Lykkelig var han og »meget taknemmelig«. Han lovede at ville kæmpe »som en samurai« for, at de mange penge også virkelig skal komme frem til den trængende befolkning.

Således opstemt tog Afghanistans midlertidige premierminister Hamid Karzai forrige tirsdag afsked med deltagerne på en international konference i Tokyo: Knap 5 milliarder euro, svarende til ca. 37,5 milliarder kroner, havde de forsamlede statsrepræsentanter afsat til genopbygningen af landet med de mange folkeslag ved Hindu Kush.

Men Karzai er på ingen måde sikker på, at pengene når deres mål. Man må træffe foranstaltninger, manede premierministeren før sin afrejse, for at den økonomiske hjælp ikke falder i hænderne på »individer eller enkelte grupper«.

En sådan frygt er velbegrundet. Den nye centralregerings autoritet rækker ikke langt ud over Kabul, heller ikke selvom Kofi Annan forrige uge som den første FN-generalsekretær siden 1959 besøgte Afghanistan i et forsøg på at give Karzai mere politisk vægt.

Mens han endnu var i Tokyo, havde Karzai modtaget et foruroligende budskab:

Rivaliserende fraktioner fra Nordalliancen havde 60 kilometer nordvest for Kunduz udkæmpet heftige militære slag.

Usbeker-generalen Abdul Raschid Dostams tropper og tadsjikiske militser under ledelse af den tidligere præsident Burhanuddin Rabbani havde åbnet ild mod hinanden.

Med deres artilleri ville krigsherrene afklare, hvem der besidder den øverste myndighed i regionen omkring Qale Zal ved den afghansk-tadsjikiske grænse. Kampen kostede 11 soldater livet, over et dusin blev kvæstet.

Selvstændige fyrstedømmer

De blodige uoverensstemmelser i provinsen er et tydeligt signal. Få uger efter at Taleban er blevet fordrevet, forsøger Afghanistans krigsherrer i hele landet at afstikke deres indflydelseszoner.

De ønsker at oprette delvist selvstændige fyrstedømmer, peppe dem op med de økonomiske støttebeløb til genopbygning af landet og i vid udstrækning agere uafhængigt af Kabul.

Sådanne enegange bestrider Karzai indædt overfor omverdenen. I »hengivenheds-erklæringer« havde selv regionale afvigere svoret trofast følgeskab, forsikrede han.

Med fortrolige rådgivere forbereder han for tiden en grundlæggende forvaltningsreform og et rotationssystem for de alt for mægtige provinsguvernører.

De krigsherrer, som er direkte repræsenteret i Karzais kabinet, behøver kun at være loyale, indtil de har sikret sig deres andel af genopbygningshjælpen.

I denne tid kan andre stammefyrster, som kom tomhændede ud af magtfordelingen, undergrave den nye ledelses autoritet med alskens skærmydsler.

Løven fra Herat

Særlig mistro har amerikanerne til guvernøren Ismail Khan, der behersker fem provinser i området omkring Herat. Allerede i begydelsen af december erklærede »løven fra Herat«, at han var utilfreds med Karzai-regeringen. Alligevel sendte Khan kort tid efter sin søn som arbejdsminister ­ og personlig spion ­ til kabinettet i Kabul.

FN-repræsentanter og amerikanske militærfolk tror, at Mullah-regimet i Teheran bruger Khan for at sikre Irans indflydelse. Guvernøren tilbragte de sidste måneder under Talebans herredømme i eksil i Iran, nu står han i gæld til nabolandet.

Irans mullaher er bekymrede over den voksende vestlige indflydelse i Afghanistan. To iranske hærgeneraler rejste i de seneste uger gennem den sydvestlige del af Afghanistan og fordelte penge, levnedsmidler og våben til de lokale ledere.

Fuldstændigt i Teherans ånd har Khan i mellemtiden advaret USA: Hans landsmænd vil være »meget sensible, når det drejer sig om fremmede magters tilstedeværelse«.

Lokal oprustning

Forbindelsen mellem tadsjiken Ismail Khan og det shiittiske Iran generer de sunnitiske stammeledere i det pastunske kerneland omkring Kandahar.

De truer med at marchere frem mod Herat, fordi pastunske handelsfolk oftere og oftere bliver overfaldet, når de bevæger sig ind i Khans indflydelsesområde.

I stedet for at afvæbne deres militser, som Karzai har forlangt, ruster provinsherskerne op. Alle større veje fra og til Kabul bliver kontrolleret af deres soldater.

Ved Masar overfaldt de en hjælpekonvoj, ved Khost sågar en amerikansk kolonne ­ formodentlig en hævnakt fra den lokale befalingsmand Pasha Khan Zadran, der ønskede at blive provinsguvernør, men ikke fik den nødvendige støtte fra amerikanernes side.

At krigsherrenes magt også rækker ind i hovedstaden, fremgår bl.a. af beretninger fra vestlige efterretningstjenester: Våben og sprængstof smugles forbi de internationale sikkerheds-troppers kontrolposter ind i byen ­ så depoterne er klar til »Dag X«, hvor det igen kan komme til en kamp om magten.

Skrevet af folk fra autonomi-kollektivet

Kilde: Det tyske ugemagasin »Der Spiegel«, nr.5/2002, 28. januar 2002.