ANMELDELSE: Er til pressemøde med selveste manden med det seje morgenhår, David Lynch, som nu udstiller sine billeder hos Kunstforeningen Gl. Strand i København.

Siden jeg i fjumreårene røg for meget hash til gyserfilmen Exorcisten, har jeg forsøgt at krybe mig udenom diverse gys og gru. Men David Lynch’s stil er o.k. Twin Peaks og Blue Velvet er gys og spænding på den fede måde. Ind dykkes i lag af mørke med fløjlsbløde nuancer, skæv humor, sexede blå toner og mystiske drømmeriske spor.

»Jeg tænker ikke så meget. Ideérne kommer bare til mig, i fragmenter, som jeg
efterhånden samler til helheder«. Siger David. »Jeg kan godt li’ at dykke ned under
overfladen. Vi lever jo pt. i en verden, som virker ret så sort, ret så væmmelig - det
skaber idéer. Mine ting får mig i sidste ende til at blive glad, og jeg kan godt li’, at
folk kan svømme lidt sammen med mørket, det er en god følelse«.

David Lynch: »This Man Was Shot 0.9502 Seconds Ago«. 2004. Print - Mixed Media. © David Lynch.
Photo: Patrick Gries

Spejlkabinet

Vi sidder alle, journalister og fotografer, og kan se os selv, bag David Lynch, i Erik
A. Frandsens graverede spejle i Kunstforeningens lokaler. En reporter fra TV har
sine fineste guldsko på. Vi forsøger at flashe, at vi er mindst ligeså cool som
David. For David ER cool. Han sidder dér med sin lynchianske kaffe og besvarer
alle vores dumme spørgsmål. »Er der forskel på at lave film og malerier?«
Det er der sjovt nok. »Det ene medie inspirerer mig til et andet. Laver jeg film, får jeg en idé til et maleri og omvendt«. Siger David.

Davids kruseduller

Han snakker om sine »telefontegninger«, som han laver med underbevidstheden.
»At krusedulle den er den mest fantastiske ting: idéer kan komme og lede over
til en helt anden ting. Jeg er sikker på, at hvis man t.ex. sidder i skolen og lytter
på en lærer, imens man laver kruseduller, så kan man, hvis man leder tankerne fra
stregens slutpunkt til der, hvor man startede, genskabe alt det, som læreren har sagt, i hukommelsen. Jeg bruger krusedullemetoden meget.«

Bob Dylan udstiller også p.t. sine malerier her i byen. Er det nu blevet en
trend, det her med at store stjerner udstiller deres forsøg med andre medier, bliver David spurgt.
»Jeg kender ikke til nogen regler for, at du kun kan gøre én ting. Det er tilladt for os alle at gå ind i nye grænseområder med uafprøvede medier. Ja, selv det at gå ind i og gøre karriere i finansverdenen er tilladt, der er ingen regler.«

Baglæns guitar

Har du nogle forventninger til publikums reaktion i forhold til denne udstilling?
»Man kan have control of action alone, never the fruit of action!« siger David.
»Du ved jo ikke, om du er død den dag, dit værk når ud til publikum, så reaktionen er sådan set underordnet. Det er processen med at skabe, der er det væsentlige«.

Jeg spørger David, om han ikke kommer til CPH og spiller sin mystiske, mærkelige
baglæns guitar?
»Jeg spiller ikke for et publikum« svarer han.
Hey, du kan spille helt trygt hjemme hos mig, jeg er ikke så hård en kritiker! tænker jeg, men når ikke at få det formuleret i et udtalt spørgsmål.

For pressemødet er færdigt, og alle folk halser ud efter David Lynch, som fortsætter op af trappen til første sal, hvor udstillingen med hans billedkunstneriske produktion fra gymnasietiden i 1960 frem til idag befinder sig.

Bacon light

David Lynch er selv meget inspireret af Francis Bacon. Der er også lidt Bacon
light i hans store guldindrammede, mixed media billeder.
Han har klistret underhylere, fimoler, fotoraster og knive på malerierne, skåret huller i pappet og sat lysdioder på, for at gi’ lidt mere tekstur.

Billederne er sjove og minder én om alt det besværlige ved parforhold. Hvem kender ikke til trangen til at jonglere med våben, når kæresten er skredet med en anden og har rippet ens dankort?

En spirillignende lydinstallation med en forførerisk knap udsender industrielle lyde som underlægningsmusik til udstillingen.

Jeg kan li’ hans sort/hvide grafiske tryk, som jeg synes har en masse powerfuld energi i deres barnligt naive touch. Med socialrealistiske titler som »Alice think about suicide«, »Man and woman in a box arguing«, »Insect bites woman«, »Arm of sores« er de ret svære at misforstå.

Og så er der hans berømte »telefontegninger«. De er absolut seværdige, inspirerende og vækstfremmende for enhver kunstnerspire. Det originale titelblad fra Blue Velvet-manuskriptet, som David har tegnet på, hænger ved siden af en fin lille tændstikæske udstilling, som inspirerer mig til at gå hjem og tegne på alt, hvad der kan tegnes på.

David Lynch’s udstilling kan ses på fire etager hos Kunstforeningen Gl. Strand under titlen "The Air is on Fire", i perioden d. 26 sept. 2010-16 januar 2011. Adressen er Gl. Strand 48, København K.