Modkraft
(http://modkraft.dk)

Hjem > Groggy venstrefløj boomer i Sverige

23. september 2010 - 20:11

Groggy venstrefløj boomer i Sverige

  • print
  • facebook
  • twitter
  • rss
  • Medkraft
Af Ulrik S. Kohl

Sveriges venstrefløj er stadig groggy efter weekendens valgtæsk, hvor Vänsterpartiet havde håbet på at erobre regeringsmagten i samarbejde med socialdemokrater og grønne. Fremgangen udeblev, men nu strømmer nye medlemmer til.

Alene det første døgn efter at valgresultatet blev kendt søndag aften, meldte flere end 800 svenskere sig ind i Vänsterpartiet.

– Det svarer omtrent til en stigning i medlemstallet på 10 procent, siger Martin Hedlund fra Vänsterpartiets kartoteksafdeling til Modkraft. Han oplyser, at et lignende antal har udfyldt medlemsansøgning i løbet af tirsdag, onsdag og torsdag.

JPEG - 72.5 kb
Vänsterpartiet har fået over 1.500 nye medlemmer på fire dage. Her er det partiets ungdomsafdeling Ung Vänster, der slår sig løs til Hultfredsfestivalen. Foto: Östran/Ung Vänster

Vänsterpartiet ligger politisk mellem SF og Enhedslisten. Det røde parti klarede valget til det svenske parlament – Riksdagen – med skindet på næsen, men gik dog tilbage fra 5,9 til 5,6 procent af stemmerne. Socialdemokraterna fik derimod sit værste valg siden demokratiet for alvor blev indført i Sverige i 1917.

Fremgang skyldes vrede over valg

Medlemsboomet i Vänsterpartieter en reaktion på at det fremmedfjendske parti Sverigedemokraterna er stormet frem. Det mener Henning Süssner, som er rektor for Vänsterpartiets politiske uddannelsescenter i Kvarnby nær Malmø.

Sverigedemokraterne gik frem fra 2,9 til 5,7 procent af stemmerne, og råder nu over 20 pladser ud af i alt 349 i Riksdagen.

– Sverigedemokraternas fremgang har haft en vældig positiv effekt for os, siger Henning Süssner til Modkraft.

JPEG - 113.5 kb
Efter valgresultatet blev kendt blev der afholdt spontane antiracistiske massedemonstrationer i alle større svenske byer. Billedet her er fra Sergels Torg i Stockholm, mandag den 20. september. Foto: Lennart Kjörling

Malmøs anti-racister har skudt sig selv i benet

Sverigedemokraterne har opnået deres bedste valgresultater i det sydlige Sverige, og fik i storbyen Malmø over 10 procent af stemmerne. Dét er til gengæld et bevis på, at venstrefløjens aktive forsøg på at bekæmpe det yderste højre er slået totalt fejl, mener Henning Süssner.

Kvarnby-rektoren siger, at den anti-racistiske strategi i Skåne har ændret sig fra at ignore Sverigedemokraterna for enhver pris til at bekæmpe dem for enhver pris.

Ifølge Henning Süssner har ingen af delene givet resultat. Han påpeger, at det er lykkedes for anti-racister at forstyrre hvert eneste af de torve-møder, som Sverigedemokraterne har afholdt i Malmø under valgkampen.

– Vi kan fysisk forhindre dem i at holde møde, men resultatet er blevet, at Sverigedemokraterne nu er en folkebevægelse, der sætter den politiske dagsorden, siger han.

»Danske tilstande« i Sydsverige

Henning Süssner advarer imod, at venstrefløjen bliver reduceret til »Sverigedemokraternes antifascistiske hale«.

– Vi er jo antifascister. Men vi er mere end dét. Folk vil have løsninger på deres problemer i hverdagen, og dem skal vi kunne finde, siger han.

Ifølge Henning Süssner er der to ting, der er værd at bide mærke i ved valgresultatet. Det ene er, at venstrefløjen tabte valget, fordi flere og flere LO-medlemmer er gået fra Socialdemokraterna til det liberale parti Moderaterna. Det andet er at Sverige er blevet mere og mere splittet mellem nord og syd.

– I den nordlige del af Sverige findes Sverigedemokraterna ikke. I Skåne har vi danske valgresultater, siger han med en henvisning til Dansk Folkeparti.

Redaktør: Sverigedemokraterna kan gå i opløsning

Selvom det yderste højre har vind i sejlene i Sydsverige, er det endnu uklart, om Sverigedemokraterna får varig indflydelse på svensk politik på landsplan. Ifølge Aron Etzler, der er redaktør for Sveriges største socialistiske ugeavis Flamman, er det muligt, at partiet snubler i sin egen succes.

– I sig selv behøver det ikke at betyde noget som helst, at Sverigedemokraterna har fået deres gennembrud. Det kan være, at de ødelægger det hele for sig selv og går i opløsning og forsvinder. Tænk på Pim Fortuyns parti i Holland, siger Aron Etzler til Modkraft.

JPEG - 95.6 kb
»Sverige er ved at blive et helt almindeligt europæisk land, hvor færre og færre stemmer rødt,« siger redaktør Aron Etzler. Foto: Flamman/Flickr

Flammans redaktør peger på, at et fremmedfjendsk parti på den yderste højrefløj også tidligere har siddet i Riksdagen. Partiet hed Ny Demokrati, og vandt 25 mandater i 1991, men røg ud igen efter sin første periode i parlamentet og blev senere nedlagt.

Rød-blå kontrakt skal forhindre burkasnak

Ikke desto mindre mener Aron Etzler, at Sverigedemokraterna sagtens kan vise sig mere levedygtige end Ny Demokrati, fordi disciplinen i partiet er strammere.

– Det store spørgsmål er, om de bliver legitimeret af de borgerlige partier i Riksdagen gennem et samarbejde. Men faktisk er det farligste, hvis de borgerlige overtager deres idéer. Se på Frankrig. Det er et mindre problem, at Le Pen’s Front National er stærkt – sammenlignet med at præsident Sarkozy fører en højreekstrem politik over for fx romaer, siger han.

Aron Etzler opfordrer til, hvad han kalder for en »antiracistisk kontrakt« mellem de øvrige partier på tværs af den politiske midte. Formålet med kontrakten skal være at styre den politiske debat udenom Sverigedemokraternas yndlingsemner.

– Det handler om ikke at anvende symbolpolitik som fx spørgsmålet om burka. Selvfølgelig skal man kunne diskutere om lærere bør gå med burka. Men når man rejser burka-debatten i en valgkamp, er det klar populisme, der kun tjener til at fremme Sverigedemokraternas sag.

Læs Henning Süssners blog: »En ny vänster behövs«

Læs Aron Etzlers blog: »Det sämste riksdagsvalet någonsin«

Se det officielle valgresultat for alle svenske partier

Redaktion: 
Nyheder

Tak fordi du bruger Modkraft.
Vi håber du har læst noget interessant eller oplysende.
Du kan støtte Modkraft via MobilePay: 50 37 84 96