En strejkebølge har i det sidste halve år rullet hen over Kina. I den internationale presse har ikke mindst arbejderprotesterne og ni arbejderes selvmord på Foxconn-fabrikkerne i Shenzen-provinsen i maj givet genlyd.
Men i juni og juli måned blev en række udenlandske selskaber i industriprovinsen Quandong også ramt af strejker med krav om højere lønninger og valgte tillidsrepræsentanter.
Strejkerne ramte ikke mindst en række japanske bilfabrikker, bl.a. Toyota, Hyundai og Honda.
Strejkebølgen lader efterhånden til at være ebbet lidt ud; sandsynligvis fordi det er lykkedes at få kravene om højere lønninger igennem, fortæller Eva Flyvholm, der er international sekretær for Enhedslistens folketingsgruppe og har skrevet speciale i kinesiske arbejdsforhold.
Desuden har lokalmyndighederne i Quandong den 21. juli givet tilsagn om at revidere arbejdsmarkedslovgivningen med mulighed, for at arbejdere fremover vil kunne vælge egne faglige talspersoner, et krav der ud over højere lønninger også har været gennemgående krav blandt de strejkende kinesiske arbejdere.
Eva Flyvholm siger, at den lovede revideringen af arbejdsmarkedslovgivning, der efter planen skal vedtages i løbet af september måned, måske kan betyde en markant åbning og demokratisering af strukturen på det kinesiske arbejdsmarked.
Kinesiske arbejdere er organiseret i fagforeningen ACFTU, All China Federation of Trade Union, hvor funktionærerne er udpeget af staten og kommunistpartiet.
– Fagforeningen er en overlevering fra dengang, hvor alle fabrikker var statsejede, og staten bestemte alt, der angik arbejdsforholdene. Den struktur er bibeholdt også efter de mange udenlandske fabrikkers indtog. Reelt er de udpegede tillidsmænd på fabrikkerne i højere grad nogle, der varetager personalefunktioner for virksomhederne, snarere end arbejdernes interesser siger Eva Flyvholm.
– Det er den struktur, som myndighederne i Quandong i samråd med de centrale myndigheder nu lader til at være villige til at løsne lidt op. De har lovet at ændre reglerne for indgåelse af kollektive forhandlinger og mulighed for arbejderne til at vælge repræsentanter, der kan forhandle løn, siger hun.
Det har myndighederne og kommunistpartiet ellers tidligere afvist. I nyere kinesisk regulering opfordres arbejdere ganske vist til at organisere sig på arbejdspladsen. Men der er ikke tale om det, som normalt forstås ved frie fagforeninger, fordi der ikke er partsforhandlinger.
På nogle fabrikker etableres der grupper, som kaldes fagforeninger og er tilknyttet ACFTU. Andre steder meldes alle ansatte automatisk ind, fortæller Eva Flyvholm. Det sidste er ulovligt i forhold til internationale konventioner og menneskerettigheder.
– I realiteten er der ikke regulære fagforeninger, der kan varetage arbejdernes interesser, og der er udbredt mangel på kendskab til fagforeninger og organisering blandt de kinesiske arbejdere, siger hun.
Som eksempel på fagforeningernes dobbeltrolle, nævner hun, at ACFTU under en strejke på Hondas bilfabrikker i Quandong i juni og juli først modarbejdede arbejderne ved at indsætte bøller på fabrikkerne, men at de blev trukket tilbage, sandsynligvis for at undgå negativ omtale i den udenlandske presse.
– Det kan kun ses som et fremskridt, at myndighederne, i hvert fald i Guantong, åbner op for skridt mod kollektive aftaler og valgte talsmænd til lønforhandlinger, siger hun.
Vil det være en reel demokratisering, når kommunistpartiet stadig er det eneste tilladte parti?
– Det er svært at sige. Der er ikke tvivl om at myndighederne forsøger at lægge en dæmper på den sociale uro og strejkebevægelsen, men åbningen er også en reel indrømmelse. Den kinesiske stat kan efterhånden godt se fornuften i, at de internationale selskaber aftvinges mere i løn.
– Det er heller ikke til at vide, om de strejkende arbejdere i fremtiden vil forsøge at reformere ACFTU eller vende den ryggen. Da kinesiske arbejdere for et par år siden krævede forbedrede forhold på den danske elektronikfabrik Ole Wolff, organiserede de sig i en selvstændig struktur, men meldte sig samtidig ind i ACFTU, siger Eva Flyvholm.
– Kina er endelig også så stort, at det er svært at sige noget entydigt om udviklingen. Kina har eksempelvis en rigtig god lovgivning til regulering af arbejdsmarkedet. Problemet er, at den rigtig mange steder ikke overholdes.
De kinesiske myndigheders indrømmelser er dog ikke udelukkende et resultat af presset fra de strejkende arbejdere, understreger Eva Flyvholm.
Baggrunden skal også søges i den industrielle og strukturelle udvikling i Kina.
– Der er ikke længere den overflod af arbejdskraft på det kinesiske arbejdsmarked i det sydøstlige Kina, f.eks. i Guandong hvor der har været mange strejker, siger hun.
– Hertil kommer at industrielle udvikling og de færdigheder, der kræves af arbejdskraften, betyder, at produktionen ikke uden videre kan flyttes andre steder hen. Staten er derfor ikke længere så bange for at lægge pres på de internationale firmaer, siger hun.
– Endelig har Kina også gjort op med den såkaldte »spydspidspolitik«, hvor man tidligere blot og bart tilskyndede til, at enkelte personer kunne hobe mere og mere rigdom op. Det betød voldsom social ulighed og utilfredshed.
– For ca. 4-5 år siden vedtog kommunistpartiet derfor en ny femårsplan der skulle skabe mere »balance«. Den har skulle dæmme op for det sociale oprør, der var ved at udvikle sig, ved at kanalisere flere penge til de fattige i landet - herunder også til arbejderne på fabrikkerne, siger hun.
Tak fordi du bruger Modkraft.
Vi håber du har læst noget interessant eller oplysende.
Du kan støtte Modkraft via MobilePay: 50 37 84 96