Modkraft
(http://modkraft.dk)

Hjem > Frankrig og Danmark kritiseres for Roma-udsmidning

27. august 2010 - 18:59

Frankrig og Danmark kritiseres for Roma-udsmidning

  • print
  • facebook
  • twitter
  • rss
  • Medkraft
Af Mads Madsen

I de seneste uger er mere end 8000 romaer blevet udvist af Frankrig, og det får nu FN’s komité mod racediskrimination, CERD, til at komme med en skarp kritik. Det skriver politiken.dk.

Komitéen, der består af 18 uafhængige eksperter, kritiserer den franske regering for at sende romaerne ud af landet i stedet for at forsøge at integrere dem.

Derudover advarer komitéen mod det, man betegner som »det øgede antal hændelser og vold af racistisk karakter mod romaer på fransk territorium«, skriver Reuters.

Rydning af lejre

Kritikken kommer efter, at Frankrigs præsident Nicolas Sarkozy har lovet vidtgående skridt mod romaerne, som han mener har etableret ulovlige lejre i landet.

JPEG - 95.2 kb
Romaer er ikke velkommen i Danmark. Foto: Freddy Hagen.

Det har ført til rydningen af mere end 300 romalejre i landet. Torsdag den 26. august blev 300 romaer i Lyon sat på fly mod Rumænien.

Også i andre europæiske lande sendes romaer retur. Tyskland forbereder hjemsendelse af 12.000 romaer til Kosova over de næste tre år, og den italienske indenrigsminister, Roberto Maroni, vil endda foreslå automatisk udvisning af alle romaer.

Kritik af dansk praksis

I juli blev 23 romaer anholdt på Amager i København og udvist, og ifølge Københavns Politi blev yderligere 14 hjemsendt midt i august, skriver Politiken.

Episoderne er ligeledes blevet mødt med stærk kritik fra både EU-politikere og menneskerettighedsorganisationer, der sammenligner den danske praksis med Frankrig.

– Uanset de juridiske undskyldninger, så er de danske udvisninger af romaer denne sommer nøjagtig lige så forkastelige som det, vi ser i Frankrig og andre medlemslande lige nu, siger den hollandske EU-parlamentariker Sophie in ’t Veld til Politiken.

– Udvisningerne i Danmark minder til forveksling om det, der sker i Frankrig. Det er grotesk, at myndighederne i de to lande masseudviser en etnisk gruppe uden nogen individuel behandling, siger formand European Roma Rights Center Robert Kushen.

European Roma Rights Center har lagt sag an imod den danske stat for at få omgjort udvisningerne.

Læs artiklen »FN kritiserer Frankrig for Roma-udvisning« i Politiken.

Læs artiklen »EU-politikere angriber dansk udvisning« i Politiken.

Læs artiklen »Frankrig slår til mod Romaer« i Politiken.

Læs artiklen »Romaer vil sagsøge Danmark« hos Modkraft.

Redaktion: 
Nyheder

Tak fordi du bruger Modkraft.
Vi håber du har læst noget interessant eller oplysende.
Du kan støtte Modkraft via MobilePay: 50 37 84 96