Flere rettigheder – men for hvem?

Vi er glade for de mange rettigheder LGBT’ere har opnået. Men vi vil ikke bruge Pridens festligheder til at fejre »dansk tolerance« over for seksuelle minoriteter. Vi vil bruge dagen til at huske på, at LGBT-rettigheder ikke er noget, man får – det er noget, man tilkæmper sig. Og rettigheder kan både vindes og mistes – bruges og misbruges.

Parallelt med øgede rettigheder i forhold til ægteskab, adoption, insemination, diskrimination på arbejdsmarkedet osv. bliver LGBT-sagen i stigende grad udnyttet i racistiske og nationalistiske dagsordener.

LGBT’ere har de sidste 50 år tilkæmpet sig små stykker af den danske normalitetskage – hvilket uden tvivl gør dagligdagen en del mindre bitter for mange.

Til gengæld bruges LGBT-sagen i stigende grad som skyts i divers imperiale og racistiske projekter. »Befrielse« af kvinder og seksuelle minoriteter legitimerer vestlige angrebskrige i f.eks. Afghanistan, ligesom krav om »homotolerance« og »ligestilling« bruges som argumenter for at underkaste migranter ekstra mistænkeliggørende teknologier, når de ønsker at søge opholdstilladelse i Danmark.

Samtidig er der stort set ingen europæiske lande, der accepterer forfølgelse på baggrund af seksualitet som et argument for asyl – så meget for Vesten som homoparadis!

Accept af LGBT-personer bliver oftere og oftere markedsført som »særlig dansk«, ligesom homofobi og hate crimes ses som fænomener, der stort set ikke eksisterer i den danske hyggestat. Trans- og homofobi fremstilles som noget, der kommer fra »fremmede kulturer« – men det er altså denne danske »hyggestat«, der patologiserer personer, der ikke ønsker at indrette sig efter et rigidt to-kønssystem og som kræver årelange psykolog-forløb og sterilisering, hvis man juridisk ønsker at skifte køn.

Trans- og homofobi må altså ses som en følge af det syn på køn og seksualitet, der også oppebærer pæn dansk mainstreamkultur: heteronormativiteten.

Særligt de sidste ti år har politikere fra højre til venstre slået sig op på at støtte LGBT-rettigheder. Men ofte er de kun interesseret i trans- og homopolitik, når den kan bruges til at skabe et billede af minoritetsetniske danskere som mere homofobe end andre danskere. Og derfor som nogle, man må tilsvine, udsætte for systematisk diskrimination og deportere.

Nej til kidnapning af LGBT-kampen

Men vi lader os ikke bestikke. Vi vil ikke reagere med mild ligegyldighed over at blive brugt som skyts i en nationalistisk dagsorden. Vi vil ikke spille taktisk med på islamofobi og fremmedhad for at vinde LGBT-kampe. Når ikke-statsborgere skal tvangsdeporteres fra dansk territorium, vil vi stå forrest i rækken af blokader. Når Israel fremstilles som den homovenlige modvægt til de slemme islamiske fundamentalister, vil vi stille os solidariske med de palæstinensiske og libanesiske LGBT-organisationer, der får frataget vestlig ngo-funding, fordi de tillader sig at kritisere apartheid-tilstande og staten Israels militære overfald i Gaza og Libanon.

Alt dette vil vi gøre, fordi LGBT-rettigheder som del af en nationalistisk og imperial dagsorden er som at pisse i bukserne for at holde varmen.

Tolerance er baseret på et uforandret magtforhold mellem norm og afvigelse. Der er med andre ord altid nogle, som har magten til at udøve tolerance, og nogle, som skal være glade for at blive tolereret. Mangfoldighedsfesten kan når som helst være slut. F.eks. i det øjeblik, LGBT-rettigheder og ligestilling ikke længere udfylder en nødvendig funktion i den modstilling mellem det »frie«, »ligestillede« og »oplyste« Vesten og de såkaldt »middelalderlige« og »fundamentalistiske« muslimske lande, som former den globale politiske økonomi.

Vi reagerer mod at blive brugt til at hvidvaske fremmedfjendske politikere og partier ved at hjælpe dem med at fremstå som homovenlige og dermed inkluderende. Vi lægger afstand til en »mangfoldighed«, som gør det politisk legitimt at føre en racistisk LGBT-politik. Vi lægger afstand, fordi racisme allerede er noget, som mange af os slås med til daglig – oveni den homofobi og transfobi, som alle LGBT’ere udsættes for.

LGBT-kamp er antiracistisk kamp

Racisme er ikke noget, vi kan vente med at tage os af til LGBT-rettighederne er sikrede. En LGBT-kamp, som ikke aktivt bekæmper racisme, bliver selv et tandhjul i en racistisk-nationalistisk og imperialistisk dagsorden.

Derfor ønsker vi en LGBT-politik, som både bekæmper racisme i LGBT-miljøerne og populistiske politikeres misbrug af transpersoner, regnbuefamilier og park-cruisere i en nationalistisk agenda.

Vi ønsker en LGBT-bevægelse, som tager afstand fra at lade LGBT-kampen kidnappe af folk, som aldrig før har interesseret sig for vores liv, og som stadig fører en politik, der støtter og tager udgangspunkt i heteronormativiteten. Vi ønsker en LGBT-bevægelse, som er konkret antiracistisk, og som ikke samarbejder med fremmedfjendske organisationer for at gennemføre rettigheder.