Modkraft
(http://modkraft.dk)

Hjem > Muslimsk bøsse til tops i Trykkefrihedsselskabet

16. juni 2010 - 15:39

Muslimsk bøsse til tops i Trykkefrihedsselskabet

  • print
  • facebook
  • twitter
  • rss
  • Medkraft
Af Rune Eltard Sørensen

Trykkefrihedsselskabet er kendt som et samlingssted for den yderste højrefløj i Danmark og andre kritikere af islam. Selskabet er stiftet af blandt andre Søren Krarup fra Dansk Folkeparti og tæller prominente medlemmer som Pia Kjærsgaard og Jesper Langballe.

Nu har bestyrelsen udnævnt en somalisk muslim og erklæret homoseksuelle debattør til deres næstformand.

– Det er vigtigt, at man kan være sammen med folk, som man er uenig med. Hvis jeg kun skulle være sammen med folk, der var som mig selv så ville jeg være meget isoleret, fortæller den nye næstformand Ahmed Mohamud til Modkraft.

Blåstempler ingen meninger

I et indlæg bragt på hjemmesiden religion.dk i oktober sidste år skriver Ahmed Mohamud om sig selv: »Jeg er selv muslim og homoseksuel og har haft det svært, inden jeg accepterede min seksualitet, men er lykkelig i dag.«

Læs indlægget »Din bror har brug for at blive accepteret« hos Religion.dk.

Den 30-årige sygeplejerske og samfundsdebattør kom til Danmark i 1997 og har siddet i trykkefrihedsselskabets bestyrelse siden 2009.

Ahmed Mohamud ser ingen problemer i at være næstformand i en forening, som tæller flere markante anti-muslimske skikkelser og modstandere af ligeret for homoseksuelle.

– Jeg synes ikke, at jeg blåstempler nogle bestemte meninger ved at være næstformand i Trykkefrihedsselskabet. For mig er retten til at ytre sig frit helt centralt og jeg mener, at det er vigtigt at vi taler sammen i stedet for kaste sten efter hinanden, fortæller Ahmed Mohamud til Modkraft.

Muslimer, voldtægt og homoseksuelle

Trykkefrihedsselskabet kom sidste år i mediernes søgelys da formand Lars Hedegaard i et interview udtalte, at islam tillader massevoldtægt, at muslimske mænd er voldtægtsmænd og desuden lyver på grund af deres religion.

Læs artiklen »Lars Hedegaard: Muslimer er voldtægtsmænd og løgnere« i Politiken.

Formanden sagde blandt andet, at »når en muslimsk mand voldtager en kvinde, er det hans ret at gøre det« samt »når svenske piger bliver voldtaget, massevoldtaget etcetera, etcetera, er der intet galt i det, set fra et islamisk perspektiv. Dette er din ret.«

Udtalelserne fik blandt andre Søren Pind (V) og Naser Khader (K) til at forlade foreningens rådgivende organ i protest ligesom flere medier konstaterede, at Trykkefrihedsselskabet var »ekstremistisk«.

Søren Krarup som var med til at stifte Trykkefrihedsselskabet i 2004 og i dag sidder i selskabet rådgivende organ har udtalt, at homoseksuelle er »handikappede«

Læs artiklen »Krarup kalder bøsser for handikappede« hos Avisen.dk.

Den hårde tone får dog ikke den nye næstformand til at tvivle på sit engagement i foreningen.

– Jeg behøver ikke at være enig med alle i foreningen, siger Ahmed Mohamud om sagen.

Ahmed Mohamud fortæller, at han har brug for »nærmere refleksion« inden han udtaler sig om i hvilken retning han ønsker at påvirke Trykkefrihedsselskabet.

Læs mere om Trykkefrihedsselskabet på Wikipedia.

Redaktion: 
Nyheder

Tak fordi du bruger Modkraft.
Vi håber du har læst noget interessant eller oplysende.
Du kan støtte Modkraft via MobilePay: 50 37 84 96