Regeringen og Dansk Folkeparti har i juni måned afvist at rulle en afgørelse i Statsforvaltningen tilbage, som betyder at landets kommuner ikke selv må fastlægge, hvor meget de kræver i leje af kolonihaveforeninger, men at kommunerne skal opkræve leje efter markedsværdi.
Resultatet er, at kolonihavebrugernes leje fremover vil blive fem-seks doblet. En gennemsnitlig kolonihave i København vil som konsekvens komme til at koste 10.000 kroner om året i grundleje. Hertil kommer forsikringer, foreningsbidrag m.v.
Det vil ifølge det socialdemokratiske folketingsmedlem Mette Gjerskov betyde en »kolonihavemassakre«.

Hun stillede derfor i juni måned et beslutningsforslag i Folketingssalen om, at Miljøministeren skulle sikre, at Statsforvaltningens beslutning blev rullet tilbage. Men forslaget blev afvist af de borgerlige.
– Holdningen hos regeringen og Dansk Folkeparti var utvetydig: Lejen skulle opkræves efter markedsværdi, siger Mette Gjerskov til Modkraft.dk.
Hun håber dog, at de borgerlige partier har ændret holdning hen over sommeren - blandt andet gennem det pres, der rejses fra kolonihavebrugere, der har haft tid til at tale sammen hen over havehækken.
– Jeg håber miljøminister Karen Ellemann er blevet klogere, når hun september er indkaldt i samråd om sagen. Jeg kan mærke at det ulmer. Dansk Folkeparti brokker sig eksempelvis gevaldigt over, at jeg har udsendt en pressemeddelelse om sagen, siger Mette Gjerskov.
Kolonihaveforbundets formand Preben Jacobsen mener, at Statsforvaltningens afgørelse bygger på misforståelser.
– Begrundelsen er fyldt med dårlige argumenter, som tager ikke højde for at kolonihaveloven har et socialt og rekreativt sigte. Det undermineres, hvis lejen bestemmes gennem markedsværdi, siger han til Modkraft.
Hvad har forbundet gjort for at få beslutningen annuleret?
– Vi har skrevet til alle partier i Folketinget og forsøgt at kontakte pressen. Men uden synderlig effekt. Ved folketingsbehandlingen i juni var kun Socialdemokrater, SF’er og Enhedslisten imod markedsgørelsen. De andre partier talte sort. Men vi arbejder hårdt for, at ingen kolonihavebrugere skal smides på gaden på grund af det her, siger han.
Preben Jacobsen fortæller, at Statsforvaltningens afgørelse først vil have virkning, når haveforeninger skal lave nye lejekontrakter med kommunerne. Det står indtil videre to kolonihaveforeninger i Herlev og alle såkaldte nyttehaver (dvs. haver uden overnatningsret) i Københavns Kommune over for.
Københavns kommune har siden statsforvaltningens afgørelse behandlet lejespørgsmålet på lukkede møder i Borgerrepræsentation og Økonomiudvalget. Enhedslistens Mikkel Warming siger til Modkraft, at han er derfor underlagt tavshedpligt.
– Det eneste jeg kan sige er, at et meget stort flertal af partierne i København er imod at markedsgøre lejen, siger han
– Københavns Kommune er tvunget til at rette sig efter afgørelser i Statsforvaltningen. Derfor er vi lige nu nødt til at satse på, at miljøministeren ved samrådet i september vil overtrumfe Statsforvaltningen, siger han.
Tak fordi du bruger Modkraft.
Vi håber du har læst noget interessant eller oplysende.
Du kan støtte Modkraft via MobilePay: 50 37 84 96