Så kom den!
Bogen der samler op på graffiti i Danmark igennem 25 år. Helt specifikt om graffiti på de gamle s-tog. Og den må have været ventet med spænding, for ikke siden Rasmus Poulsens 13 år gamle »Graffiti i Danmark« er der blevet udgivet en decideret graffitibog i Danmark.
Det svenske forlag, Dokument, har produceret bøger om graffiti i årevis og har inkluderet det store udland og dermed også scenen i København i deres udgivelser af både bøger og blade om graffiti. Men her i landet har bogudgivelserne ligget meget stille.
»Will I Go To Hell For This« er måske derfor et nærmest prangende værk. En stor s-togsrød moppedreng med titlen, som et drivende tag, præget ind i sølv. Hele udgivelsen emmer af at være en lidenskabelig homage til en svunden tid.
Ikke fordi toggraffitien er død – det vil enhver, der færdes med s-tog, vide – men fordi bogens ramme er de gamle s-tog. Altså 2. generation af de originale s-tog. Dem, som min generation voksede op med. Dem, vi lærte byen at kende fra. Dem, der var bedst at male på og dem, der mest af alle lignede de originale tog fra New Yorks subway.
Inspirationerne fra New York løber som en klar rød tråd igennem bogen, der består af ca. 600 billeder suppleret med anekdoter og små uddrag fra 75 interviews med forskellige graffiti-skrivere. Også betegnelsen graffitiskriver kommer fra New York, eller mere præcist fra filmen »Style Wars« fra 1983. »They call themselves writers«, er et citat fra filmen, der om noget har dannet skole.
Det var med newyorker-filmene »Style Wars« og »Wild Style«, at hiphop-bølgen og dermed også graffitien ramte Europa. Hiphop-graffiti eller navne-graffitien, har siden skyllet ind over de europæiske byer som mere eller mindre kraftige bølger og skilt vandene imellem tilhængere og modstandere. Og sådan har det været, med New York som det evige forbillede på godt og ondt.
Fra New York kom først inspirationen til, hvordan man kunne »bombe« med sit navn, både som tegn og som store kulørte værker på toge og på gader. Herfra kom »pakken« – inspirationen til den nye graffitis stiltræk, metoder og indhold.
Siden kom, også fra New York, inspirationen til, hvordan samfundet skulle reagere på graffitien, med definitioner som »groft hærværk«, bødestraffe, nul-tolorance og i værste fald fængselsophold. Graffitiskriverne blev hurtigt et jaget folk.
Og sådan har det været de sidste ca. 25 år.
Men så sker der noget. I 2007.
Det sidste gamle s-tog bliver udrangeret og der blæser nye vinde i Københavns Kommunes holdning til graffiti. Helt uafhængigt af hinanden, men næsten samtidigt. Kommunen proklamerer at »en moderne storby gerne må have ridser i lakken«! En ny og selvstændig holdning – ikke inspireret fra New York. - Her har har nul-tolerancebegrebet i derimod bredt sig til den almindelige færden i byen. Det er således blevet ulovligt at opholde sig på det samme stykke gade i længere tid. Man risikerer simpelthen bødestraf, hvis man så at sige driver den af på gaden.
I »Will I Go To Hell For This« gøres status over graffitiens ungdom i København. Og det er denne faste inspirationskilde fra New York blandet med entusiasme og nostalgi, der er bogens ramme.
Billedmaterialet er omfattende og smukt bearbejdet. Der er ikke tale om en undergrundsproduktion. Denne bog har en almen apeal, er indbydende, gennemført i sit koncept og et 25-års jubilæum værdigt.
Den rytmiske gengivelse af billederne ligger på grænsen mellem et opslagsværk og en stemningsbog. En flot præsentation, men redigeringen af billederne danner ikke i sig selv en klar historie. Det er derfor et puslespil f.eks. at følge de enkelte skriveres produktion, og man er afhængig af teksten som guide, hvis man vil ind i billedmaterialet.
