Den første danske politimester ansættes af kongen i 1682 i København. Inden havde forskellige former for natvægterværn varetaget funktionen med meget begrænset succes. Natvægterne var ulønnede, men der var påbud fra henholdsvis kongen og biskoppen om, at borgere fra København skulle varetage denne funktion. Forskellige private vagtværn havde også med meget svingende succes hold opsyn med de uhumske og mørke gader, hvor brændevinsdrikkeriet var omfattende og våbnene mange. Det var derimod primært bymurene der have den kontrollerende funktion inden politivæsnet blev født. Ved bymuren var forskellige former for retningslinjer og forordninger baggrunden for om man måtte passere. Militæret, polske eller hollandske lejesoldater og i det hele taget kongen og biskoppens bevæbnede styrker var beskæftiget med krige med andre nationer fx Sverige. Der fandtes ikke meget afretning inden for murene. Politi var der ikke noget af og ordene opretholdte sig selv, gennem normer og hierarkier. Militæret og krigene handlede om territorier og grænsedragning, mens den indre orden blandt staternes befolkninger var mindre betydningsfulde.

Bymuren kom i krise. Den skabte flaskehalse for Købstæderne hvor penge, vare og mennesker i stigende grad cirkulerede ud og ind og frem og tilbage. Dels fordi handlen var stigende og dels fordi byerne voksede. Hermed blev politividenskaben høj aktuel. For når dørmanden ved bymuren blev ubekvem eller ineffektiv, måtte politiet aktualiseres. Politividenskaben er samtidig en erkendelse af, at det er fornuftigt at afrette sin befolkning, i det, hygiejne, sløvsind, sygdom og tiggeri kan smides ud af byen, så der er plads til handel og håndværk. Forskellige former for afretningsanstalter og tugthuse, knyttedes til denne teknologi. Politividenskaben var forbundet med den erfaring, at fjenden ikke kun findes blandt det ydre fx uden for bymuren eller svenskerne eller andre nationer. Nej, politiet er interesseret i uorden og afretning af sin egen befolkning. Krigen vendes fra det ydre til det indre. Processen sker løbende gennem mange århundrede, samtidig med at rettighederne løbende forbedres for borgerne. Institutioner som familien, skolen, industrivirksomheden og andre, deltager også i den sikkerhedspolitiske afretning. Faren banker sine børn og sin kone, hvis ikke der er orden i familien, Arbejdsgiveren lockouter eller fyre sine arbejdere, og skolelæren banker elever hvis de ikke er lydhør.

Således er det endnu, men så alligevel ikke. For når børnene skal fra familien til skole, eller eleven skal fra skole til arbejde, skal menneskene fra den ene institution til den anden. Passagen. Her er der ingen til foranstaltning til, at afrette. Derfor bliver politiets funktion aktualiseret. Ifølge Michel Foucault er, politiets formål i byen hvad lærens er i skolen:

”At gøre byen til en art kvasi-kloster og riget til en art kvasi-by, det er det, der er den store disciplinære drøm, der ligger til grund for politiet” (Foucault 2008:369).

Politiets klasseværelse er gaden. Det er i gaderne arbejderne tilkæmper sig rettigheder, det er i gader demonstranterne bankes. Men det er også i gader varerne transportere, tiggerne tigger, hygiejnen og sygdommen findes. Politiet havde nok, at se til og har det fortsat. Politimester skulle holde god ’politie’. God ’politie’ var en meget bred betegnelse for orden i gaden, der også indbefattede folk der ikke kom på arbejde fulde mennesker der ikke kom hjem i seng, dårlig hygiejne og sygdom. Historien forandres og institutionerne forandre sig som de altid har gjort. I dag arbejder vi i hjemmet, lærer på arbejdet osv.

Op gennem denne den politiets historie har politiet fået flere og flere våben. Tilbage i 50’ og 60’ havde politiet en politistav og en nøgle til særlig telefonbokse, der hang rundt omkring i byen. Her kunne de kalde efter hjælp, hvis der opstod problem eller uro i gaderne som politiet ikke kunne håndtere med politistaven. Det var først omkring de store demonstrationer i slutningen af 60’erne og 70’erne, at politiet fik skjolde og tåregas. Senere fik de pistoler, der er blevet opgraderet flere gange senere. Det forekommer mig rigtigt, at politiet har gennemgået en militarisering, der fortsat er i gang. Senest med pepper-spray og vandkanoner. Der er et stigende fokus på fjender blandt sin egen befolkning og et blik på befolkningen som risikabel eller farlig. Samtidig har de egentlige militære krige mellem nationer taget form af politiinterventioner, eller oprydningsarbejde. Her opfattes krig som en slags genindstiftelse af ro og orden. Nationerne holder god ’politie’ i andre nationer, hvorimod staten har erklæret krig mod sin egen befolkning. Hvor nationer tidligere havde suverænitet over sit territorium, ser vi i dag, at vesten har hele verden som sin baghave, hvor ro og orden skal opretholdes. Samtidig sker der en militarisering af nationerne indre anliggender. Krigen er blevet til policing og policing er blevet til krig.