Pastoren er den myndige kirkelige figur. Pastoren og hans menighed har et særligt kærligt forhold til hinanden. Eftersom pastoren er tættere på gud, er det pastoren, der på bedste vis har adgang til helbredelse, trøst eller tilgivelse fra gud. Pastoren bør derfor vide alt om sine disciple, så han kan bede om deres tilbedelse fra gud. Menigheden frygter ikke pastoren – og hvis den gør er denne forbundet med ære eller kærlighed. Der er snarere tale om et afhængt kærlighedsbånd. Pastoren elsker sine disciple fordi de elsker ham. Disciplene elsker pastoren fordi han kan lede dem, idet han er tættere på guds påbud.

Politikeren er som pastoren og vælgerne er hans disciple. Politikeren skal vide alt om hans vælgere, således at han kan lede dem. Menigheden skrifter med glæde, så pastoren forstå hvordan det står til blandt de menige. Først herefter kan han påbyde dette eller hint. Skriftestolen er den frivillige umyndiggørelse: stemmeboksen. Vi lader politikeren lede os, så vi slipper for at lede os selv. Samtidig gør vi krav på, at politikeren skal vide alt om os, så hun/han kan lede os det rigtige sted hen. Og på den rigtige måde.

Politikeren er den der har mandat til, at lede andre: en slags menighedens selvvalgt umyndiggørelse. Men det er også politikeren, der får skylden når vi ikke lader os styre ordentligt. Når vi bliver mere syge, eller laver mere kriminalitet, slår hinanden ihjel eller ikke har den fornuftige omgang med penge. Når der ikke bliver taget de rigtige beslutninger for os bliver vi rasende.