terror-propaganda«.

Den aktuelle sag bygger derimod ikke kun på en vurdering af de enkelt tv-udsendelser. Også fotomateriale og hemmelige lydoptagelser foretaget af stationens tidligere direktør vil blive brugt i en kommende retssag.

Tidligere direktør sladrede

Den tidligere direktør, der nu optræder som hovedvidne mod sin tidligere arbejdsplads, forlod Roj-tv i 2008. Han blev fyret, da han ikke kunne redegøre for flere hundrede tusind kroner, som var forsvundet fra tv-stationens kasse.

Tidligere i år afgjorde retten i Lyngby, at den tidligere direktør skal tilbagebetale 485.000 kroner til Roj-tv.

Der er dog ikke meget, som tyder på, at disse penge nogensinde vil blive tilbagebetalt. Den tidligere direktør valgte nemlig at gå til politiet med sin viden om tv-stationens formodede forbindelser til den illegale separatistbevægelse PKK.

I dag lever han under politiets efterretningstjenestes vidnebeskyttelsesprogram og har fået en ny identitet, da han angiveligt frygter for sit liv.

Offentligheden har fået indsigt i den tidligere direktørs materiale, da den tidligere direktør udover politiet også har valgt at udlevere det til Berlingske Tidende.

Avisens gravergruppe har henover sommeren bragt en lang række artikler om sagen. Tilsammen tegner avisen et billede, som bekræfter Tyrkiets og statsadvokatens mistanke om, at Roj-tv har både økonomiske og kammeratlige forbindelser til kurdiske oprørsgrupper.

Overrasket over beskyldninger

Både under Berlingske Tidendes afdækning af sagen det seneste halve år og i forbindelse med ransagningen i slutningen af august har Roj-tv valgt at forholde sig afventende til eller ligefrem undgå medierne.

JPEG - 45.6 kb
Kurdistan. Roj-tv er bevidst om deres kurdiske rødder og sætter i deres udsendelser fokus på kampen om et kurdisk hjemland. Foto: Lars Kamp Mortensen/Monsun.

– Vi blev meget overraskede over, at han (den tidligere direktør, red.) valgte at gå til pressen og politiet. Derfor ønskede vi at få et overblik over beskyldningerne inden vi forholdt os til dem, forklarer Roj-tv’s nuværende direktør Imdat Yilmaz til Modkraft.

Imdat Yilmaz fik stillingen i 2008 da bestyrelsen i Mesopotamia Broadcast, der driver Roj-tv, opdagede den daværende direktørs økonomiske bedrag og sparkede ham ud.

– Vores første reaktion var, at hans motiv måtte være hævn på grund af gæld. Men det har vist sig, at han har lavet skjulte lydoptagelser helt tilbage til 2006. Altså før, at de økonomiske problemer opstod, siger Imdat Yilmaz

– Vi har været naive. Jeg kan ikke lade være med at tænke, at han måske har samarbejdet med en eller flere efterretningstjenester, lyder vurderingen fra Imdat Yilmaz.

Læs artiklen »Kommentar: Larmende tavshed om overgreb mod kurdisk TV« hos Modkraft.

Læs kommentaren »Selvfølgelig er de terrorister på Roj-TV« hos Information.

Læs artiklen »ROJ TV tiltalt for terror« hos Berlingske Tidende.

Redaktion: 
Nyheder

Tak fordi du bruger Modkraft.
Vi håber du har læst noget interessant eller oplysende.
Du kan støtte Modkraft via MobilePay: 50 37 84 96