De små panelbilleder viser en stor mangfoldighed, men bliver næsten til dekoration, idet detaljerne i værkerne bliver meget svære at aflæse. Man savner desuden en redegørelse for valget af billedmaterialet: Hvilken præmis har forfatterne arbejdet ud fra? Og hvordan har man forholdt sig til at skulle repræsentere en så omfattende epoke?
Forfatterne Lars Pedersen, Rasmus Hansen og Jacob Birch, hvis baggrund er en stor fælles interesse for graffiti, har valgt at inddele bogen i tematiske kapitler, der introduceres med en kortere tekst.
Dette korte indblik i historien og betragtninger fra forskellige skrivere er både charmerende og provokerende i det små – man får så at sige smagsprøver på livet som graffitiskriver. Men tættere på kommer man ikke, og det er her, man kunne ønske sig, at forfatterne havde taget mere fat.
Som læser vil man gerne inviteres indenfor og være med hele vejen – helt ud at male og hjem igen. Historierne virker som punktnedslag i en større fortælling og forbliver desværre kuriositeter for den udenforstående læser. En mere omfattende tekst kunne have skabt dybde til både billederne, historierne og til refleksionen over, hvad det vil sige at være bidt af graffiti.
De 75 interviews der ligger bag bogen kommer ikke læseren til gode og det er en skam. En indføring i stiltræk og en analyse af enkelte værker havde også været interessant. Det kræver flere gennembladringer, før billederne begynder at stå frem enkeltvis. Heldigvis belønnes man for sin indsats, for her er meget at se på.
Den grundlæggende konflikt imellem graffitien og det omgivende samfund bliver også berørt – det fremhæves allerede i titlen »Will I Go To Hell For This«. Dilemmaet ved at elske en forbudt aktivitet bearbejdes i bogens tekst på en meget let, men fin måde.
Spændet imellem det kreative og det destruktive berøres særligt i kapitlerne »Insides« og »Bombing«. Her opstår paradoksalt nok en større umiddlebar tilgang til billederne. Man kommer således tættere på det grænseoverskridende element i Graffiti og den voldsomhed man også kan opleve, når man selv står på en perron og ser et malet tog rulle ind. - Selvom det er smukt malet.
De uskønne værker gengivet i bogen, skærper spontant ens sanser, og bringer den evige konflikt, eller dualitet, mellem det kreative og det destruktive frem til overfladen. Her bliver der således skabt en mere tydelig adgang til den almengyldighed der gør graffiti interessant som kulturelt fænomen. Og ikke bare kan afskrives som en slags hobby for en indforstået kreds.
Tilsidst bør fremhæves opslaget på side 98-99, der gengiver værker med en nerve, som rammer langt ind i kunsthistorien og appelerer til en fundamental refleksion over graffitiens væsen og muligheder (Se disse fotos i Modkraft’s billedserie, red.).
Til trods for at »Will I Go To Hell For This« ikke ligefrem er en banebrydende bog indenfor garffiti, men mere en slags offentligt fotoalbum for eftertiden, må man håbe, at den ud over at markere en afsked med de gamle s-tog, kan bidrage til at sætte punktum for den sort/hvide debat om graffiti, der gennem årene har blokeret for den sunde refleksion.
Lad os håbe, at vi i kølvandet på »25 års Københavnsk Toggraffiti« vil oplever en nuanceret dialog og om graffiti, om brugen af det offentlige rum og individets rolle og muligheder her.
Hvad de næste 25 års graffiti har at byde på, bliver spændende at følge.
»Will I Go To Hell For This« kan købes for 400 kroner i almindelige boghandlere eller i street style-butikker over hele landet. Besøg hjemmesiden for bogen her.
Denne anmeldelse er skrevet af billedkunstner Marie Rømer Westh. Besøg hendes hjemmeside her.
Tak fordi du bruger Modkraft.
Vi håber du har læst noget interessant eller oplysende.
Du kan støtte Modkraft via MobilePay: 50 37 84 96