4. september erklærede den væbnede baskiske separatistbevægelse ETA en ensidig våbenhvile.

Dermed er der sat et foreløbigt stop for Europas længstvarende væbnede konflikt. Men har spanierne lunkne respons andre årsager end sund skepsis?

Da ETA blev dannet i 1959, var det som en reaktion på Franco-fascismens benhårde undertrykkelse af alt, som kunne minde om baskisk identitet.

Nationale udtryk som det baskiske sprog og flag var strengt forbudt. Tusinder af baskere blev henrettet under og efter borgerkrigen, og endnu flere blev kastet i fængsel, og baskernes væbnede modstand mod fascismen havde sympati i store dele af det internationale samfund.

Det skulle også blive ETA, som udløste begyndelsen på enden for det fyrre år lange diktatur, da organisationen dræbte Francos udpegede efterfølger, Luis Carrero-Blanco.

Baskisk påskemarch 2009. Foto: Magne Hagesæter/Flickr

Mange af organisationens internationale støtter undrede sig siden over, at ETA fortsatte den væbnede kamp efter regimets fald og indførelsen af en demokratisk styreform, men for de baskiske separatister var det kun lidt som ændrede sig med demokratiseringen.

Spaniens »beskidte krig«

ETA’s mål var, og forblev, en selvstændig baskisk stat.

Den spanske stats håndtering af den baskiske nationalisme under og efter overgangen til demokrati fungerede skærpende på konflikten.

Vigtige demokratiske grundpiller som retssikkerhed, ytringsfrihed og organisationsfrihed blev sat til side i kampen mod de baskiske separatister.

Det unge demokrati blev sat på en alvorlig prøve, da det blev kendt, at det spanske socialistparti, PSOE, stod bag organiseringen af Grupos Antiterroristas de Liberación, en paramilitær organisation som gennemførte en række udenomsretslige henrettelser af baskere i løbet af 1980’erne.

Flere af ofrene viste sig at være uskyldige mennesker uden tilknytning til ETA.

Sammen med torturanklager, lukning af aviser og radiostationer og de sidste års voldsomme kriminaliseringskampagne mod den baskiske venstrefløj, har den spanske stats «beskidte krig« været et afgørende argument og motiv for at fortsætte den væbnede kamp.

ETA har også tidligere erklæret våbenhvile, i 1998 og 2006, i forbindelse med forhandlinger med spanske myndigheder. Begge gange brød forhandlingerne sammen og gav grobund for fortsat uforsonlighed og mistillid mellem parterne.

Særlig bruddet i 2006 mindskede troen på en diplomatisk løsning.

Da samtalerne, som inkluderede både ETA og organisationens påståede politiske fløj, partiet Batasuna, brød sammen, reagerede spanierne ved at arrestere hele Batasunas ledelse og sigte dem efter terrorparagraffer.

Hændelsen vakte voldsomme internationale reaktioner, men førte alligevel til det endelige forbud mod partiet.

Meget er anderledes denne gang.

ETA er kørt mere ud på et sidespor end nogensinde tidligere. Organisationens traditionelle tilhængere har lagt et voldsomt pres på organisationen for at få afsluttet den væbnede kamp.

Batasuna har for første gang offentligt opfordret ETA til at nedlægge våbnene.

Men det betydelige opsving af nationalisme i Spaniens øvrige autonome regioner, fremfor alt i Katalonien, kan også få stor betydning for Baskerlandets politiske fremtid.

Efter at forhandlingerne brød sammen i 2006 anlagde den spanske premierminister José Luis Rodríguez Zapatero en benhård linje mod de baskiske separatister.

Alle invitationer til dialog er siden blevet kategorisk afvist. Han intensiverede desuden efterforskningsarbejdet mod gruppen og fik sat mange vigtige nøglepersoner bag lås og slå.

Zapatero er tidligere blevet kritiseret af rivalerne i det konservative parti Partido Popular for at optræde eftergivende overfor ETA, derfor kan det blive vigtig politisk kapital for PSOE, hvis ETA’s våbenhvile overholdes.

Alligevel har responsen fra Madrid været alt andet end positiv. Den ene udtalelse har overgået den anden i tvivl, skepsis og mismod. Strategisk repræsenterer våbenhvilen nemlig tunge udfordringer for den spanske ledelse.

Samtidig med, at den væbnede kamp for en baskisk stat ser ud til at være forbi, har den fredelige kampagne for katalansk selvstyre aldrig stået stærkere.

Finanskrisen har ført til, at et stadig større flertal i det relativt velstående Katalonien ønsker at styrke dets allerede betydelige selvstyre, i tråd med Zapateros valgløfte om øget indflydelse for Spaniens autonome regioner fra 2004.

Dette løfte er nu i færd med at indhente ham.

Et nyt politisk landskab

Ikke bare vækkede han, for så at knuse, forhåbningerne hos de baskiske og katalanske nationalister. Han genoplivede også den spanske nationalisme, som altid lusker rundt i skyggerne af spansk politik som et spøgelse fra Franco-tiden.

Resultatet er et nyt politisk landskab, som Zapatero vil få vanskeligt ved at navigere i.

Forbuddet mod Batasuna har været begrundet med en streng tolkning af en »enten er du med os, eller så er du med terroristerne«-doktrin. Hvis Batasuna fordømmer ETA’s terror kan partiet igen blive lovligt, har omkvædet fra domstolene såvel som indenrigsministeriet lydt.

Når Batasuna nu tillægges meget af æren for, at ETA nedlægger våbnene vil det være vanskeligt at opretholde forbuddet. Batasuna er, på trods af tilknytningen til ETA, et parti med relativt stor støtte i de spansk-baskiske områder.

Ved valget til den baskiske nationalforsamling i marts sidste år fik partiet 10 procent af stemmene, selv om alle på forhånd vidste, at stemmene ville blive kendt ugyldige. Da Batasuna havde mest opbakning kunne det nå op på 20 procent.

Frigjort fra utrygheden ved at være forbundet med ETA vil partiet kunne blive en betydelig politisk kraft med uafhængighet fra Spanien som et legitimt og populært krav.

ETA’s våbenhvile kan betyde begyndelsen på en politisk stabilisering som vil kunne føre Batasuna tilbage til de politiske institutioner.

Zapateros nye udfordring bliver i så fald at måtte forholde sig til separatisterne som en politisk bevægelse i modsætning til et kriminalitetsproblem.

Hvis Batasuna kan lære af den katalanske uafhængighedsbevægelses fremdrift, kan Zapateros tilsyneladende sejr over ETA komme til at betyde en virkelig kattepine for centralregeringen i Madrid.

Brage Aronsen er aktivist i organisationen Fritt Baskerland i Norge.